Indre by

Ja, sådan man blive så overrasket! Ville ønske jeg kunne rode lidt rundt nede i min 'sarkastiske-svinere-og-beklagelser'-pose, finde en passende ætsende kommentar og derefter udgylpe en triumferende latter for at understrege, at jeg skam HAR luret hvordan tingene virkelig hænger sammen med det der speciale-skriveri. Men rent faktisk var specialeseminaret i dag ikke halvt så ondt, kedeligt og forbryderisk som jeg havde overbevist mig selv om. Torben Beck Jørgensen - professor ved IFS - var slet ikke så tosset at høre på endda. Og der var noget dejligt betryggende ved at høre, at de andre i vores 'klynge' (dvs. studerende med nogenlunde samme emnevalg) er langt bagefter Henriette og jeg i processen. Det manglede da også bare! Vi fik også afklaret en del med valg af teorier, så alt i alt er jeg en ganske tilfreds mand rent specialemæssigt i dag.

Ellers har jeg været nogle timer på arbejde, fik udleveret min løbetrøje til DHL-Stafetten. Den er egentlig meget nydelig, ihvertfald set forfra. På ryggen står der imidlertid 'www.landbrug.dk' med uhyrligt store bogstaver - og det skæmmer ligesom det minimalistiske udtryk en smule. Deraf følger at man nu nok næppe undgår at blive kaldt 'bacon-ekspressen', 'svedende svin' eller lignende, så jeg føler mig vældig priviligeret. Vejrudsigten lover regnvejr i morgen, så ser bestemt frem til at fræse rundt i mudderet. Uuuuhhhmmmm!

Tirsdag formiddag blev spenderet hos min søster, der gav udsøgt brunch. Vi fik snakket en masse - der sker jo ting og sager! - og ellers gik dagen med læsning/skrivning og en enkelt hockeykamp. Det var første gang i flere måneder og var pænt kvæstet bagefter. Spillede i min gamle og grimme AaB trøje (købt engang på tilbud til 50 kr, det var den model hvor Metax havde købt sig ind i klubbens logo - og dermed blev trøjen automatisk forhadt af fansene, defor den billige pris), så det var kun ekstra spas at kunne score imod PS&E tilhængerne. På hockey banen er jeg en anden Frank Strandli: Ingen teknik, men tilgengæld ganske ferm til at skubbe folk væk fra rumpen + jeg kæmper som en lille vred bæver (ihvertfald så længe jeg har vejret til det!). Ser frem til en god lang vinter med masser af kampe!

Jeg er en meget konform mand, så når jeg en sjælden gang kaster mig op på cyklen for at bevæge mit legeme ud til betonhelvedet i København NV, så skal der være en særdeles god grund til det! En af dem er den høstak jeg vader rundt med på hovedet. Var ganske vist til frisør for ikke så forfærdelig lang tid siden, men der blev ikke rigtigt taget nok af, så efter i adskillige dage at have forsøgt at få hårbunken til at arte sig, besluttede jeg mig som nævnt for at tage et af de måske allerdrastiske skridt i nyere tid: Frisørskolen på Glentevej.

Fordelene er utallige: Når man har så tykt hår som undertegnede, så kan man basalt set kun klippes på een måde, så hvis jeg kan slippe afsted med at betale 40 kr i stedet for 300 i en eller anden tilfældig salon, så passer det mig aldeles glimrende. Og hvornår sagde DU måske sidst nej tak til at sidde i halvanden time og helt legitimt at kunne titte på velplejede tøsepigebørn der vimser rundt for netop dig? Nej, vel? Nogle af dem får man lidt ondt af. Der er ikke altid frivillige hårmodeller nok (ja, du læste korrekt! Jeg har nu officielt været model! Endda en - og jeg citerer nu! - 'super' en af slagsen, pga. mine hårgrænser og volumen!), så nogle af de arme elever er tvunget til at klippe en gine med hår på - hvilket ser lidt trist ud. Imidlertid fik den unge Kimmie lov til at gå amok på mig og selvom jeg er lidt usikker på resultatet - jeg har døbt det 'sidevendt sveskebunke' - så kan jeg sagtens anbefale læsere af hankøn at tage forbi frisørskolen. Det er billigt, nemt og de er mere end glade for at få een under saksen.

PS. I dag var prøvedag i disciplinen 'modeklip' og Kimmie fik 10 for sin klipning af mig. Halli-hallo!

På talrige opfordringer kommer her min lille beretning fra en fantastisk aften i Parken. Tog afsted sammen med Morten fra arbejdet (om end han snart rykker til DI) og to af hans venner. Alle tre er fra Vodskov og tidligere statskundskabsstuderende fra Århus, der nu er flygtet østpå i søgningen efter jobs.

Det er altid lidt af en oplevelse at være til AaB kampe, paradoksalt nok havde jeg næsten glemt hvor sjovt det er at se fodbold live med et hold man reelt holder med. Kan ikke bedømme hvor mange AaB fans der var tilstede, men der er nok tale om nogle hundrede. Ihvertfald var vi i stand til at synge Parken op, på trods af at de 19.500 andre mennesker nok havde andre sympatier end vores. Er meget underholdende at følge de svinere og hylderster som fodboldtilskuere uddeler. AaBs notoriske målmand Jimmy Nielsen er et yndet sang- og råbeemne. Når han står godt, brøler alle 'JIMMÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆH!!!!!!!', mens han efterfølgende får en del verbale tæsk for sine mildt sagt elendige udspark. Andre populære skikkelser er den brutalt tacklende Michael Jacobsen og holdets egentlige stjerne Rasmus Würtz (måske bedre kendt som 'Pølsen'). Endelig er der jo modstanderholdet, i almindelighed blot tituleret 'Parken Sport and Entertainment' (ligesom for at understrege at der ikke er tale om en fodboldklub) eller 'FC Zulu', når de dyrt indkøbte stjerner spiller som en pose nødder.

Nu gik det jo godt i går, Aab vandt som bekendt 2-0 og spillede tilmed aldeles glimrende. Holdet dominerede i første halvleg, forsvarede sig i anden - og allervigtigst, så kæmpede de en vis legemesdel ud af bukserne. Det var dejligt at se og som skeptisk eksil-nordjyde, så troede man næsten ikke sine egne øjne. Og der blev så frygteligt stille i Parken, måske en indikator på kvaliteten af PS&E's medløber fans? Derfor skal man ikke undervurdere det rare i at have håneretten på sin side. En stor del af omgangskredsen er af PS&E observans og har tidligere flittigt benyttet de mange lejligheder til at mobbe en hårdtprøvet aalborgenser for hans fodboldpræferencer. Men hævnen bliver sød, gør den!

PS. En ph.d-afhandling fra Institut for Statskundskab i Århus undersøger børns politiske bevidsthed. Til såvel Politiken som Informations store skræk, ville en tredjedel af børnene stemme på Dansk Folkeparti. Men er børn virkelig fødte fascister? Vi bliver beroliget af cand.phil Pia Vedel Andersen: "Som otteårige har børnene endnu ikke en partipolitisk bevidsthed. De har også svært ved at komme med deres egne forestillinger i forhold til for eksempel Det Konservative Folkeparti eller Det Radikale Venstre, mens man ikke behøver samme abstraktionsevne, når det gælder Dansk Folkeparti. Børn elsker Dansk Folkeparti, fordi de allerede som otte-årige har knyttet sig til det sociale begreb 'dansk' og samtidig har dannet nogle forestillinger, som kan strukturere deres følelser omkring begrebet. Men det betyder ikke, at de deler holdning med Dansk Folkeparti". Pyyyyha. Nu fik jeg ellers lige min latté galt i halsen, men heldigvis er Dansk Folkeparti tydeligvis noget der går over med alderen.

Købte min første dansksprogede cd i årevis i fredags. Det er selvfølgelig de navnkundige Nordstrøm med debutalbummet Dagdrømmer. Den er en sand fornøjelse, især fordi de er aldeles skamløse mht. at låne fra deres idoler. Under de efterhånden hyppige gennemlytninger er jeg stødt på adskillige synth-riffs som er hapset direkte fra Pet Shop Boys anno 1988. Teksterne er måske sådan liiiiiige lidt for ferske, men hvad gør gruppen skriver aldeles fantastiske omkvæd. Hvis I ikke tror mig, så besøg deres moi Caprice i 2003, da de udsendte Once Upon a Time in the North. Jeg synes stadig det er noget nær det perfekte indie-pop album og ser frem til deres tredie album. Endelig skal Tiger Baby selvfølgelig nævnes. Deres Lost in you ligger i min all-time top 5 og burde være fast inventar i enhver pladesamling. Så er der selvfølgelig alles darlings Mew, men dem lærer jeg nok aldrig helt at elske...

Ellers så går min dag med at pleje det tunge hovede. Sammen med resten af Styrelsen på kollegiet holdt vi ølsmagningsarrangement og efterfølgende fest i går. Det blev en stor succes, folk var glade og placebo-effekt fulde efter måske tre øl. Festen sluttede ved fire tiden, så stod den på oprydning, så besvimede først i sengen ved 5 tiden. Var egentlig ambitionen at jeg skulle ud at løbe i dag, men ved ikke rigtig så længe det her afskyelige vejr bliver ved med at skifte. Kl. 18 skal jeg så ind at se FCK-AaB sammen med Morten fra arbejdet. Vi skal stå i AaB fansektion (det såkaldte 'abebur'), så det skal nok blive fornøjeligt. Det er efterhånden en del år siden man som AaB tilhænger har kunne tale om det forjættede ord 'topopgør', men det er jo hvad der er tale om! Det bliver stort! Jeg nærer ingen illusioner om at AaB vinder i dag, men....det kunne nu væe skægt. Så bliver det også lidt sjovere at komme ind til FCK medløberne på arbejdet.

Den kommende uge står på frisør kl. 8 mandag morgen. Ja, jeg har simpelthen valgt at komme under saksen på frisørskolen. Må ærligt indrømme at jeg er en anelse beklemt, thi det er til en såkaldt 'modeklip' og hvis det involverer for meget Bundesliga-hår, så begynder jeg nok at få nervøse ticks i ansigtet. Tirsdag skal jeg besøge min søster og onsdag skal jeg så til mit første Specialeseminar. Det involverer intet mindre end "Introduktion til specialeseminar-forløbet og fastlæggelse af plan v/SVS-underviseren på hvert hold samt orientering om Specialeworkshop og skrivegruppeetablering". Det siger vel sig selv, at jeg næsten ikke kan sidde stille af bare spænding? Torsdag er der arbejde og den famøse DHL-Stafet. Fredag skal jeg igen arbejde og om aftenen genoplives den stolte Risk-aften tradition blandt eksil-Aalborgenserne. Jeg skal med andre ord spille Risk sammen med Thomas, Jens og Kristian til langt ud på natten, hvilket kun kan blive godt. Lørdag skal jeg lege pakæsel/flyttemand for Stine og Morten og om aftenen er der festivitas på kollegiet. Kort sagt en ganske indholdsrig uge!

Frisk fra morgenkontor møde sidder jeg nu her og titter lidt ud i luften på arbejdet, er ikke det helt store at tage sig til i dag. De store sager der aktuelt optager tankerne her i magtens korridorer, er de kommende universitetssammenlægninger (det er faktisk ganske spændende og processen er i sin sidste fase) og at regeringens finanslovsforslag kommer på tirsdag, så der ser ud til at det bliver et par interessante kommende uger.

Bortset fra det, så gik torsdagen med arbejde, en løbetur rundt om søerne (hvornår holder jeg op med at være som et piftet dæk bagefter?) og sidenhen cafétur på Konjak sammen med Tina. Det var som sædvanlig sjov og ballade, er altid spas at blive opdateret om det seneste nye fra Ishøj og omegn, plus at følge med i hinandens tumultariske kjærlighedsliv.

Nu i eftermiddag skal jeg ud og se efter et par jeans, jeg synes jeg mangler et par der A) ikke er alt for baggy, B) ikke er narkomantynde og C) ser storslåede ud med både skjorte og hættetrøje. Som I nok kan høre, så er der lagt op til en dramatisk eftermiddag i sidegaderne.

Suk, ja, jeg ved godt at det er ubærligt hårdt, men nogle gange må man bare se den barske sandhed i øjnene: Ja, Klaus Riskær skal skilles fra sin 26 år yngre kone Jill. For nogle af os kommer det som et chok, jeg fristes næsten til at udbryde: 'Hvem havde set det komme?!'. Man skal naturligvis ikke svælge i andre menneskers ulykke, men det er mig alligevel magtpåliggende at bringe følgende sekvens fra Se og Hørs hjemmeside. Det er journalistik af høj, høj klasse:

"Klaus Riskær: Hun var for umoden
Aldersforskellen kom til at betyde mere end beregnet, erkender finansmanden fra sit midlertidige eksil på Ibiza

'Vi blev gift af kærlighed, men desværre ændrede det sig til, at hun kom til at betragte mig som en bedrevidende og dårlig kopi af sin far, mens jeg syntes, hun opførte sig som en forkælet tøs'. SE og HØR er blever inviteret indenfor hos den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen, som har forskanset sig i sit pragtfulde sommerhus på den spanske ferieø Ibiza. I disse omgivelser slikker han sårene efter bekendtgørelsen om skilsmissen fra den arkitekstuderende Jill Andersen, 25, som han blev gift med for tre år siden. 'Det er sørgeligt at forlade Københavns bedste sild, men vores forhold havde altså ikke det indhold, det skulle have', forklarer han afklaret over et glas rosévin på terrassen med fornem udsigt til Middelhavet."

Hold da op! Min nabo Mikkel udtalte forleden de gyldne ord: 'En playboy er blot en misforstået gentleman'. Og meget ondt kan man sige om om Monsieur Riskær, men en playboy - dét er han skisme! Sidder der med sin rosévin, kaster melankolske blikke ud over Middelhavet, mens han deler åbenhjertigt ud af sit forliste forhold til 'Københavns bedste sild'. Sådan, skipperjasen! Hvis jeg blot blot opnår halvt så meget stil og integritet som ham, så kan jeg næppe bede om mere.

Update! Nu er også Ekstra Bladet med på vognen! Jeg bringer et fyldigt uddrag:

"Netop hjemvendt fra sit sommerhus på Ibiza taler den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen nu ud om, hvorfor han og hans 26 år yngre hustru, Jill, efter bare tre års ægteskab har besluttet sig for separation og skilsmisse.Ifølge Riskær er der tale om et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået. Et ægteskab, der nærmest var dødsdømt fra start.

'Ikke på grund af de 26 år, der er mellem Jill og mig, men på grund af de forskellige livsstadier vi befandt os på', siger Riskær og uddyber: 'Hun er en purung pige med romantiske drømme og ungpige-fantasier, og jeg en voksen mand med erhvervserfaring, to børn og et forlist ægteskab. Simpelt hen alt for forskellige til at leve sammen i et ægteskab. Havde hun været 30 år, da vi mødtes, havde det måske fungeret'.

På gentlemanfacon påtager han sig det fulde ansvar for, at forholdet ikke holdt:

'Jeg påtager mig ansvaret. Det var en ligning, der ikke kunne gå op. Det burde jeg have vidst. Det er så forudsigeligt. Andre i samme situation, som jeg var i dengang, kan roligt læse og lære. Jeg burde have holdt igen, men det er altså lettere sagt end gjort, når man er tindrende forelsket. Vi begyndte at glide fra hinanden lige fra starten. Allerede fra begyndelsen af ægteskabet opstod der en fremmedgørelse. Det er årsagen til, at vi satte planerne om et barn på hold. Heldigvis. Fra at have været totalt forelskede oplever vi et rolleskifte i hverdagen. Hun er meget optaget af det materielle og af at indrette hjemmet, så jeg kalder hende en forkælet tøs, der burde have giftet sig med julemanden, mens hun så mig som en type, der holder alt for meget igen - en alt for fornuftig praktisk gris, der har for travlt med sit arbejde. Vi gik og småbitchede ad hinanden, og det angriber først følelseslivet og så intimsfæren. Men vi holder enormt meget af hinanden. Derfor har vi jo også prøvet at få det til at fungere og været mand og kone i tre år. Vi har 80 procent passet skidegodt sammen, men når det ikke kan lade sig gøre at kickstarte de sidste 20 procent - og vi prøvet - må man erkende, at ægteskabet er brudt sammen. Man kan ikke have et venskabs-ægteskab. Derfor har vi valgt et clean cut. Både på papiret og i virkeligheden. Det, der ærgrer mig mest, er nogle af de jobmæssige ting, jeg droppede på grund af Jill. Økonomien er jeg ligeglad med. I denne forbindelse betyder penge intet for mig, så det bliver ikke advokaterne, der får lov at styre det her. Jeg vil have det lukket ned på en respektfuld måde. Det er vigtigt, at Jill og jeg stadig kan se hinanden i øjnene. Hvis vi ses om fire-fem år, vil jeg gerne invitere hende på en drink'."

Det må man give ham. Efter at have kaldt sin eks-kone forkælet, umoden og materialistisk + udleveret hende i så seriøse medier som Ekstra Bladet og SE & Hør, så understreger Monsier Riskær vigtigheden af at kunne se hinanden i øjnene. Plus han åbner op for et comeback om fem år. Hvem sagde misforstået gentleman?

Måske jeg alligevel er født under en heldig stjerne, på trods af at det for tiden regner uhyrligt meget, har jeg på mirakuløs vis formået at undgå at blive gennemblødt. Endnu en læsedag nærmer sig ellers sin slutning, jeg har - i al ubeskedenhed - været ganske produktiv de senere dage. Har fået skrevet størstedelen af de empiriske afsnit, så nu mangler jeg 'kun' at komme efter det på teorisiden. Har indset at jeg ikke kan tage mig sammen til at læse de mere abstrakte specialetekster så længe jeg har internettet, kaffemaskinen, underlødig smudslitteratur og andre distraktioner i nærheden her på kollegiet, så tog et smut forbi instituttets bibliotek. Der støder man dog også på andre, hmmm, forstyrrende elementer, bl.a. en tiltalende tutor, samt min forgænger som politisk praktikant på ambassaden. Vi snakkede lidt frem og tilbage, han er stadig ligeså forvirret som han plejer at være, men det var nu hyggeligt at se ham igen.

Efterfølgende tog jeg hjem og besvimede på sofaen - og lige pludselig er klokken mange, vasketøjet hænger på stativet og skaber en tropeagtig luftfugtighed her i jordhulen, imens jeg indser at jeg nok alligevel ikke får læst mere i dag og at jeg ligeså godt kan drøne ud at se de Joden fra Amsterdam give flopmåsene fra Parken Sport & Entertainment en lektion i hvad det vil sige at være en rigtig storklub.

PS. Busan er en stor, men lidt kedelig havneby i Korea. Under mit besøg der sidste efterår regnede det konstant og ovenpå det überfantastiske Japan, føltes byen som lidt af et anti-klimaks. Men, men, men....måske jeg dømte stedet for hårdt. Busan kan nemlig prale af deres lokale fodboldhold, de såkaldte Busan I'Park. Klubben har intet mindre end tre brasilianske spillere i truppen, og de lystrer navnene......Somalia! Popo! Og ikke at forglemme: Art! Det siger vel sig selv, at jeg just nu har fået en ny yndlingsklub i Korea?

PPS. Jeg vil vædde på, at hvis jeg ejede denne bacon tegnebog, så ville jeg være universets lykkeligste reje!

Er du i live nu? I så fald skal du være glad, den ellers ganske velestimerede islamforsker Bernard Lewis forudså forleden i Wall Street Journal at Iran sandsynligvis ville angribe Israel den 22. august 2006, samt starte noget nær atomvåben-ragnarok. Argumentationen herfor er vist på tarotkort/spå-i-kaffegrums-niveauet (og bliver behørigt basket her), men føl dig ikke for sikker - i skrivende stund er der stadig flere timer til midnat, så det er vist for tidligt at komme ud af beskyttelsesrummene endnu.

Bortset fra det, så har jeg været en lille flittigrumpe i dag. Der er blevet griflet speciale og holdt læsegruppemøde hele dagen og når jeg først har trakteret mig selv med cashewnødder fra min lokale pusher, så står den nok på mere faglighed. Samme aktivitetsniveau plagede mig i går, hvor jeg egentlig ikke lavede så meget andet end at være på arbejde, tage en tur op at træne og læse artikler om udviklingen i dansk konkurrencepolitik fra 1990 til og med i dag.

Har lovet min gangfælle Frederik at reklamere for hans initiativ omkring at få rykket '24 timer' til tidligere på aftenen. Selv er jeg ret ligeglad - har aldrig set serien - men hvis du har en svaghed for Jack Bauer, så støt Frederiks underskriftsindsamling her.

PS. Vil I se mine kolleger? Så tag et kig på rædselsgalleriet. Nu forstår I måske hvilke lidelser jeg går igennem på næsten daglig basis?

PPS. Jeg skrev tidligere på måneden om Fidel Castro og hans tilsyneladende svigtende helbred. Selvom magtforholdene i cubansk politik ikke er blevet klarere siden da, så er revolutionshelten tilsyneladende i hopla igen. Ihvertfald har han atter overtaget posten som international politiks førende fashionista - wraaauw, farlig tiger!

PPPS. Så er der mere Britney og K-Fed! Man skulle ikke tro det, men tilsyneladende får Mr. Britney Spears ikke megen respekt fra hip-hop miljøet oven på sin optræden ved det ellers, hmmm, enormt undergrundsagtige 'Teen Choice Awards'. Jeg er personligt meget skuffet over den manglende anerkendelse af mandens åbenlyse talent! Se hans funkeeeee moves og vanvittige rap-evner her.

Det forløbne år har jeg fået noget nær et kærlighedsforhold til Søerne i København. De kan bruges til alt muligt. Man kan f.eks. driste sig ud på en løbetur tundt om dem, i så fald forvandler de ellers skikkelige stier sig til en sand Autobahn, hvor horder af selvpinende mennesker forsøger at bekæmpe kroppens forfald. Der går hårdnakkede rygter om at sådanne løbeture skulle være decideret usunde grundet luftforureningen, men det lader ikke til at afskrække så mange - heller ikke undertegnede, når jeg af og til hopper i Honza til lidt konkurrence med de ellers svært hurtige stavgængere (bonus info: Ifølge Marathon Sport er der 6350 meter rundt om alle søerne). Søerne er også smukke ved aftenstide. København bliver aldrig byen med en decideret skyline, men at gå en aftenstur ved Søerne imens alle lysene er tændt og byen emmer af liv, bør alligevel ligge højt på listen over 'København Øjeblikke'. En ung dame betroede mig forleden, at den store forskel ved at bo i København i forhold til Jylland er, at der aldrig er rigtigt mørkt i København. Det kan der måske være noget om. Derudover er Søerne jo i almindelighed et fabelagtigt gåtur sted når man bor på Østerbro. Således også i går, hvor jeg var ude på en usædvanlig fornøjelig slentre tur, med efterfølgende cafébesøg. Den slags kan anbefales!

Har ellers været et par stille og rolige dage. Var til gruppemøde fredag efter arbejdet, hvor vi som sædvanligt fik nogle ganske fornuftige diskussioner omkring specialet. Et usikkerhedselement er dukket op. Vores emne bygger meget på, at der reelt bliver vedtaget en ændring i konkurrencelovgivningen her i efteråret, da det er de politiske processer omkring lovændringen som vi gerne vil undersøge. Imidlertid er der nu en vis risiko for at lovændringen bliver udskudt til foråret - og når vi har sat vores deadline til 1. februar 2007 med at aflevere, så vil den udvikling ikke være så heldig. Nuvel, det er muligt at vores bekymringer viser sig at blive aldeles irrelevante, men man kan jo ikke vide, så vi går nu og brygger på evt. at finde et nyt emne at skrive om.

I dag står derfor på læsning og tænkeboks. Må hellere se at få lidt frokost i vommen og så se at komme igang!

PS. Nej, nej, nej! Hvorfor er der ingen retfærdighed til? Hvorfor tillader skæbnen at Danmarks mest usjove mand bliver mangemillionær på IT-aktier? Det eneste den lusepuster har fortjent, efter at have forpestet æteren med sine horrible 'vittigheder' og åh-så-lune facon i utallige år, er fattiggården, jeg gentager: FATTIGGÅRDEN!

Wooooo! Jeg vil på Rust på lørdag! Udover at jeg egentlig godt kan lide stedet (måske er jeg ikke helt street-smart nok, men...), så lyder programmet usædvanligt lovende for et 80'er vrag som undertegnede. Og hvorfor nu det? Jo, for det første titter svenske Le Sport forbi. Jeg kender dem perifært fra tidligere, de spiller synth-pop inspireret af bl.a. Pet Shop Boys og New Order. Trofaste læsere vil vide at netop disse to bands har nærmest kultisk status i min verden. Derudover er det Thomas Troelsen (fra bl.a. Superheroes) der spiller op til dans for de unge på 40 (eller der 24?) og mig bekendt skulle det være garant for en rumperystende oplevelse. Alt i alt er Homann Zwei derfor at finde på dansegulvet lørdag nat, vil du med, så sig til!

Og så Et takker et løvehjerte af: Pavel Nedvěd, min all-time yndlings fodboldspiller, stopper efter 91 kampe og 18 mål på det tjekkiske landshold. Sidste kamp blev, desværre, et 1-3 nederlag i en venskabskamp med Serbien i Uherské Hradiště. Fra 1996 til 2001 spillede han i min hjerteklub Lazio og selv ikke hans begrædelige skifte til bedragerklubben over dem alle kunne mindske min respekt for denne mand. Ronaldinho, Kaka og resten af slænget kan godt gå hjem - ingen når Nedvěd til sokkeholderne når det gælder fight, mod og mandshjerte. Hatten af herfra.

Ah, man bliver så urimeligt frisk af en løbetur kl. 7 om morgenen. Østerbros mest dekadente mand, Mads, er hjemvendt fra halvanden måneds ferie, så vi har genopfrisket vores løberutine. Eller dvs. tilsyneladende har en måned med balkanmad og en efterfølgende drukbefængt tur til Irland sat sit præg, ihvertfald er han blevet en skygge af sit tidligere løbevæsen. Men vi skal nok få sat skik på ham, skal vi! Ikke om jeg forstår hvordan vores ærværdige statsminister kan få sig selv slæbt op til 10 km hver morgen. Han må jo være syg, syg, SYG! Efter løbeturen spillede vi en rask gang pool, hvor jeg til ingens overraskelse fik prygl. Ellers så står dagen på læsning og et styrelsesmøde i aften. Vi skal diskutere det kommende ølarrangement den 26. august, så det skal nok gå hen og blive dramatisk....

Mandag aften var foriøvrigt jeg inde at Thank you for smoking, hvilket var en sand fornøjelse. Den rummer en sand fontæne af seje replikker og scener, så hvis man er i humøret til en sund omgang satire, så kan den varmt anbefales. Desuden spiller Rob Lowe - den ubetinget mest talentfulde b-film skuespiller nogensinde - med, og så kan jeg umuligt ikke boble af lykke indvendigt. Stobbe er også vild med filmen, hvilket jeg udmærket godt kan forstå.

Blogs er i vælten for tiden. Således kunne bl.a. DR meddele, at 'weblogs er blevet højrefløjens medie'. Udover at dette naturligvis er en grov forsimpling - der er meget stor forskel på libertarianerne hos Punditokraterne og den islamofobe tone på Uriasposten - så køber jeg ikke rigtig argumentationen for hvorfor 'venstrefløjen' (hvem er det foriøvrigt?) skulle være længere bagefter: "At det primært er de højreorienterede og liberale kræfter, der benytter sig af weblogs, kan skyldes, at venstrefløjen har sværere ved at vænne sig til de nye medier" og "Grunden til, at de mest populære danske weblogs alle er borgerlige og liberale, mener Trine-Maria Kristensen skyldes, at der er flere maskinstormere på venstrefløjen, så de har sværere ved at vænne sig til den nye teknik". Øh, nå? Og hvorfor skulle det så være tilfældet? Og hvad i alverden er en maskinstormer? Det må være det mest 1970'er agtige udtryk jeg har hørt i årevis.

Det er dog ikke kun den skumle danske højrefløj der er hoppe med på bølgen. Også den evigt charmerende iranske præsident Ahmadinejad har tilsyneladende fået sin egen blog. Måske er den ikke så udbygget endnu, men man kan læse så fascinerende ting som hans livshistorie (drama! drama!) og deltage i en afstemning om hvorvidt meningen med Israels Libanon aktion er at starte en ny verdenskrig. Herligt, herligt! Der hersker dog en vis usikkerhed om hvorvidt bloggen er ægte eller blot en parodi. For en uddybning, besøg altid informative Boing Boing.

PS. I den anden ende af verden har Japans premierminister Koizumi igen besøgt Yasukuni templet. For den uendelig beretning om hvorfor man mildt sagt ikke er begejstre for det i bl.a. Kina og Korea, læs mere her.

Jeg fik knust mine illusioner i går. Var til udsøgt middag hos Stine og det endte hverken værre eller bedre end at vi endte med at sumpe til 'Fire bryllupper og en begravelse' (det er jo også kun gang nummer 37 mia. at TV3 sender den). Nuvel, det er stadig en ganske underholdende kjærlighedsfilm, om end jeg bliver mere og mere muggen for hver gang jeg ser den. Den kvindelige hovedperson, spillet af den svært irriterende Andie MacDowell, udnytter nemlig i himmelråbende grad den stakkels Charles, spillet af mit store hår-idol Hugh Grant. Midt i en af de mere dramatiske sekvenser rusker Stine i min arm og nærmest småbrøler: 'Vil du så snart indse det? Det var fedt at have stort Hugh Grant hår i 1994! Men det er slut, slut, SLUT nu! Bliv så klippet!!!'. Kan det undre, at jeg efter dette omsorgssvigt var i nedtrykt sindstilstand resten af aftenen?

Spøg til side, det var en hyggelig aften og afslutningen på en såkaldt læsedag, hvor jeg dog mest af alt fik drukket kaffe og hyggesnakket med folk rundt omkring. I dag har heller ikke været videre efficient, men satser da på at få nået lidt inden jeg skal ud at drikke mig i hegnet til kandidatfesten hos Mikkel.

PS. Jeg er stødt på en ny spændende musikblog: Yellow Stereo. De specialiserer tilsyneladende i indiepop og electronica, så hvis nærværende læsere føler trang til at udvide deres musikrepertoire, så er det et glimrende sted at starte.

Afrika kan nu være et lidt deprimerende sted. Således vil jeg gerne henlede opmærksomheden på (endnu) en af de glemte konflikter på kontinentet. I det nordlige Uganda har der i efterhånden mange år hærget en grum, grum borgerkrig, hvor den såkaldte 'Lord's Resistance Army' (ja, det hedder de faktisk) har kæmpet mod regeringen og den noget autokratiske præisent Yoweri Museveni. Konflikten er uforståelig ond. Måske er Uganda ikke just et mønsterdemokrati, men LRA - der eftersigende skulle lade sig lede af Bibelens ti bud - benytter sig af alt lige fra børnesoldater til mord og lemlæstelser. De gode nyheder er, at LRA har indvilliget i fredsforhandlinger (selvom deres motiver er noget uklare) og det er netop en beretning fra disse som motiverede mig til at skrive dagens lille indlæg. Det er ikke rar læsning og man kan nærmest sige sig selv, at når det af alle lande er Sudan (var der nogen der nævnte Darfur?) der er de ansvarlige fredsforhandlere, så ved man ligesom at der er tale om en usædvanlig beskidt affære. Alt skal dog ikke være tristhed i dag. Herren på billedet er Francis Obikwelu, nykåret europamester i 100 m løb ved EM i Göteborg. Normalt går jeg ikke særskilt meget op i atletik, men lige netop 100 m løb er jo kongen over alle sportsgrene - det må selv sportshaderen fra Amager erkende. Obikwelu er desuden lidt af en helt. Han blev nummer to ved OL i Athen i 2004 og er historien om den übertalentfulde stræber fra Nigeria, der som 16 årig tog til Portugal for at - bogstaveligt talt - løbe sin chance. Hatten af for ham og tillykke.

Endnu en læsedag her, så I skal bare vide, at de ord I just nu sidder og læser konstituerer en o-v-e-r-s-p-r-i-n-g-s-h-a-n-d-l-i-n-g. Og hvis denne her Home reklame er ægte, så ved jeg godt hvem det er der skal sælge mig en bolig engang om føje år!

PS. Jeg ved godt det er grænsende til sygelig personforfølgelse, men jeg føler mig alligevel kaldet til at bringe seneste nyt om Lotte Bundsgaards bedrifter. Hun skal være brevkasseredaktør for 'Kvinder og job' klummen i Ude og Hjemme. Abonnement kan bestilles her.

PPS. Trist historie, men hvornår har I sidst læst en overskrift så mageløs som 'Blind 94-årig offer for sigøjner-tyve'. Hmm, fik en 94-årig stjålet sine sigøjnere? Ihvertfald udtaler hun (og jeg citerer): "Jeg har det ad hekkenfeldt til". Endnu en smuk replik at fyre af til næste cocktailparty!

PPPS. Nå! Hva'? Var du en af de smudsige sjæle der rent faktisk syntes at Britney var lidt lækker dengang med Baby, hit me one more time i 1999? Og sad du og blev bare lidt lun i trussen over Toxic og Slave 4 U videoerne? Frygt ej mere, jeg har en kur mod den slags, nemlig en video med en dyb, dyb samtale mellem Britney og husbonden K-Feeeeeeeed. Hun må have været påvirket af et eller andet euforiserende. Huh!

Det er tankevækkende, at jeg efter fem års studier stadig ikke er i stand til at have en effektiv læsedag - selv når jeg med sirlig håndskrift har nedfældet i kalenderen at jeg skal have en sådan. Kan dog ikke nægte at mine overspringshandlinger var mere end fornøjelige end de plejer, tog ind at spise frokost i byen sammen med Nina. Strøget minder efterhånden til en forveksling om et gedemarked i det sydlige Indien, så mange tuskhandlere og gøglere underholder de måbende flokke af japanske og italienske turister. Ellers kan jeg sådan set godt forstå hvis turister synes godt om København sådan en sommerdag, egentlig er der jo ganske hyggeligt hvis man forvilder sig i ned af nogle af sidegaderne.

Til de øvrige 80'er indievrag derude, så beretter Gaffa på deres hjemmeside at Johnny Marr - guitaristen og den ene af drivkræfterne i mit all-time yndlings band The Smiths - nu er blevet medlem af Modest Mouse. Umiddelbart en nyhed der udløser ganske tilfredse brummelyde fra denne kant, især fordi jeg rigtig godt kunne lide deres forrige album Good news for people who love bad news. Og så slipper vi forhåbentlig for flere blege albums med trange Oasis kloner fra hans side.

Nuvel, teksterne læser jo ikke sig selv - og Grønnegård Christensen bliver så ked af det når jeg svigter ham - så må hellere kaste et blik mere i hans alenlange skrivelser...

Har I nogensinde fået det der afskyelige 'beskriv dig selv med tre ord' spørgsmål? Nuvel, jeg har tænkt over hvad jeg ville svare og er kommet frem til, at det der lige netop mig unik, speciel og enestående er følgende ord: 'Efter', 'druktur' og 'rengøringsvanvid'. For den er sikker som amen i kirken: Send mig ud at ryste rumpe i byen, og dagen efter er jeg med statsgaranti at finde i færd med at skure gulve. Hermed også sagt at dele af min søndag er gået med at rydde ud i jordhulen og vaske tøj, så samvittigheden nu er en kende bedre. Baggrunden for min huslige indsats var en tur på Rust i går sammen med Kia, hendes veninde Søs og Frederik. Det var ganske spas, især da Kia stødte på ekskæresten Jonas. Sjældent har jeg set nogen se så hadefuld ud i ansigtet på SÅ kort tid. Vi fik danset og drukket, så alt i alt var det som det skulle være.

Ellers er Stine lige taget afsted, vi var en tur på picnic i Fælledparken. Selvom jeg bor ret tæt på den er det egentlig foruroligende få gange jeg har været der. Der er et leben uden lige, med alt lige fra cricketspillere til cubanske rytmer. Vejret er jo stadig helt fantastisk, så det var en god tur. Og jeg har fået udvidet madhorisonten også, jeg kan hermed bekræfte at kylling stegt i parmasan og hasselnød er yderst delikat!

PS. En af de allermest irriterende ting ved at være fra Aalborg er, at alle tror man elsker Niarn. Forstå det så: DET GØR JEG IKKE! Og jeg er træt, træt, TRÆT af altid at skulle nikke høfligt hver gang en eller anden åh-så-kæk personage udbryder 'Nååååååårh, ja, dobbelt-A. Så er du sikkert helt vild med Niarn, hva'?'. Nej, jeg er ej! Manden er gammel Sonofon telefonpige! Og allerede dengang var han dum at høre på. Befri mig fra den afdankede og ligegyldige tåbe! Det her er første og eneste gang ever at jeg er tilbøjelig til at give Hanne-Vibeke Holst et anerkendende nik.

Ja, ok, jeg ved godt at det ikke er særlig maskulint, cool eller befordrende for mine bestræbelser på at blive verdenshersker at have en Peter Pedal plakat på bloggen, men hvad kan jeg sige? Et eller sted dybt inde bag mit følelseskolde panser af sarkastiske kommentarer og kynisme, så er der en glad lille dreng der synes Peter Pedal er urimeligt sej. Og hvis jeg selv havde børn, så ville jeg benytte førstkommende lejlighed til at tage ind at se filmen.

Vi havde et par af bøgerne derhjemme dengang jeg var lille, bl.a. den hvor Peter Pedal kommer på hospitalet, fordi han har slugt en brik i et puslespil. Faktisk vil jeg vove at påstå, at det er igennem Peter Pedal at jeg har lært, at læger altid er rare, de andre indlagte børn altid er søde, at sygeplejersker altid er nogle man skal være glade for og at der altid bliver arrangeret et cirkus for de syge børn. Hermed antydet, at Peter Pedal egenhændigt er ansvarlig for at jeg stadig tror på det gode i menneskeheden ;)

Det skader selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået filmens titelsang Upside Down på hjernen. Det er lavet af Jack Johnson, en sing-and-songwriter der umiddelbart lyder vældig harmonisk. Har ikke kunne finde en offentlig tilgængelig version af den endnu, men skal nok vende tilbage.

Ifølge Børsen, så sidder jeg i skrivende stund og skriger efter flere østarbejdere. Jeg ved ikke om det er de efterhånden lettere irritable kolleger der har ringet og informeret om mit råberi, men nu er det ihvertfald kommet ud til omverdenen. Ellers er det nu ikke fordi jeg ligefrem drukner i arbejde for tiden. Afdelingen er noget ferieramt, Folketinget ligger stadig dødt - ja altså bortset fra at min yndling Lotte Bundsgaard er tilbage fra en tur ude i det politiske ødeland - og troværdige kilder inde i folkeskolelærernes hadested nr. 1 har betroet mig, at der heller ikke just vælter med spændende lovgivning derinde for tiden. Så hvad kan jeg ellers berette her fra, øh, jetset livet i overhalingsbanen?

Jo, jeg skal minsandten til kandidatfest i aften. Det er hos specialemakkerens kæreste, som just i dag indleverer sit speciale med henblik på at opnå den sagnomspundne cand.scient.pol titel. Vi startede samtidig på studiet hin efteråret 2001, så det er da lidt bittersødt at konstatere, at nogle kan komme igennem det på normeret tid, mens visse andre fumler rundt og er forsinkede. Egentlig er jeg ikke topfræsj i aften, har sovet lidt dårligt de sidste par nætter, men bliver nu meget hyggeligt at hilse på de gamle holdkammerater igen. Er for sjældent at jeg ser dem, men det er nu nok mest min egen fejl - er ikke så god til at holde kontakten ved lige.

Lørdagen burde ideelt set stå på læsning og hårdt terperi af policy proces teorier. Imidlertid skal jeg kigge på lidt rengøring og skal senere om aftenen har jeg en byturs aftale med Kia og nogle af de andre rødder fra kollegiet. Sandsynligheden taler derfor for, at jeg ender med at ligge brak som en strandet hval det meste af søndagen. Og i næste uge? Tjah, sommerferien er forbi, så burde vel sidde med næsen i bøgerne det meste af tiden, krydret med lidt arbejde og endnu en kandidatfest...

PS. Gæt hvem der ligner en bankelev i dag, nydelig som jeg er, iført min lyseblå skjorte. Woo-hoo!

Som tidligere nævnt, udgav koncertaktuelle Sufjan Stevens albummet The Avalanche i juli. I dag fik jeg så endelig snøvlet mig sammen til at investere i denne samling 'Outtakes and extras from the Illinois album' (ville egentlig have købt den i Stuttgart, men lømlerne i Saturn tog ikke imod Visa.....verden ER af lave!). Sufjan er ikke for alle og enhver. Sangene kan være snørklede, hans stemme vil skræmme en del væk og endelig er hans brug af noget alternative instrumenter - bl.a. banjo(!) - ikke just hverdagskost. I mine forskruede ører er han imidlertid noget nær den mest melodiøse mand der kan støves op i disse år, og jeg har nydt hans tidligere albums Michigan, Illinois og Seven Swans i fulde drag. Det samme kan jeg sige om The Avalanche, selvom den nok mest er for fans. Det er rigtig, rigtig godt, også selvom det i bund og grund er en samling b-sider og kasserede numre. Dog ingen roser uden tårne. Den autoritative hjemmeside for alternativ musik, Pitchfork, skriver i deres anmeldelse, at man med denne udgivelse har nået 'mætningspunktet for Sufjan Stevens' lyd'. Et kritikpunkt jeg kun kan tilslutte mig. Ser dog allerede frem til hans næste cd, bliver spændende at høre hvilken retning han bevæger sig i.

* Sufjan Stevens - Pittsfield

* Sufjan Stevens - Holland

Jeg kom i vanlig letsindighed til at love et musikindlæg forleden dag. Nedenfor følger derfor en række af de sange jeg lytter en del til for tiden. De er som sædvanligt kun fremme i en begrænset periode og for en god ordens skyld skal jeg huske at minde om, at hvis I kan lide nogle af sangene - så drøn ned i jeres lokale pladeforretning og invester i de relevante kunstnere. Okidoki?

Yeah Yeah Yeahs - Phenomena
(Katka har talt om denne sang i månedsvis, men jeg hørte den først rigtigt forleden. Den er måske lidt larmende og skramlende, men har en helt fantastisk energi - og så er den urimeligt god at cykle til)

Streets (w. The Futureheads) - Fit but you know it
(Min yndlingssang for tiden, originalen var god, men nu er den blevet helt fantastisk. Burde være fast obligatorisk pensum til Indienight. "See, I reckon you're about an eight or an nine/maybe even nine and a half in four beers time....yeah, yeah, like I said: You ARE really fit, but MY GOSH, don't you just know it?!")

Sufjan Stevens - Opie's funeral song
(Månedens melankolske sang)

Snow Patrol - Hands Open
(Ganske catchy indie. Hands Open er bedre kendt som 'Sufjan Stevens namedropping sangen', bemærk ca. 01:40 inde i sangen)

Soulwax - E talking
(Jeg er ikke engang sikker på at jeg kan lide denne. Alligevel hører jeg den en del)

Lily Allen - Smile
(Ja! Jeg ved godt at det er ækel, klam og fæl popmusik/hvid-middelklasse-pige-opdager-poppede-reggae-rytmer, men det pianobeat i baggrunden er altså helt fabelagtigt!)

James Figurine - Pretend that it's a race and I am on you side
(Electronica, som er godt at lytte til før man skal i seng)

Central- og Sydamerika er normalt ikke de dele af verden jeg følger allermest med i, men dagens store nyhed derovre fra er, at en af denne verdens store skurke, Cubas præsident Fidel Castro, gennemgik i går en omfattende tarmoperation. Her på Indre By kunne vi naturligvis aldrig finde på at ønske andre mennesker noget ondt (kun Pol Pot og så ham der spillede Lille Per i 'Far til Fire' filmene), men vil blot tage til efterretning, at denne sande revolutionære har siddet tungt og repressivt på magten i Cuba siden 1959. Man må tage hatten af for mandens evner til at holde timelange og passionerede taler, men som snart 80 årig var det måske på tide at sige tak for denne gang. Landet er forarmet, udemokratisk og fortjener bedre. Kun tjekkerne - der ved hvad det vil sige at leve uden frihedsrettighederne - er mandfolk nok til støtte de demokratiske kræfter i landet, så hermed en lille opfordring til at hanke op i nakken på Hr. Møller på Asiatisk Plads.

Det bliver interessant at følge den politiske udvikling når Fidel engang går bort. Det skulle være ganske vist, at den yngre broder og forsvarsministeren Raul (et lille lam på kun 75 år), der i øjeblikket fungerer som stedfortræder, står på spring såfremt brormand forsvinder. Hvorfor er det at betonkommunistiske stater altid ender som pseudo-monarkier? Vi så også det i Nord Korea hvor Kim Jong Il på forunderlig vis overtog magten efter sin far. Det bliver nok næppe heller et demokratisk regimeskifte på Cuba i denne omgang, men man kan jo altid håbe. Revolución!