....alt, inkl. pigen
For et par dage siden hulkede jeg dybt og ulykkeligt over at Everything But The Girl ikke har udsendt noget nyt siden 1999 (hvilket foriøvrigt ikke er fuldt ud korrekt, de har trods alt udgivet det sært utilfredsstillende opsamlingsalbum Like the Deserts Miss the Rain og det glimrende remix albummet Adapt or Die), men efter lidt higen og søgen på nettet, så er humøret steget betragteligt.
EBTG er jo egentlig ægteparret Ben Watt og Tracey Thorn. Indtil midten af 1990'erne levede de en noget hengemt tilværelse, til trods for at de siden starten af firserne havde udgivet en lang række i øvrigt ganske glimerende popalbums. Imidlertid bliver sangen 'Missing' taget under kjærlig behandling af house-dj'en Todd Terry i 1994, hvilket resulterer i et giganthit - såvidt jeg husker er den en af de mest solgte singler i halvfemserne. 'Missing' blev derfor EBTG's skæbne på godt og ondt. De har ikke siden kunne opnå blot tilnærmelsesvis ligeså stor succes og de fleste kender dem stort set kun for den ene sang. Det er synd og skam, for deres to sidste albums, Walking Wounded og Temperamental, er noget nær det mest fremragende man kan forkæle sine kræsne ører med. De eksperimenterer begge med at blande electronica og pop, hvilket bl.a. resulterer i musikhistoriens bedste sang 'Before Today' (og nej, det kan ikke diskuteres). Den manglende succes og en graviditet eller to lagde dog siden EBTG ned. Tracey Thorn gik mere eller mindre i hi, mens Ben Watt indledte en tilsyneladende ganske succesfuld karriere som DJ (bl.a. istod han bag London klubberne Lazy Dog og Buzzin' Fly).
Imens kunne stakkels jeg så gå og være trist over, at mine ellers så trofaste leverandører af melankolsk electronica/pop forspildte deres talent med at passe børn og pjanke rundt som hygge dj i house klubber. Men ikke mere! Som jeg skrev i maj, samarbejdede Tracey Thorn dengang med gruppen Tiefschwartz om sangen 'Damage', og nu er hendes soloalbum så lige på trapperne. Nu har hun så oprettet sin egen MySpace side, hvor man kan lytte til par af sangene fra det kommende album, bl.a. 'It's all true' (hun beskriver den selv som: "A new song, co-written with Sasse and Darshan Jesrani, which is pure early 80's New York dance pop") og 'Goodbye Joe' (en akustisk sag, der uden problemer kunne have været på hendes første soloalbum fra starten af firserne). Umiddelbart har jeg meget svært ved at sidde stille til førstnævnte, og kan næsten ikke vente med at høre mere. Og på det nørdede plan, så kan jeg ikke lade være med at klukke af latter når hun under sine inspirationskilder skriver: "Ceremony by New Order", "The Smiths 1983-85" og "Massive Attacks demos on cassette 1993". Med lige netop den slags namedropping, så er man altså garanteret gudestatus i min verden! Jeg glæder mig ihvertfald, og skriver Out of the Woods (som det nye album meget passende bliver tituleret) på min efterhånden lange liste af albums jeg mangler at få købt....
EBTG er jo egentlig ægteparret Ben Watt og Tracey Thorn. Indtil midten af 1990'erne levede de en noget hengemt tilværelse, til trods for at de siden starten af firserne havde udgivet en lang række i øvrigt ganske glimerende popalbums. Imidlertid bliver sangen 'Missing' taget under kjærlig behandling af house-dj'en Todd Terry i 1994, hvilket resulterer i et giganthit - såvidt jeg husker er den en af de mest solgte singler i halvfemserne. 'Missing' blev derfor EBTG's skæbne på godt og ondt. De har ikke siden kunne opnå blot tilnærmelsesvis ligeså stor succes og de fleste kender dem stort set kun for den ene sang. Det er synd og skam, for deres to sidste albums, Walking Wounded og Temperamental, er noget nær det mest fremragende man kan forkæle sine kræsne ører med. De eksperimenterer begge med at blande electronica og pop, hvilket bl.a. resulterer i musikhistoriens bedste sang 'Before Today' (og nej, det kan ikke diskuteres). Den manglende succes og en graviditet eller to lagde dog siden EBTG ned. Tracey Thorn gik mere eller mindre i hi, mens Ben Watt indledte en tilsyneladende ganske succesfuld karriere som DJ (bl.a. istod han bag London klubberne Lazy Dog og Buzzin' Fly).
Imens kunne stakkels jeg så gå og være trist over, at mine ellers så trofaste leverandører af melankolsk electronica/pop forspildte deres talent med at passe børn og pjanke rundt som hygge dj i house klubber. Men ikke mere! Som jeg skrev i maj, samarbejdede Tracey Thorn dengang med gruppen Tiefschwartz om sangen 'Damage', og nu er hendes soloalbum så lige på trapperne. Nu har hun så oprettet sin egen MySpace side, hvor man kan lytte til par af sangene fra det kommende album, bl.a. 'It's all true' (hun beskriver den selv som: "A new song, co-written with Sasse and Darshan Jesrani, which is pure early 80's New York dance pop") og 'Goodbye Joe' (en akustisk sag, der uden problemer kunne have været på hendes første soloalbum fra starten af firserne). Umiddelbart har jeg meget svært ved at sidde stille til førstnævnte, og kan næsten ikke vente med at høre mere. Og på det nørdede plan, så kan jeg ikke lade være med at klukke af latter når hun under sine inspirationskilder skriver: "Ceremony by New Order", "The Smiths 1983-85" og "Massive Attacks demos on cassette 1993". Med lige netop den slags namedropping, så er man altså garanteret gudestatus i min verden! Jeg glæder mig ihvertfald, og skriver Out of the Woods (som det nye album meget passende bliver tituleret) på min efterhånden lange liste af albums jeg mangler at få købt....
