Indre by

"Got a feeling '21 is going to be a good year/Especially if you and me see it in together" sang The Who i sangen '1921' fra deres rockopera Tommy (og hvor prætentiøst er det ikke at skrive en rockopera? Det kunne vist kun lade sig gøre i slutningen af 1960'erne!). Og det er jo så sandt som det er sagt. Men nytårsaftensdag er også en glimrende lejlighed til at se tilbage på året der gik. En af mine venner har just berettet at hun skriver et såkaldt 'syndebrev': "...Jeg har skevet lidt på en liste over gode ting jeg har nået i løbet af året og glæder mig til at bruge 1. januar på en brainstorm over alle de gode ting jeg gerne vil nå i 2007. De 7 dødssynder bekendes på papir til min veninde, der læses og brændes kl. 12....og så er jeg fri igen...". Efter min mening et aldeles glimrende koncept. Nu er jeg jo som bekendt ren som den pureste nyfaldne sne, så jeg kan i sagens natur ikke skrive et sådant brev. Til gengæld kan jeg læse lidt tilbage på bloggen og se hvad jeg har foretaget mig og tænkt over det seneste års tid. Og hvad kan man så sige om 2006 i min lille navlebeskuende verden? Jo, det blev året:

....hvor min far blev indlagt pga. hjerteflimmer. Det gik siden godt, så skidt - men nu er han dog på højkant igen og er frisk som en lille reje.

....hvor jeg havde svære søvnproblemer og sidenhen flygtede på rekreation i Aalborg.

....hvor jeg blev fan af Sufjan Stevens. Endda så meget at jeg var til en arty-arty koncert med ham i Vega.

....hvor jeg efter lange og trange kvaler fik afleveret min praktikopgave omkring 'Den tjekkiske finalitédebat'. Efter at skrivningen af den havde martret mig i det meste af et år, var karakteren 9 et antiklimaks af de større.

....hvor jeg begyndte til japansk - og ret hurtigt stoppede igen.

....hvor jeg blev valgt ind i Kollegieets styrelse, hvilket dog viste sig at være en ganske kedsommelig affære. Masser af arbejde - og ingen frynsegoder. Jeg lærer tilsyneladende aldrig, at frivilligt arbejde aldrig betaler sig.

....hvor der var VM i Tyskland og ingen af mine favoritter vandt.

....hvor jeg investerede i Honza, dvs. et par eksorbiant dyre løbesko. Jeg kan med stolthed i stemmen og helt uden at lyve sige, at de rent faktisk har været ganske meget i brug lige siden. Faktisk fik jeg en fæl, fæl løbevane.

....hvor O RLY uglen blev min bedste ven.

....hvor Josh Rouse skuffede lidt, mens jeg til gengæld opdagede Howie Beck til samme koncert.

....hvor jeg fik nye danseidoler.

....hvor jeg gik igang med specialet omkring udviklingen i den danske konkurrencelovgivning. Fortsættelse følger...

...hvor jeg opdagde at Indienight på Stengade 30 er mit yndlings gå-i-byen sted.

....hvor jeg mistede mine sidste illusioner om Pet Shop Boys.

....hvor min iPod 'Emerson' blev min næstbedste ven.

....hvor jeg slog gækken løs i Prag. Og sidenhen i Zürich og Stuttgart.

....Navnet 'Maria' begyndte at optræde ganske hyppigt i mine indlæg. Og bloggen tog et vist svenskofilt tvist. Hvorfor mon det er tilfældet?

Og hvad er så konklusionen på det hele? På sin vist har 2006 hele tiden været et mellem-år. 2007 ser derimod ud til at blive ganske transitionspræget. Jeg bliver jo - om Gud vil og bukserne holder - færdig med studiet, skal have job, bolig og alle de der andre voksen ting. Spændende-spændende....

Vi ses i 2007.

30. december 2006 blev så dagen hvor Saddam blev hængt. Hans sidste gerning var tilsyneladende at råbe: "Gud er stor, denne nation vil sejre og Palæstina er arabisk". Personligt ville jeg nok have valgt en lidt mindre bombastisk og teatralsk afskedssalut, men ok, hver sin smag. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hele. Rent principielt er jeg imod dødsstraf og retssagen imod ham var vist til tider lidt ulden i kanterne. Et mord er et mord, uanset om det er sanktioneret af en domstol. På et rent følelsesmæssigt plan kan jeg sagtens leve mig ind i, at ofrene for hans forbrydelser har haft et behov for hævn, men ville nok have foretrukket at han blev straffet med fængsel på livstid. På det punkt er jeg tilsyneladende på linie med Danmarks officielle holdning. Men nu er han så død. Hvad det vil betyde for bestræbelserne på at ende borgerkrigen i Irak ved jeg ikke. Måske det i virkeligheden er lige meget hvorvidt Saddam blev hængt eller ej: Så længe de rare iranere, syrere osv. har en interesse i et ustabilt Irak, så bliver der næppe fred. Tankevækkende at Mellemøsten tilsyneladende er sådan et kaos - og ser ud til at være det i fremtiden også. I 2002 udgav UNDP første gang sin 'Arab Human Development Report', der ganske nøgternt så på hvorfor det er, at Mellemøsten sakker bagud i forhold til snart sagt alle andre områder i verden. Hvis man skærer alle de sædvanlige undskyldninger fra (det onde Israel, det onde Vesten osv, osv, osv), så mangler man generelt set frihed og menneskerettigheder, uddannelse + det er en rigtig dum idé at udelukke og diskriminere halvdelen af befolkningen (dvs. kvinder) på arbejdsmarkedet. Tingene har ikke forbedret sig siden dengang, så den nyeste udgave af rapporten er ligeledes deprimerende læsning. Der er kort sagt tale om en region med masser af unge mennesker uden udsigt til demokrati, uddannelser, jobs. Til gengæld har de masser af stok-konservative religiøse mennesker. Så nej, der bliver næppe fred i Mellemøsten, så længe de semi-diktatoriske arabiske regimer har en interesse i at lede opmærksomheden væk fra egne fejl. Det er jo nemmere at starte proxy-krige i Libanon, tale om 'korstog', 'Irak' og 'Israel-Palæstina konflikten skal løses først', i stedet for at gøre noget ved ens egne gennemkorrupte, repressive og ufrie samfund. Eller hvad, Syrien?

PS. På det mindre alvorlige plan: Er du også i tvivl om hvad du ellers skal huske 2006 for? Så giver Popjustice dig en sprød oversigt over de vigtige begivenheder indenfor musikgenren: 'skamløs-pop-med-slet-skjult-appeal-til-det-homoseksuelle-publikum'. Ta-dah!

Så nåede jeg atter hjem i jordhulen. Turen østpå var ganske udramatisk, jeg fik end ikke mulighed for at lave så meget som en eneste scene i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Siden jeg kom hjem har jeg slappet af, pakket ud og opdateret mig selv med nyheder og andre mærkværdigheder på nettet. Orkede ikke at være specialeflittig, men har til gengæld slubret ginseng te i rigelige mængder. Vi købte det i Busan på sidste års tur til Korea, og mine forældre får aldrig taget sig sammen til at drikke det alligevel, så jeg hapsede en pakke med hjem. Det skulle jo være så sundt, så sundt. På det 'Ginseng-center' (der af uransagelige årsager var en obligatorisk del af turen til grænsen mellem Syd- og Nordkorea) vi besøgte i Seoul, påstod de i ramme alvor, at ginseng er godt mod alt lige fra cancer til ondt i ryggen. Så det tror jeg så på. Det var trods alt den koreanske ginseng som gjorde at Mitterand næsten holdt skansen i kampen mod canceren. Det sagde damen i butikken selv. Ja, nemlig, ja.

Tager ind på Axelborg for at printe og skrive imorgen. Hvis jeg er heldig, støder jeg på min kollega Anne Grete, der er så snedig at bruge juleferien på at rydde op i sit arkiv derinde. Ligeledes venter et specialemøde og en tur i motionscenter om eftermiddagen. Og hvis jeg kender bibliotekerne ret, så vil de også snart smide en ordentligt krabat af en bøde i nakken af mig, såfremt jeg ikke får afleveret de materialer der har hobet sig op her i gemmerne.


PS. John Edwards har just annonceret sit kandidatur til præsidentposten i 2008. Måske han i den anledning skulle overveje at modificere sit julekort næste år. Ihvertfald vil et som det fra 2006 næppe falde i det mere konservative segments smag. Vraaaaauw!

PPS. Er du også til gode og rørende sangtekster? Synes du også at Celine Dion bare er en knuselskelig sangerinde? Hvis ja, så vil denne guldklump af et omkvæd måske falde i din smag: "Someone left the cake out in the rain/I don't think I could take it, `cause it took so long to bake it/And I'll never have that recipe again, oh no!". Ja, dette ER faktisk teksten til 'MacArthur Park' af Donna Summer. Er du til lignende vederstyggeligheder, så se top 20 listen over musikhistoriens værste tekster (ja, David Hasselhoff er også med...!!!).

For et par dage siden hulkede jeg dybt og ulykkeligt over at Everything But The Girl ikke har udsendt noget nyt siden 1999 (hvilket foriøvrigt ikke er fuldt ud korrekt, de har trods alt udgivet det sært utilfredsstillende opsamlingsalbum Like the Deserts Miss the Rain og det glimrende remix albummet Adapt or Die), men efter lidt higen og søgen på nettet, så er humøret steget betragteligt.

EBTG er jo egentlig ægteparret Ben Watt og Tracey Thorn. Indtil midten af 1990'erne levede de en noget hengemt tilværelse, til trods for at de siden starten af firserne havde udgivet en lang række i øvrigt ganske glimerende popalbums. Imidlertid bliver sangen 'Missing' taget under kjærlig behandling af house-dj'en Todd Terry i 1994, hvilket resulterer i et giganthit - såvidt jeg husker er den en af de mest solgte singler i halvfemserne. 'Missing' blev derfor EBTG's skæbne på godt og ondt. De har ikke siden kunne opnå blot tilnærmelsesvis ligeså stor succes og de fleste kender dem stort set kun for den ene sang. Det er synd og skam, for deres to sidste albums, Walking Wounded og Temperamental, er noget nær det mest fremragende man kan forkæle sine kræsne ører med. De eksperimenterer begge med at blande electronica og pop, hvilket bl.a. resulterer i musikhistoriens bedste sang 'Before Today' (og nej, det kan ikke diskuteres). Den manglende succes og en graviditet eller to lagde dog siden EBTG ned. Tracey Thorn gik mere eller mindre i hi, mens Ben Watt indledte en tilsyneladende ganske succesfuld karriere som DJ (bl.a. istod han bag London klubberne Lazy Dog og Buzzin' Fly).

Imens kunne stakkels jeg så gå og være trist over, at mine ellers så trofaste leverandører af melankolsk electronica/pop forspildte deres talent med at passe børn og pjanke rundt som hygge dj i house klubber. Men ikke mere! Som jeg skrev i maj, samarbejdede Tracey Thorn dengang med gruppen Tiefschwartz om sangen 'Damage', og nu er hendes soloalbum så lige på trapperne. Nu har hun så oprettet sin egen MySpace side, hvor man kan lytte til par af sangene fra det kommende album, bl.a. 'It's all true' (hun beskriver den selv som: "A new song, co-written with Sasse and Darshan Jesrani, which is pure early 80's New York dance pop") og 'Goodbye Joe' (en akustisk sag, der uden problemer kunne have været på hendes første soloalbum fra starten af firserne). Umiddelbart har jeg meget svært ved at sidde stille til førstnævnte, og kan næsten ikke vente med at høre mere. Og på det nørdede plan, så kan jeg ikke lade være med at klukke af latter når hun under sine inspirationskilder skriver: "Ceremony by New Order", "The Smiths 1983-85" og "Massive Attacks demos on cassette 1993". Med lige netop den slags namedropping, så er man altså garanteret gudestatus i min verden! Jeg glæder mig ihvertfald, og skriver Out of the Woods (som det nye album meget passende bliver tituleret) på min efterhånden lange liste af albums jeg mangler at få købt....

Ja, beklager den omkring sig gribende narcissisme og utallige billeder af undertegnede på nærværende side. Men jeg er jo vældigt fascineret af det webcam, der så kunstfærdigt er indbygget i min ærværdige faders nye pc. Og så illustrerer billedet glimrende hvad der sker i skrivende stund: Jeg bæller ubegribelige mængder kaffe, imens jeg arbejder med afsnit 6.1: 'Analyse af den institutionelle udvikling i dansk konkurrencelovgivning'. Er kommet lidt sent igang i dag. Oven på en større samtale med forældrene om fremtiden ("Men, altså, når du så har afleveret i starten af februar. Hvad så? Hvad skal du egentlig lave?"....jo, nu skal I bare høre....), blev jeg jo nærmest nødt til endnu en manisk søgen på diverse jobportaler. Ikke fordi jeg blev meget klogere, men min sjælefred er åbenbart lidt ikke-eksisterende for tiden...

Ellers vender jeg snuden østpå imorgen eftermiddag. Ikke fordi det vil ændre radikalt hvad jeg skal fordrive min tid med (åh, du kære gamle speciale....du bliver i sandhed ikke nem at undvære!), men kunne vist efterhånden godt trænge vist til en tur i det nærmest mytiske motionscenter - man skal i sandhed ikke spøge med julemad.

2. juledag og der ryddes lidt op i de kasser jeg har stående i forældrenes kælder. Især de gamle og småmugne Visa-kort kvitteringer blev anledningen til en uventet rejse tilbage i fortiden. Et skønsomt uddrag fra 1997 til 2001:

30 november 1997, kl. 16.19: Under en tur til New York i forbindelse med forældrenes 25 års bryllupsdag, køber Kåre cd'er med Björk og Pet Shop Boys for $36.77 i Virgin Megastore, Times Square.

18. februar 1997, kl. 15.38: Bedstefar og Kåre er i Cairns, Queensland, Australien. De køber en dykkertur ud til Great Barrier Reef med båden 'Supercat'. Inkluderet var Reef Tax for 5 AU$, samt øl for 6 AU$. (fantastisk dyk!)

5. juni 1998, kl. 17.10: Under et besøg i Göteborg, køber Kåre cd'er for SEK373 i den legendariske musikforretning 'Skivhugget', Masthuggstorget 2.

27. november 1999, kl. 11.02: Kåre er på sko-shoppingtur til Hamburg, men finde også tid til at købe bl.a. Everything But The Girl: Worldwide, Air: All I need og Ben Watt: North Marine Drive i World Of Music, Jungfernstieg 16.

29. oktober 1999, k. 13.46: På studietur til Berlin med tysk højniveau. Bor på vandrehjem og har en fantastisk tur. Køber en Lazio 1999/2000 Europa Cup trøje i Kaufhof på Alexanderplatz for 130 DM.

10. juli 2000, kl. 17.02: På pilgrimsfærd til Santiago de Compestela i Spanien. Undervejs er vi i Bordeaux, hvor jeg investerer i flere Alliance Etnik plader. Er tilsyneladende ret meget til fransk hip-hop og house i den periode. Ihvertfald er det hvad jeg køber i FNAC på hovedstrøget.

9. juli 1999, kl 11.31: Køber et par løbesko i Adidas outlet-store i Herzogenaurach, Bayern. Er på fire ugers sprogskole og kysser med pige nr. to i mit liv. Sweet.

12. august 2001, kl.16.30: Er i London med min søster, bor hos hendes irske veninde Amber på et meget lille kollegieværelse. Skal starte på statskundskab tre uger efter og verden er ung, jeg er sikker på at jeg nok skal erobre den. 11. september er ikke fundet sted endnu og mulighederne synes endeløse. Sender længselsfulde sms'er hjem til en ung dame jeg har mødt i Jomfra Ane Gade ganske få uger før. Køber bl.a. Morrissey, Saint Etienne og Everything But The Girl i HMV, Oxford Circus.

23. oktober 2000, kl. 14.06: Er i Stockholm for at besøge min søster, der er i praktik ved Karolinska. Har i den forbindelse taget et regionaltog til Uppsala for at besøge Charlotte, en svensk Pet Shop Boys fan, jeg havde e-mailet med via deres officielle fanklub. Hun viser mig rundt, det er regnvejr og det hele virker meget gråt. Vi huserer i Uppsala Skivbörs, Svartbäcksgatan 16A og er i biografen for at se 'High Fidelity'. Charlotte er sød, men vi mistede siden kontakten. I dag ved jeg ikke hvad hun laver. En hurtig google søgning på 'Charlotte Sjögren' viser, at der er én af samme navn der læser på universitetet i Uppsala, men jeg ved ikke om det er hende.

1. februar 2000, kl. 16.56: Er i København til Pet Shop Boys koncert. Stadig en af de bedste i mit liv. Det er i Valby Hallen, lyden er af helvede til, men det er ligemeget. Jeg giver hånd til Neil Tennant. Køber You Only Tell Me You Love Me When You're Drunk i en Axelmusic i Scala.

2o. februar 2000, kl. 12.54: Er på min hidtil seneste skitur. Køber en liftkort-holder til intet mindre en 5 schweizer frank i 'Titlis Kiosk', Engelberg.

27. september 1999, kl. 16.50: Investerer i Everything But The Girl: Temperamental i den nu forlængst lukkede M&M Shop, Aalborg. Til dato er albummet det seneste som EBTG har udgivet og jeg er snart træt af at vente på nyt.

25. oktober 2000, kl. 13.27: Hæver 200 kr i en hæveautomat. Af den fremgår at jeg den 29. september samme år fik indbetalt 3055 kr i løn fra Hotel Hvide Hus, Aalborg. Er opvasker dér, indtil jeg skal aftjene min værnepligt i Thisted. Jeg er genert, kejtet og vejer 10 kg mere end nu. Det ændrede sig heldigvis, så jeg nu kun er genert og kejtet. Phew!

Hvad kan man så udlede af denne mildt sagt ikke-kronologiske gennemgang? Jo, for det første har jeg brugt formuer på cd'er. For det andet så må man sige, at jeg fik rejst en del i de år. Det har været mere stille i studietiden (hvis man ser bort fra det halve år i Prag og Japan/Korea turen), hvilket måske kan forklare lidt af min meget omtalte udlængsel.....jeg savner ganske enkelt at rejse og se verden. For det tredje, så er det skægt at iagtage hvor meget man egentlig har ændret sig siden dengang. De fem år sidenhen er gået hurtigt, men jeg er da vist heldigvis vist ikke nær så nørdet og indadvendt som dengang. Håber jeg.

Så er julen vist officielt ved at være forbi (de har ikke spillet Last Christmas i P4 Nordjylland her til morgen - yay!) og dermed er mine undskyldninger for ikke at være specialeflittig ligeledes ved at være udtømte. Har dog lige ét hyggeprojekt tilbage: Den årlige traditionelle julefrokost hos Stines forældre. Rygterne vil vide at der stadig er hummerhalesalat på programmet, og kendere vil vide, at det er den slags man IKKE siger nej til.

Ellers gik juleaften stille og roligt. Vi fik den obligatoriske and, danset rundt om træet (der ganske enkelt kun kan være det største vest for Uralbjergene!), sunget urimeligt mange salmer, spist konfekt og udvekslet gaver. Selv er jeg mere end tilfreds med udbyttet. Dels skal jeg til Scissor Sisters koncert i april, dels kan min nye barbermaskine forhåbentligt redde mig fra den skæg-abe fælde jeg ellers har været milimeter fra at falde i! Derudover sikrer en ny trøje mig at jeg med tryghed kan gå en kold vinter i møde, ligesom jeg er sikret spirituel udvikling gennem det eksemplar af Koranen jeg fik af forældrenes hund.

Første juledag kom familie fra Århus wie immer til julefrokost. De arriverede lidt sent, så kom til at se lidt tv inden da. Det medførte en tur ned af mindernes boulevard, thi de viste Karate Kid på DR. Det er en smule skræmmende, at man kan huske handlingen og replikkerne fra en film man ikke har set i sådan cirka 15 år. Læg dertil, at den film jo har haft en massiv kulturel virkning på enhver rask dreng. Hvor mange kan ikke imitere 'tranen' som den unge Daniel-san vinder karateturneringen med i slutningen af filmen? Med andre ord: Klassefilm ud over alle grænser. Desværre nåede jeg ikke at de den hele før familien kom, men jeg har lavet en mental note til mig selv om, at jeg skal huske at se den igen ved lejlighed! Julefrokosten gik fint, men det er nu meget rart at der ikke står familiekomsammen på resten af julen. Og selvom jeg bestemt synes min niece er en lille guldklump, så fylder to årige børn meget og skal hele tiden underholdes. Der er ikke så mange muligheder for at slappe af når hun er her, så det er nu meget rart med en dag hvor jeg ikke lige behøver at være kronisk 'Farbror Kåre'...

Mens de mere hellige elementer i familien er taget til julegudstjeneste i 'kirken-man-mest-kommer-i-juleaften-for-at-blive-set', så drog jeg ud på en løbetur. Løb ud forbi rugbybanen, kolonihaverne, væddeløbsbanen, vandrehjemmet, friluftsbadet og igennem den altid maleriske Aalborg Vestby, med dens bodegaer og kebabsteder. På Kastetvej kunne jeg konstatere, at vietnamesere åbenbart ikke holder jul. Ihvertfald var grill'en åben og den arme pige bag disken stod og stirrede ud i luften, uden at have noget at lave. Jeg kan forstå at der skal være et vist antal læger, sygeplejersker, brandfolk etc. på arbejde i tilfælde af ulykker juleaften, men hvor mange ringer efter vietnamesisk mad i dag? Og jeg ved godt at der sidder mange ensomme mennesker rundt omkring uden nogen at fejre jul med (og tro mig: TV-programmet i aften gør det ikke nemmere, se selv efter!), men alligevel....der kan ikke være den store efterspørgsel. Stakkels pige.

Men nu kan jeg høre at familien er ved at være tilbage fra årets dosis prædiken, så må hellere ønske glædelig og komme igang med at være familiesocial. Jeg har jo en niece der skal begaves med Peter Pedal idag! God aften til jer alle.

Jeg elsker Dusty Springfield. Ok, elsker er måske et stærkt ord, men hun er ihvertfald min yndlings soulsangerinde. Hvis man laver en kvik lille analyse af min musiksamling, så er der ellers mest mandlige sangere repræsenteret. Det er vel stort set kun Sarah Cracknell fra Saint Etienne og Tracey Thorn fra Everything But The Girl som sniger sig konsekvent ind i de ellers testeterondominerede gemakker. For mit vedkommende startede bekendtskabet (selvfølgelig) gennem det arbejde hun lavede med Pet Shop Boys i midten af 80'erne, men de fleste kender vel bedst Dusty for sangen Son of a preacher man fra Dusty in Memphis albummet. Det er oprindeligt fra 1969 og er aldeles fantastisk, sidder netop og lytter til det nu. Især sangene som Just a little lovin' og I don't want to hear it anymore er enestående gode. Kald mig bare en sur gammel mand, men det er en sand tragedie at alt det crap r'n'b der ligger på hitlisterne i dag går under betegnelsen 'soul'. Jo, måske kan Beyoncé, Christina Aguilera, Pussycat Dolls (etc., etc., etc.) synge og danse sexet, men hvad blev der af sjælen? Tilsyneladende er kriteriet for at blive succesfuld kvindelig hip-hop/r'n'b kunstner, at man accepterer at nedværdige sig selv til et misogynt og pornoficeret stadie. Misforstå mig ikke: Jeg synes det er helt i orden at sælge sig selv på at være sexet, men....gør det musikken bedre eller mere relevant at man er mere eller mindre nøgen i sine videoer? Eller rent hypotetisk: Ville Aretha Franklin nogensinde få en karriere idag? Nej, vel, hvem ville gide se på en frodig afro-amerikansk kvinde? På et eller andet tidpunkt må man håbe at der kommer en revision af det usunde kvindeideal der hersker i hip-hop/r'n'b kulturen. Og ja, jeg ved godt det er fiktion og ha-ha-ha morsomt for alle de såkaldte hæp-hoppere i Danmark (der jo alle kommer fra middelklassen, og derfor VIRKELIG ved hvordan det er at være undertrykt sort i USA....!), men hvad skal man sige når 50 Cent - som jeg afskyr så meget, at jeg ikke engang vil linke til ham - udgyder sit ævl omkring hvor stor en P.I.M.P han er? Ærlig talt.....

Anyway, det var egentlig ikke meningen at jeg skulle lyde så negativ og tilbageskuende. Tværtimod. For udgangspunktet var jo, at Dusty in Memphis er et storslået soulalbum, som jeg kun kan anbefale på det varmeste....det er soul som det burde være...jeg tror faktisk på Dusty når hun synger om sit knuste hjerte. Se om du kan klare dén, Beyoncé.

PS. Ja, well, det ER jo snart jul, så I skal da ikke skånes for en af de bedste julesange i nyere tid: Tiger Baby - This Christmas.

Jeg er typen der har det med at bekymre mig over en masse ting. Det ligger vist til familien, at vi trives bedst med at have et lille hygge-bekymringsprojekt for at få lidt spænding i hverdagen. Men det kan samtidig føre til, at man har tre-fire pænt store sideløbende (og gensidigt forstærkende) bekymringsprojekter kørende.

For mit eget vedkommende er specialet selvsagt den primære bekymring. Ikke fordi jeg er bange for at det kommer til at trække ud eller at jeg ikke bliver cand.scient.pol., men det fylder da en del rent bevidsthedsmæssigt. Det er f.eks. svært at slappe rigtigt af i en såkaldt juleferie, når man ved, at ’Udviklingen i konkurrencelovgivningen 1990-2007’ ligger og truer i baggrunden. Samtidig skal det jo gerne være et godt projekt, ja, faktisk skal det gerne ende med at blive et Spitzenklasse speciale. Så alt taler for, at perioden fra nu og indtil den planlagte aflevering den 2. februar bliver noget præget af specialekvaler.

Andre ting spiller dog også ind. I skrivende stund ved jeg stadig ikke hvad jeg skal lave når jeg om ikke så forfærdelig lang tid er færdig. Har fortiet det en smule her på bloggen, men har været til to jobsamtaler. Den ene var i Konkurrencestyrelsen (ja, ok, den havde I aldrig set komme, hva’?) og den anden i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Begge samtaler gik fint og var god træning, men resulterede ikke i nogen ansættelse. For KS’ vedkommende, så stod det ret hurtigt klart, at stillingen var beregnet til en jurist eller en økonom. Det politiske – som jeg ved noget om – indgik ikke rigtigt i det man skulle lave i stillingen. EBST stillingen var i deres erhvervspolitik afdeling, og det lød alt sammen rigtigt spændende. Begrundelsen for at sortere mig fra var, at jeg var for sent færdig i forhold til hvornår de skulle bruge de nyansætte. Fair nok, selvom det selvfølgelig ville have været ønskværdigt, hvis jeg havde været en så enestående dygtig ansøger at de sagtens kunne have ventet på mig. Alt i alt er jeg dog egentlig godt tilfreds. Har sendt to ansøgninger og været til samtaler på dem begge, så jeg er oppe på hesten igen. Jeg er stadig lidt i overvejelsesfasen over hvem der skal plages med mine ansøgninger næste gang. Der er jo den der gamle Udenrigsministerium drøm, men sådan rent strategisk, så er der måske andre steder der er mere relevante at søge først. Og som sådan trækker en stilling i det offentlige heller ikke så meget igen. Kommer dog også lidt an på hvilke stillinger der opslås i løbet af januar. Har tidligere haft fin succes med uopfordrede ansøgninger, men kan ikke helt vurdere hvor virkningsfulde de er, når man som nyuddannet søger job.

Hvad plager mig ellers? Der er selvfølgelig min boligsituation efter at specialet er afleveret, men den bekymring har jeg sat midlertidigt på standby. Kan ikke helt overskue at skrive speciale, søge job og søge bolig på samme tid. Kombineret med en specialemakker som er svært optaget af hvornår vi skal holde kandidatfest, så er der rigeligt at tænke på lige nu, synes jeg. Det skal dog ikke udvikle sig til den rene jammerdal, for det er jo samtidig utroligt spændende. Transitionsperioder som denne er selvfølgelig meget usikre, men det er også skægt at der sker noget – der skal nok komme perioder med alt for meget stilstand og hver-dag-ligner-hinanden senere hen i livet. Måske jeg mangler lidt perspektiv. Dels er jeg vist lidt blind for det faktum, at jeg kun er 25 år, og at mit første job derfor ikke nødvendigvis er bestemmende for hvad jeg skal lave resten af livet. Derudover er jeg lidt usikker på min egen ’markedsværdi’ når det gælder diverse jobs. Måske jeg undervurderer hvilke stillinger jeg som statskundskaber kan søge – og undervurderer derved min chance for at få et anderledes og spændende job. Endelig er jeg vist lidt farvet af udlængsel. London School of Economics trækker stadig…exciting times indeed.

Måske jeg burde holde op med at bekymre mig så meget? Have lidt mere tillid til at jeg nok skal finde på et eller andet interessant at lave, samt huske på, at jeg egentlig er at betragte som en usædvanligt heldig ung mand. Verden venter jo lige derude og jeg bestemmer sådan set selv hvordan jeg vil forvalte fremtiden. Det er da et noget andet og mere interessant perspektiv end når man rumler rundt midt i sit studie, med 37 eksamener i vente. Desuden skal man næppe klage over at kunne være hjemme i familiens trygge favn til jul, have en hund der ligger og snorker trygt (og højlydt) på sengen lige ved siden af, have en caféaftale med gode venner lidt senere i da. Og selvom Östersund da er langt væk, så kan man jo sagtens tænke meget på én der fejrer jul der. Og når nu tanken om vedkommende får ens hjerte til at banke hurtigere af glæde…..så er det vel ikke så mærkeligt at alle de ovenstående bekymringer pludselig virker meget mere overkommelige?

Glædelig jul.

Det tog fem års tilløb, men denne jul gjorde jeg det så: Valgte at flyve frem for at tage toget. De fem timer med DSB hver vej til og fra Nordens Perle (sic), kan jo tage livet fra selv den mest hårdføre eksil-jyde. De talrige gyldne stunder i togenes 80'er designede kupéer står krystalklart i min ellers noget tågede bevidsthed. Hvordan skulle jeg kunne glemme de rustikt skrigende unger, de malerisk øl-stinkende midaldrende mænd, de så lifligt mobiltelefonsnakkende ignoranter og den usædvanligt ringe benplads? Åh, disse minder...Nuvel, set i retrospekt er jeg ikke så sikker på at det alligevel er så tidsbesparende at flyve. Man skal jo trods alt frem og tilbage mellem lufthavnene, checke ind i behørig tid i forvejen og bla bla bla. Men den rent psykologiske effekt af at flyve - det er altså kræs, for en ludfattig studerende med et lidt for nært forhold til DSB's Wild Card ordning.

Men jeg er altså godt ankommet. Endda til den noget forbløffende opdagelse af at mine forældre har fået trådløst net. Og ny indkørsel. Og nye vinduer. Og ny carport. Jeg kunne faktisk fortsætte med 'Og ny (indsæt relevant ord her)' i noget nær en uendelighed. Må sige at mit mødrende og fædrende ophav rykker i disse år. På det mindre materielle plan, så står julen i år på en tur på café med Lasse og Stine imorgen. Siden følger jo juleaften og diverse julefrokoster. Det skal nok blive en sand fornøjelse. Indimellem skal der så grifles speciale. Henriette og jeg havde et drabeligt gruppemøde torsdag, hvor der blev uddelegeret opgaver i lange baner. Der bliver med andre ord ikke tale om den helt fredfyldte juleferie i år. Tankevækkende at dette er mit sidste år som studerende, og derfor nok også den sidste jul hvor jeg er nødt til at tænke at læse. Jeg skal sikkert nok få andre ting at fylde tiden ud med, men det bliver rart ikke at skulle bekymre sig om eksamen/speciale i tide og utide...

December er tilsyneladende måneden hvor tidligere og nuværende diktatorer ryger i svinget. Først Augusto Pinochet, i nat Turkmenistans mildt sagt excentriske despot Saparmyrat Ataýewiç Nyýazow (også kendt som 'Turkmenbashi', dvs. 'Lederen af alverdens etniske turkmenere'). DR Nyhederne har en ganske spas gennemgang af alle hans meritter (faktisk er hæp-hopper sproget i artiklen det hele værd: "Ud over at undertrykke al forsøg på opposition dyrkede Nijasov den vilde diktatorstil med en voldsom personkult omkring sig selv". Jo tak, den vilde stil holder maks opperen, dér!). Det er mig en gåde, hvorfor stort set hele Centralasien og majoriteterne af eks-sovjet republikker insisterer på at være et sort hul af korruption, diktatur og armod. Men nuvel, alt er ikke sort og trist i Turkmenistan. Udover at bygge guldstatuer af sig selv, så sørgede Turkmenbashi faktisk for at turkmenerne får gratis olie, gas og (gisp!) salt indtil 2030. Det er da mere end hvad Fogh og forgængere har præsteret! Jeg har altid været lidt fascineret af diktatorer der opretter en personkult omkring sig selv. Meget ondt kan man sige om Kim Il-Sung og Kim Jong-Il, men når de kan få fikset diskursen i Nordkorea til at omtale dem som henholdsvis 'Den store leder' og 'Den kære leder', så er de altså ikke helt tabt bag en vogn. Turkmenbashi var absolut ikke bagefter i dyrkelsen af sig selv (ja, Stobbe, han slår Idi Amin med flere længder), og det er ganske nemt at sidde her og småfnise af hans mildt sagt bizarre initiativer. F.eks. var der hans ispalads i ørkenen, forbuddet mod guldtænder, forbuddene mod uplejet skæg, og ballet, samt hans insisteren på at hans new age bog Ruhnama "removes the complexities and anguishes from day to day living and is on par with the Bible and Koran". Den er obligatorisk (og stort set eneste) pensum for skolebørn i landet - og citater fra den pryder væggene (sammen med Muhammed citater) på den nye mega-moske udenfor Ashgabat. Til trods for at disse mærkværdige projekter har givet Turkmenbashi et vist komisk skær, så er der egentlig ikke så meget at grine af. Turkmenistan er et repressivt regime, med en ludfattig og underkuet befolkning. Hvad der sker nu for at udfylde det magtmæssige vakuum er ikke nemt at sige - men hvis man bygger på erfaringen fra resten af regionen, så skal de arme turkmenere nok ikke håbe alt for meget. Men heldigvis har de så deres salt at trøste sig med. Flere nyhedsrapporter om Turkmenbashis død her, her og her.

PS. BBC har endnu en interessant artikel omkring betydningen af Turkmenbashis død.

Juleaften sig nærmer med hastige skridt, og det skal jo fejres i en sand gave- og forbrugsfest. Lidt af en udfordring for den hårdt belastede julemand, der jo som bekendt bor i Grønland (eller er det i Rovaniemi, Finland?). Han outsourcede imidlertid for efterhånden en del år siden sin produktion til Kina, hvor arbejdskraften er langt billigere. Om det er årsagen til de massive sociale problemer med druk, stoffer og vold i det grønlandske samfund skal jeg ikke kunne sige, men A.P. Møller-Maersk nyder ihvertfald godt af den visionære Sankt Nicholaus' beslutning.

Nuvel, denne fokus på ussel mammon er egentlig ikke mit ærinde idag, tværtimod. Vi skal nemlig i stedet tale om det julen egentlig handler om: Kristendom. Ja, du læste korrekt. Jeg er jo som bekendt en stor elsker og kender af helgener. Derfor glæder det mig også usigeligt meget at kunne meddele at A) Jeg i 1996 blev velsignet på Peterspladsen af den nu sørgeligt afdøde Pave og at B) Jeg har set julemandens grav. Ja, han er død - det er altid de bedste der ryger først! Sankt Nicholaus' jordiske rester befinder sig eftersigende i Basilica Pontificia San Nikola i Bari, som jeg besøgte hin sommer 1995. Hvem der så kører Julemanden A/S idag ved jeg ikke, men tilsyneladende deler vedkommende stadig milde gaver ud. Reagan kan det vist heller ikke være, selvom han umiddelbart ser meget rask og rørig ud.

Ellers ikke meget nyt fra fronten. Jeg er ved at pakke sammen fra arbejdet, og ellers går tiden primært med det snart sagnomspundne speciale. I aften skal jeg atter i den lokale kino og se 'Scoop'. Mon ikke den unge frk. Johansson kan hjælpe mig med at abstrahere fra at det vores allesammens yndlings små-perverse New Yorker som er instruktør...?


PS. Oh ak, oh ve, oh klage: Charlotte Dyremose (a.k.a. ejeren af konkurrencehesten 'Mr. Poco Scotch') er blevet fyret som skatteordfører for de Konservative. Mit lille sorte hjerte bløder for hende. Lad os da håbe at den lille stakkel og hesten nu sammen kan fatte interesse for uddannelsespolitikken.

PPS. Ja, så skete det igen. Priserne for bedste blogs er blevet uddelt - og jeg er atter blevet skammeligt overset. Det er i stunder som disse jeg ser mig nødsaget til at citere The Smiths: The world won't listen...!

Mine fingre dirrer, jeg er på det nærmeste i febervildelse. Det utrolige er sket: Jeg har nu arbejdet målrettet med specialet intet mindre end TO DAGE I TRÆK. Læs det lige igen. Ja, der stod 'to'. Nemlig. Javel, ja. Det havde I nok ikke regnet med, huh? Så kan I lære ikke at skue hunden på hårene, hva', hva', hva'? Næh, nej, så let får I skam ikke den her gamle taskenspiller ned med nakken. Jeg er nemlig tilbage igen, boing-boing, som en fjeder, dér! Fik endelig has på de vederstyggelige interviews, hvilket åbnede op for en skriveproces af de bedre. Har fået griflet efterhånden en del gode analyseafsnit, så jeg er godt tilfreds med de sidste par dages resultater. Det er næsten lige før at jeg har tilgivet mig selv de seneste ugers magre arbejdsproces. Det behøver slet ikke gøre ondt at være en flittigmås. Man kan jo f.eks. invitere Hong Kong'eseren over for at læse løs, og så undervejs gafle italiensk mad på en autentisk (næsten ihvertfald) italiensk restaurant i nærheden. Det var ihvertfald vældigt hyggeligt igår! Af andre sociale arrangementer var jeg til julehygge hos Jens lørdag aften. Kom til at indtage rigelige mængder æbleskiver, så den hockeykamp jeg skal spille lige om snart er ganske tiltrængt. Mødte Kristians kæreste Miriam og fik diskuteret Jagtvej 69 (se nedenfor) med Martin.

Ellers så nærmer julen sig jo, og således også her i jordhulen på Østerbro. Selv flyver jeg nordpå fredag eftermiddag, hvilket er en sand lettelse efter snart fem års unævnelige julelidelser i toget mellem København og Aalborg. Bliver i familiens skød indtil den 28. december, hvor jeg atter vender snuden hjemad. Tirsdag, onsdag og torsdag står imidlertid på speciale og arbejde, forhåbentlig kan jeg holde skruen i vandet mht. arbejdsindsatsen!

PS. Som det sikkert ikke er forbigået nogens opmærksomhed, så syntes 'Ungerens' brugere at de ville opretholde deres sunde tradition med at tilsidesætte andre menneskers ejendomsret, smide brosten efter politiet og lave lidt hyggehærværk på Nørrebro i lørdags. Jeg kan så blot notere mig, at disse fredselskende og tolerante individer efter to domstolsbehandlinger ikke har noget at komme efter rent juridisk - og at de så griber til de ubegavedes løsning: Vold. Men, men, men...hvem skulle have troet at nogle adfærdsforstyrrede individers voldelige tendenser kunne vække opmærksomhed rundt om i verden? Men det kan det - der er en ganske udførlig rapport på Al Jazeera's hjemmeside.

PPS. Så er der atter brænde på Dansk Folkepartis bål: EUMC (European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia) har just frigivet en rapport, hvori det hævdes at muslimer diskrimineres i Europa. Politiken har allerede grebet historien, nu skal det blive spændende at se hvordan historien udvikler sig...

PPPS. Det er en ringe skjult hemmelig at jeg er og bliver tjekkofil. Derfor er det af megen betydning for mig, at der nu er reelle planer om at flytte Alfons Mucha's Slovanská epopej fra Moravský Krumlov til Prag. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om det...synes egentlig at det er meget passende at hans hovedværk er i nærheden af fødebyen, men omvendt ved jeg godt at de var tiltænkt at være i hovedstaden. Dilemma-dilemma.

Det er efterhånden på tide med en lille musikopdatering her fra jordhulen på Østerbro. De fleste er vel efterhånden bekendte med MySpace og de muligheder hjemmesiden giver for at udforske ny musik. Den er sammen med hele blogbølgen, YouTube, Wikipedia, Facebook og Flickr og andre brugerstyrede sider, en del af den såkaldte 'Web 2.0' bølge. Det gode ved MySpace er, at nye og ukendte bands får mulighed for at eksponere deres musik via et gigantisk netværk af brugere. Og for brugere som undertegnede er fordelene store: Istedet for at være afhængig af traditionelle kilder som radio, tv og diverse musikmagasiner, så kan jeg nu via nettet opdage ny og spændende musik, som jeg for bare få år siden aldrig ville have en chance for at høre. Det er lidt fascinerende med den slags 'kulturel globalisering'. Afstande betyder intet, teoretisk set kan jeg lytte til musik ganske få timer efter et eller andet undergrundsband har været i studiet. For mit eget vedkommende betyder det, at min musiksmag er blevet væsentligt mere aparte end den var tidligere. Måske ikke selve det musikalske indhold, men alle de bands jeg lytter til via forskellige musikblogs, er stort set ukendte for alle andre end jeg selv og det blomstrende indiemusik community på nettet. Det er selvfølgelig vældig tilfredsstillende på et se-bare-hvor-elitær-og-unik-og-cutting-edge-jeg-er plan. Guillemots, der just har fået meget rosende anmeldelser og omtale i danske medier, var f.eks. store på nettet allerede for et års tid siden. Men samtidig også svært deprimerende. Jeg tager flere og flere gange mig selv i at være aldeles uvidende om hvem der aktuelt ligger på hitlisterne. Måske hører det med til at være at blive en sur og muggen mand over 25 år, men alligevel. Når man nu praler med at vide en masse om musik, så er det ikke helt konsistent. Alligevel vil jeg - med afsæt i MySpace - benytte lejligheden til at nævne nogle af de bands der hærger mine sarte øren for tiden.

Af uransagelige årsager er jeg vældig optaget af Sverige for tiden (a-hem!), så jeg bliver nødt til at lægge ud med Montt Mardié. Denne usædvanligt pompøse herre fra Stockholm skriver urimeligt fængende pop, især skal 'Come on, Eileen!' fremhæves. Men hov! Er det ikke en sang af Dexy's Midnight Runners fra 1980'erne? Jo, og så alligevel ikke! Visse læsere vil sikkert erindre 'Kom igen Lena!' af yndlingen over alle yndlinge: Håkan Hellström. Nuvel, den sang var netop en hyldest til den oprindelige Dexy's sang (vi kan jo kalde det det for en post-moderne svensk version), men Montt Mardié vender tingene på hovedet: Han oversætter 'Kom igen Lena!' til engelsk, og omdøber den atter til 'Come on, Eileen'. Det er da så post-post-post-moderne at det gør helt ondt, hvilket naturligvis sikrer ham en plads i mit Elysium over musikalske guder.

En mere ukendt gruppe er The Shortwave Set - selv ikke ihærdige google-søgninger har gjort mig klogere på deres identitet. Men jeg ved at de minder Saint Etienne sådan cirka anno Fox Base Alpha tiden, så jeg er snublende nær ved at bestille deres album over Amazon. Prøv især 'Casual Use' og 'Is it any wonder?'.

Tredje og sidste musikalske bidrag i godteposen er Tahiti 80. De er læskende franske og sammen med The Changes og Phoenix er de mine favorit synthpop kunstnere for tiden. Måske forsangeren har en lidt for lys stemme (men det kan en Pet Shop Boys fan jo nok næppe tude over!), men man må give gruppen, at de kan finde ud at bikse melodiøs popmusik sammen. 'Big Day' og 'Chinatown' er de åbenlyse hits af deres sange på MySpace siden.

Fængende overskrift, ikke sandt? Hvis jeg dog blot kunne have smykket mig med selv at have fundet på den, men nej: Det er titlen på en af de publikationer jeg just har arkiveret lodret i en sort sæk. Er på arbejdet og er i fuld gang med at muge ud i kontorets labyrintiske bibliotek. De utallige mærkværdige bøger, pjecer, afhandlinger og andre fornøjeligheder fylder efterhånden så meget, at det er problematisk - og fluks studentermedhjælperen blev sat igang!

Vågnede ellers i morges kl. 06.30 ved lyden af blid kvindesang. Det viste sig at være et mindre Lucia-optog, der drog hærgende gennem kollegiets gange. Underholdende og hyggeligt, bl.a. fordi vi bagefter sad og vågnede med kaffe og pebernødder. Jeg har altid tidligere været lidt uforstående overfor at alle var så vilde med december måned, men man må sige at den giver så mange anledninger og undskyldninger til at hygge og socialisere, at det er svært ikke at synes det er en god tid. Omvendt er den også ganske stressende: Der er i skrivende stund 11 dage til jul og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvad jeg skal give folk i julegave. Satser på en køb-alle-julegave-på-een-gang session på lørdag sammen med de 14 mia. andre mennesker inde i Københavns gader. Det bliver læskende. Ahhhhh!

Ellers går tiden med specialet. Har fået lyttet en del af vores interviews igennem og er nu gået igang med at grifle på analyse delen. Synes - heldigvis da! - at det er væsentligt sjovere at skrive substans end at 'databehandle'. Har også været et smut forbi den rare tandlæge og blive flået lidt i såvel tænder, som pengepung. Bortset fra det, så synes jeg at tiden flyver afsted og at der er en masse ting at tænke på (og være bekymret over): Specialet (som efterhånden skrumler en del rundt rent tidsplansmæssigt), arbejdet der skal passes, jobansøgninger, julegaver der skal findes, boligsituation der skal overvejes osv., osv., osv. Alligevel går jeg rundt i permanent godt humør, hvilket man vist må tilskrive en vis repræsentant fra hinsidan. Med andre ord er der i virkeligheden ikke mange klager her fra den billige langside.

Augosto Pinochet, diktator i Chile fra 1973 til 1990, døde her til aften, 91 år gammel. Han var en hårdhændet herre: Kuppet mod den folkevalgte marxist Salvador Allende kostede denne livet. Over 3000 døde eller 'forsvandt' i Pinochets tid ved magten. Titusinder måtte gå i eksil. På den baggrund kan hans økonomiske politik - som er en medvirkende årsag til at Chile idag er Sydamerikas bedst kørende land - næppe redde hans navn fra for altid at være forbundet med et repressivt regime. Desværre nåede han aldrig at blive dømt for sine gerninger, men man må håbe at de alligevel kan finde forsoning med hinanden i Chile.

På det mindre seriøse plan, så sidder jeg i skrivende stund iført min himmelblå Lazio trøje. Der er Derby della Capitale i Rom her til aften, hvor Roma og Lazio mødes i et af de mest forbitrede lokalopgør indenfor fodbolden. De senere år er det mildt sagt gået ned af bakke for Lazio (og Roma har heller ikke været for stabile), men jeg er optimist og påregner en ond kamp og en sød, sød sejr til Biancocelesti.

Weekenden har ellers været lidt præget af julefrokosten fredag. Som forventet drak jeg som et lille hul i jorden og det var en fint underholdende aften. Ved et himmelsk mirakel var jeg ikke gået kold på mit toilet, men det skræmmer mig lidt at jeg intet erindrer om hvordan jeg er kommet hjem fra Axelborg. Må holde op med at drikke så mange gratis stærke drinks. Lørdag brugte jeg på at ordne lidt praktisk og se 'Inside Man' på køkkenet (det er stadig en god film) og søndagen er gået med specialelæsning og tøjvask. Ja, sådan former livet i overhalingsbanen sig.

PS. Pas på verden! Efter at finansministeren bekendtgjorde at vi snart er så rige at vi ejer hele verden (eller, well, noget i den stil), så har den danske imperialisme taget fart! Første stop: Berlin, næste: Verdensherredømmet! Uwaaaaaaa!

PPS. Nej, nej og atter NEJ! Wesley Snipes har overgivet sig. Så stå dog fast!

PPPS. De er nu rare og kærlige ovre i broderlandet. Dagens Industri bringer en undersøgelse over hvad der giver status i Sverige. I top ligger:

1. Vara allmänbildad, 2. Vara en engagerad och duktig förälder, 3. Ha en egen ihoparbetad förmögenhet, 4.Vara duktig på sitt arbete, 5. Kunna många språk, 6. Ha möjlighet att vara ledig hela sommaren, 7. Lägga tid och pengar på att hjälpa behövande människor (!!!!!), 8. Ha många vänner, 9. Bo i en stor villa/lägenhet, 10. Ha en helt egen stil, 11. Äga en gård, 12. Äga ett eget hus i något annat land än Sverige, 13. Verka självsäker och framåt, 14. Vara händig och duktig på att laga och reparera, 15. Äga ett företag, 16. Ha ett snyggt och välinrett hem, 17. Vara en duktig talare, 18. Vara underhållande och rolig, 19. Ha nytt fräscht kök med köksö och alla finesser (!!!!!), 20. Ha barn som är duktiga i skolan.

I bunden finder man følgende:

1. Ha en 15 år yngre fru/man (!!!!!!), 2. Äga en äkta pälskappa/rock, 3. Ha barnflicka/städhjälp och betala svart, 4. Vara singel med intensivt kärleksliv (!!!!!!), 5. Ha gått på friskola, 6. Känna Horace Engdahl (ständig sekreterare i Svenska Akademien), 7. Ha gått på privatskola (!!!!!), 8. Känna familjen Wallenberg (Sveriges mest kända och inflytelserika finansfamilj), 9. Känna statsministern, 10. Duktig på poker eller liknande spel, 11. Komma från en adlig familj, 12. Vara en duktig amatördiscjockey (!!!!!), 13. Ha en fullbokad almanacka, 14. Ha vip-kort till de rätta ställena, 15. Känna kungafamiljen, 16. Ha ett intensivt uteliv, 17. Ha en mycket känd och framgångsrik nära släkting, 18. Vara en god ryttare, 19. Kunna spela tennis, 20. Ha en mobil med inbyggd tv.

Jeg har to kommentarer: A) Jeg vil gerne se en tilsvarende dansk undersøgelse og B) Janteloven eksisterer tydeligvis ikke kun i Danmark. Politiken havde også lørdag en interessant artikel omkring de ganske store mentalitetsforskelle mellem danskere og svenskere (kan dog ikke finde den online). Men fortvivl ej, kære læsere: Jeg kan forsikre jer om at konkret integration nationerne imellem slet ikke er så svært (men tværtimod ganske underholdende)....!

Så er det atter julefrokost tid på arbejdet. Sidste år var en kende våd, og selvom det ikke fremgik eksplicit af min beskrivelse dengang, så kan jeg nu - på sikker afstand - afsløre at det var den seneste fest jeg gik helt og aldeles kold til. Det var mildt sagt en kuriøs oplevelse at vågne dagen derpå og opdage at mit badeværelse trængte til en ganske omfattende rengøring ovenpå nattens eskapader - samt at jeg ikke kunne huske noget som helst fra den cykeltur jeg tilsyneladende havde begivet mig ud på for at komme hjem fra Axelborg. Nuvel, i år skal være anderledes, nu er jeg jo blevet voksen og følsom, samt har kjærlige kolleger til at holde øje og komme med spydige bemærkninger. Men lad os nu se...

PS. Stobbe er begyndt at grifle på sin blog igen - og hurra for det. Undertegnede går ikke hans skarpe pen forbi, bl.a. hedder det sig at: "...Kåre har jo været en ren lille arbejderbi på sin blog...". Her på det trange lønkammer rødmes og nejes der, men ak, sådanne rosende ord fortjener jeg slet ikke. Jeg bliver f.eks. aldrig ligeså flittig som denne herre, der i tyve år noterede ned hvert femte minut hvad han foretog sig. Se, dét er at være en aktiv skribent!

PPS. Er du til flerkoneri? Synes du også det er synd for enker og enlige mødre? Så flyt til Terengganu provinsen i Malaysia, for her får du økonomisk støtte fra det offentlige for at gifte dig med dem. Provinsen er interesseret i "at undersøge hemmeligheden bag harmoniske, polygame familier, og at især yngre mænd, der gifter sig og tager ansvaret for ældre kvinder, bør belønnes og fremhæves som eksempler", ifølge den lokale embedsmand Wan Mohamad Wan Hasan. Maksimum er desværre fire koner. Mine kufferter ER dog allerede pakkede og billetten til Kuala Lumpur bestilt.

PPPS. Economist er og bliver verdens ubetinget bedste magasin. Ikke nok med at man bliver så irriterende klog af at læse det, deres skribenter er ovenikøbet ganske morsomme og tankevækkende. I denne uge har de f.eks. en artikelserie, 'Home is where the heart is', fra deres korrenspondent i Moskva. Trofaste læsere vil vide at jeg nærer et had/kærlighedsforhold (mest had!) til Rusland og omegn, men især artiklen omkring Armenien giver mig lyst til at tage afsted.

Nu er det officielt: Jeg vil lære at danse electric boogie. Var som nævnt i Tivolis Koncertsal igår og se Nøddeknækkeren, og man må give de medvirkende at de er fint blærede til at danse. Således kunne en af de medvirkende bevæge sig så det så ud som om at han danser i stroboskop lys. Måske er jeg nørd for at elske den slags detaljer, måske er breakdance mere imponerende, men jeg synes stadig at electric boogie er meget mere retro-cool på den Vesterbrosmarte måde, dér! Medvirkende var bl.a. også Josephine Raahauge (I kender hende måske fra en Danske Bank reklame fra et par år siden) som den arme Clara. Med andre ord var det en glimrende nyfortolkning af det hæderkronede juleeventyr, som jeg kun varmt kan anbefale. Især hvis man, som undertegnede, har memoreret stort set alle tænkelige dansemoves, så jeg nu er mere end klar til julefrokosttiden. Vraaaaauuw!

Inden forestillingen var jeg ude at kigge på julegaver sammen med Maria, samt en tur på Wagamama. Tilsyneladende er japansk inspireret mad helt urimeligt populært her i det danske smørhul, ihvertfald var der så rigelig ventetid på såvel bord, som betjening. Jeg spekulerer lidt over hvilken sekt der monstro ejer Wagamama kæden. Deres slogan 'Positive eating + Positive living' lyder ihvertfald som noget fra en new age kults gør-det-selv-håndbog. Synes egentlig deres mad er ok, men nu har der været mindre heldig service to ud af fire gange jeg har været der. Tillad mig derfor at lufte min mavesure holdning lidt: Det er altså ikke helt godt nok til at blive kåret til 'bedste billige restaurant' i min verden. Oh, well. Det kunne dog ikke ændre indtrykket af en pænt fantastisk onsdag. Gåturen hjem fra Tivoli var også henrivende: Masser af snak, samt horder af berusede skotter (FCK spillede mod Celtic) der urinerede stort set overalt hvor de kunne komme til det. Et ømt skue, skulle jeg hilse at sige.

Så fik vi afsluttet dataindsamlingen til speciale, det sidste offer - Professor Niels Blomgren-Hansen fra CBS - blev krydsforhørt på sit kontor i formiddags. Så det kommende stykke tid står den på interviewgennemlytninger, et arbejde jeg har formået at skubbe foran mig indtil nu, med det forudsigelige resultat at der nu er en gigantisk arbejdspukkel i vente. Ja, så dygtig er jeg nemlig. Bortset fra det har det atter været et par stille dage. Har været en del sammen med Maria og har forsøgt (med vekslende held) at få arbejdet med specialet. I går bød også på en rask træningstur med Martin i SATS i Frederiksberg Svømmehal, hvilket var ganske fornøjeligt, hvis man ser bort fra horderne af mennesker. Imorgen står den på arbejde, samt en tur med Maria i teateret for at se min fødselsdagsgave: 'Nøddeknækkeren' i Tivolis Koncertsal. Det glæder jeg mig meget til, især efter at have læst følgende sentenser i Berlingske Tidende:

"Steen Koerners hiphop-version af balletklassikeren Nøddeknækkeren blev i sin tid så stor en succes på Aveny-T, at den moderne breakdanceversion nu er blevet fast juleinventar i Tivoli, hvor den opføres gennem hele december frem til jul fra onsdag til søndag i forbindelse med det traditionsrige julemarked. Tchaikovskys klassiker udsættes for skateboardrampe, hiphop, breakdance og nykomponerede beats af Yo A Kim Hjejle samt breakdancere fra hele verden - og et par klassiske dansere fra Den Kongelige Ballet. Opsætningen vandt velfortjent Reumertprisen i 2004 for Årets bedste Danseforestilling og kan forventes at blive en publikumsmagnet igen i år."

Hvis det er ligeså underholdende som den opdaterede version af Peer Gynt, så kan det kun blive godt!


PS. Tilbage i marts muggede jeg over de forargede reaktioner på Muhammed tegningerne, især set i lyset af den manglende vrede fra muslimsk side over Talibans barbariske ødelæggelser af Buddha-statuerne i Bamiyan dalen, Afghanistan. Ifølge New York Times er der dog nu seriøse planer om at genopføre Buddhaerne. Måske verden slet ikke er så afsporet alligevel.

PPS. Håneretten er gudskelov stadig på Spartas side i Prag: De slog Slavia i det 4-2 i det såkaldte 'S'-Derby i den tjekkiske ishockey liga. Herfra kippes der med flaget og danses en kæk lille dans.

PPPPS. Alle kvinders våde drøm, dvs. George Clooney, er i sorg: Hans kælegris er død. Naturen kan i sandhed være lunefuld. Læs mere om hans hjerteskærende tab her.

Så er Monsieur 25+ tilbage igen. Weekenden har været begivenhedsrig: Efter arbejdet fredag mødtes jeg hurtigt med Maria. Fik hende besnakket til at tage med i Guf og købe musik, så det endte med at hun fandt en jazz-cd til sin far - og jeg fandt Håkan Hellströms 'Nåt Gammalt, Nåt Nytt, Nåt Lånat, Nåt Blått', samt det nye moi Caprice album. Håkan albummet er et opsamlingsheat af b-sider og andet guf. Ikke alt er lige godt, men sangene 'Klubbland' (der lyder som Happy Mondays!) og 'Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Mycket Att Jag Hatar Mig ' (årets bedste sangtitel?) er helt fantastiske. Vil vanvittigt gerne se ham live igen, koncerten på Pumpehuset i 2003 står stadig for mig som den bedste jeg nogensinde har været til. Har ikke lyttet så meget til moi Caprice albummet endnu - Caro lånte det da hun skulle varme op til deres koncert på Vega i går - men umiddelbart minder det en del om deres forrige, som jeg tilsyneladende var mindre tilfreds med i Prag sidste år. Nuvel, måske den blot skal have mere tid til at udfolde sig.

Om aftenen var jeg inde hos Cecilie at spise. Mine forældre havde taget turen vestfra, og det blev en ganske hyggelig aften. Min søsters kæreste Henrik skulle møde hele svigermekanikken og det må man sige han slap glimrende fra. Lørdag var jeg sammen med min mor, vi hentede mad fra Cofoco og drak kaffe. Om aftenen tog vi alle i Operaen og så Maskerade. Jeg ved godt at jeg er et akulturelt bæst og måske skal jeg bare se nogle flere forestillinger, men i skrivende stund er opera i min verden i samme kategori som installationskunst, heavy metal musik og ballet: Jeg kan godt intellektuelt forstå at det er kunst og godt, men det gør ikke det store emotionelle indtryk på mig. Med andre ord føler jeg ikke noget specielt når jeg ser en forestilling. Meget sigende greb mig selv midt i gårdagens forestilling at ønske, at gid dog Jeronimus, Henrik, Leander og resten af persongalleriet ville stoppe deres syngeri, så vi kunne komme videre i handlingen. Måske jeg er skadet af for meget tv-kiggeri og andre fremmedgørende aktiviteter, men så må jeg jo håbe at jeg kan kureres for mine dårligdomme.

Kom så hjem omkring midnat - lige i løvens hule. Der var nemlig julefrokost på en del af kollegiets gange og efter rigelige mængder snaps var jeg mere end klar til lystig dans og almindelig abekatte adfærd. Hovedet var dog overraskende klart i dag, så har svunget mig op til både læsning og løbetur tidligere. Dog har jeg også brugt en del tid på at finde ny spændende musik på diverse musikblogs, som jeg lige nu sidder og vugger med til. Burde se at få gennemlyttet nogle af vores interviews for at finde frem til de interessante pointer. Dermed også antydet hvad den kommende uge skal gå med: Specialeskrivning, interviews tirsdag, en tur i teateret onsdag, julefrokost på arbejdet fredag og - vist nok - Risk aften med Aalborg folket lørdag. Hertil kan iblandes arbejde i rigelige mængder, så alt i alt burde der være nok at tage sig til.

PS. Er du ansat i centraladministrationen og har du en blog? Så pas på med at ytre dig alt for kritisk/perfidt omkring politikere - ellers kommer TV2 Politik, Karen Hækkerup og Elsebeth Gerner Nielsen nemlig efter dig.

Ah, det er nu ikke så slemt at runde et skarpt, skarpt hjørne når: 1) Man bliver vækket på yderst behagelig vis, 2) Caro og Kia kommer valsende med fødselsdagskort og flag under morgenmaden, 3) Der bliver tapet slik fast på ens dør, 4) På arbejdet bliver man mødt med et skrivebord pyntet med flag og rødvin, 5) De såkaldte 'julenisser' kommer rundt på alle kontorerne med blomster, sang og juleguf, 6) Til morgenmødet beretter kollegerne med let drømmende blikke om dengang de for mange år siden var 25. Jeg har med andre ord haft en temmelig god fødselsdag indtil videre!

Det er faktisk lige før at det hele annullerer hvad jeg vil kalde 'David Bowie effekten'. I 1972 udgav Bowie mesterværket 'Ziggy Stardust'. Det er faktisk så godt et album, at det ophæver den antipati jeg ellers normalt har mod manden. Første sang på albummet er 'Five Years', der grundlæggende handler om, at vores hovedperson (Bowies androgyne alter ego), Ziggy, lever i en verden der snart går under:

"Pushing thru the market square, so many mothers sighing/News had just come over, we had five years left to cry in/News guy wept and told us, Earth was really dying/Cried so much his face was wet, then I knew he was not lying"

Herefter bliver Bowie ekspressiv og begynder malerisk at beskrive hvordan alting går i opløsning i denne situation:

"I heard telephones, opera house, favourite melodies/I saw boys, toys, electric irons and T.V.'s/My brain hurt like a warehouse, it had no room to spare/I had to cram so many things to store everything in there/And all the fat-skinny people, and all the tall-short people/And all the nobody people, and all the somebody people/I never thought I'd need so many people

A girl my age went off her head, hit some tiny children/If the black hadn't a-pulled her off, I think she would have killed them/A soldier with a broken arm, fixed his stare to the wheels of a Cadillac/A cop knelt and kissed the feet of a priest, and a queer threw up at the sight of that"

Men hov! Kærligheden er ikke død, selv ikke i denne anarkiske og trøstesløse verden. Vor ven Ziggy er en drømmer, en romantiker, en fantast! Han er derfor selvfølgelig ung, forvirret og forelsket:

"I think I saw you in an ice-cream parlour, drinking milk shakes cold and long/Smiling and waving and looking so fine, don't think you knew you were in this song/And it was cold and it rained so I felt like an actor/And I thought of Ma and I wanted to get back there/Your face, your race, the way that you talk/I kiss you, you're beautiful, I want you to walk"

Men hvad gør man i en verden der snart går under? Man kvies og martres, men man elsker jo tøsepigebarnet infernalsk meget. I sin desperation råber Bowie i himmelstormerens opfordring til at elske mens tid er:

"We've got five years, stuck on my eyes/Five years, what a surprise!/We've got five years, my brain hurts a lot/Five years, that's all we've got!/We've got five years, what a surprise/Five years, stuck on my eyes/We've got five years, my brain hurts a lot/Five years, that's all we've got!"

Og dette, mine damer og herrer, er i al sin enkelthed 'Bowie effekten' i al sin skønhed og elegance: Ungdom, desperation, sværmerisk drømmen, (fortabt?) håb og den store kærlighed. Vi tales ved omkring de 30!