Indre by

30. december 2006 blev så dagen hvor Saddam blev hængt. Hans sidste gerning var tilsyneladende at råbe: "Gud er stor, denne nation vil sejre og Palæstina er arabisk". Personligt ville jeg nok have valgt en lidt mindre bombastisk og teatralsk afskedssalut, men ok, hver sin smag. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hele. Rent principielt er jeg imod dødsstraf og retssagen imod ham var vist til tider lidt ulden i kanterne. Et mord er et mord, uanset om det er sanktioneret af en domstol. På et rent følelsesmæssigt plan kan jeg sagtens leve mig ind i, at ofrene for hans forbrydelser har haft et behov for hævn, men ville nok have foretrukket at han blev straffet med fængsel på livstid. På det punkt er jeg tilsyneladende på linie med Danmarks officielle holdning. Men nu er han så død. Hvad det vil betyde for bestræbelserne på at ende borgerkrigen i Irak ved jeg ikke. Måske det i virkeligheden er lige meget hvorvidt Saddam blev hængt eller ej: Så længe de rare iranere, syrere osv. har en interesse i et ustabilt Irak, så bliver der næppe fred. Tankevækkende at Mellemøsten tilsyneladende er sådan et kaos - og ser ud til at være det i fremtiden også. I 2002 udgav UNDP første gang sin 'Arab Human Development Report', der ganske nøgternt så på hvorfor det er, at Mellemøsten sakker bagud i forhold til snart sagt alle andre områder i verden. Hvis man skærer alle de sædvanlige undskyldninger fra (det onde Israel, det onde Vesten osv, osv, osv), så mangler man generelt set frihed og menneskerettigheder, uddannelse + det er en rigtig dum idé at udelukke og diskriminere halvdelen af befolkningen (dvs. kvinder) på arbejdsmarkedet. Tingene har ikke forbedret sig siden dengang, så den nyeste udgave af rapporten er ligeledes deprimerende læsning. Der er kort sagt tale om en region med masser af unge mennesker uden udsigt til demokrati, uddannelser, jobs. Til gengæld har de masser af stok-konservative religiøse mennesker. Så nej, der bliver næppe fred i Mellemøsten, så længe de semi-diktatoriske arabiske regimer har en interesse i at lede opmærksomheden væk fra egne fejl. Det er jo nemmere at starte proxy-krige i Libanon, tale om 'korstog', 'Irak' og 'Israel-Palæstina konflikten skal løses først', i stedet for at gøre noget ved ens egne gennemkorrupte, repressive og ufrie samfund. Eller hvad, Syrien?

PS. På det mindre alvorlige plan: Er du også i tvivl om hvad du ellers skal huske 2006 for? Så giver Popjustice dig en sprød oversigt over de vigtige begivenheder indenfor musikgenren: 'skamløs-pop-med-slet-skjult-appeal-til-det-homoseksuelle-publikum'. Ta-dah!