Indre by

Nå, nå, nå! Så blev du afsløret, hva'? Ifølge en britisk undersøgelse bruger mænd i gennemsnit et halvt år af deres liv på tjekke kvinder ud, mens de dydige kvinder til sammenligning kun kaster lumre blikke i ca. én måned. Derudover hævdes det at mænds primære fokus er på bryster, rumpe og ben (i nævnte rækkefølge), mens kvinderne først ser efter øjnene, siden efter bagdelen. Nuvel, der bliver i sandhed bedrevet megen relevant og vigtig forskning rundt omkring i verden, og for os med store, dumme, troskyldige koøjne, så er undersøgelsens resultater sikkert gode nyheder. Eller noget. Hvor blev de seks måneder af mit liv dog af? Og nu vi taler om lødig videnskab, så har fysikprofessor Costas Efthimiou ved University of Central Florida konstrueret et matematisk argument for hvorfor eksistensen af vampyrer er en matematisk umulighed. Jeg er sikkert ikke i stand til at forstå alle mellemregningerne, men pyyyha, nu er jeg da lidt mindre bange end før.

PS. Ja, kan jo ikke løbe fra at jeg er og bliver en nørd, så derfor kan jeg more mig usigeligt meget over følgende artikel om 'The 50 Worst Video Game Names of All Time'. Hvad siger I f.eks. til velovervejede titler som Frogger: Helmet Chaos, Princess Tomato in Salad Kingdom, Awesome Possum Kicks Dr. Machino's Butt! eller måske No One Can Stop Mr. Domino? Awww, nu savner jeg Japan IGEN!

Så skal der svælges i søndagens primære overspringshandling inden jeg for alvor kaster mig ud i specialeskrivningens utallige glæder. Min lørdag gik med at sige pænt goddag til forældre+storesøster i Kastrup, da de klokken alt for tidligt om morgenen landede med flyet fra Washington DC. De var trætte, men glade, selvom det vist var et mindre chok at ankomme til et dybfryserkoldt Danmark efter at have ferieret i 25 grader i Florida. Om aftenen var jeg så til tak-for-flyttehjælp komsammen hos Stine med rigelige mængder hygge, fornøjelige samtaler, delikat hapse-mad. Desværre undlod hun at opføre sin eklektiske dans iført folkedragt, hvilket vi var et par stykker der var ganske skuffede over.

Nu vi taler om USA, så er der snart 'Midterm Elections' derovre. Berlingske Tidende kører for tiden et tema om emnet, hvilket kan være ganske underholdende læsning en kaffeslubrende søndag formiddag. Bliver spændende at se hvor mange bank Republikanerne får ovenpå deres smålumre skandaler, storkorrupte opførsel og den generelle utilfredshed med Irak krigen og økonomien. Min egen lille lommeanalyse siger dog, at man i Danmark har en tendens til at overse, at det ikke kun er nationale emner som tæller i amerikanske valg. Netop fordi USA er en forbundsstat, så tæller 'lokale' delstats emner og problemstillinger ofte mere for vælgerne end de føderale politikker. Så lur mig, om de ikke meget omtalte fantasier om demokratisk flertal i både Senatet og Huset er ønsketænkning.

På det føderale niveau er der dog i disse dage vældige spekulationer omkring præsidentvalget i 2008. Republikanernes mest sandsynlige kandidat i skrivende stund er Arizonas senator John McCain (som selv europæere burde kunne lide), mens der er en del mere spænding omkring hvem Demokraterne stiller op med. Hillary Clinton har vel været den mest omtalte hidtil, men de senere dage har Illinois' senator Barack Obama skabt spænding om tingene. Han har netop udgivet en ny bog, The Audacity of Hope, og igennem en række interviews ladet vide, at han måske alligevel kan finde på at stille op som præsidentkandidat. En optræden i Oprah (og man må IKKE undervurdere hvad en optræden i det program betyder!) gav indtryk af en usædvanlig ærlig politiker, med et enormt cross-over potentiale. Hillary Clinton er en spreder, mens Obama er en samler. Læg dertil at manden qua sin baggrund (kenyansk mor) har en stor appeal til div. minoriteter, og man kan så småt forstå hvorfor de demokratiske græsrødder er entutiastiske. Det bliver spændende at se om han stiller op, for så er der lagt op til nogle drabelige afstemninger ved primærvalgene. Jeg ved ihvertfald godt hvem af de to jeg holder med (også selvom Obama er antikrist!)!

På musikfronten har jeg atter investeret i et par nye plader til samlingen, om end der delvist er tale om gamle kendinge. Første nytilkommer er den tidligere omtalte Pet Shop Boys live-cd Concrete. Den er som live-cd'er er flest: Mest for fans og ganske hyggelig, men den kommer sandsynligvis til at samle støv på alteret (a.k.a. min cd-reol) om et par uger. Er dog visse underholdende momenter undervejs: Rufus Wainwright og Robbie Williams synger med på henholdsvis 'Casanova in hell' og 'Jealousy'. Endelig foretog jeg et spontankøb efter at have lyttet til den i butikken: We Are Scientists' With Love and Squalor. Kendte godt WES som et ganske hypet band på diverse musikblogs, men blev overrasket hvor godt albummet rent faktisk er. Det har selvsagt præget denne uges mest-spillede-på-iPod liste:

* We Are Scientists - Nobody move, nobody get hurt (måske årets bedste sang!)

* Say Hi To Your Mom - They write books about this sort of thing

* Interpol - Evil

* Ben Folds - Bruised

(Ok, ved nærmere eftertanke, så hører jeg lidt for mange sange af bitre, hvide mænd for tiden. Hvis der er nogle der har forslag til mere livsbekræftende musik jeg bør opdage, så er jeg lutter øren)

I St James's Park i London udspillede sig i går et grusomt skue. Mens børnefamilie, motionister og andre uskyldige så til, benyttede en ondsindet pelikan sig af lejligheden til på nederdrægtig og brutal vis at hapse en due i sit gab - og sluge den levende! Dog ikke før efter 20 minutters kamp, hvor den arme due forsøgte at slippe fri fra pelikanes dødsfælde af et næb. Til sidst måtte den bravt kæmpende martyr give fortabt. Et chokeret vidne sagde ifølge BBC: "It was kicking and flapping the whole way down". Jeg ved det er et stærkt billede, men det er nødvendigt for at åbne jeres øjne for den fare som pelikaner udgør.

Ovenstående hidtil usete massakre bør få konsekvenser. Det står nu med al tydelighed klart, at pelikaner ikke er venligsindede, samt at de konstituerer en trussel mod menneskeheden på niveau med terror, byldepest og Joan Ørting. Det må undre at FN's Sikkerhedsråd endnu ikke har sat udåden på sin dagsorden. Nogle må imidlertid sige fra overfor den stigende pelikantrussel. Vi kan ikke leve med at man end ikke kan bevæge sig uden for en dør, uden at være akut truet af bidske pelikaner.

Vi har derfor taget initiativ til en ny forening: 'Anti-Pelikan Fronten', der vil arbejde på at forbyde pelikaner. Vores første og primære mål er at få fjernet pelikanen Pelle fra Rasmus Klump bøgerne. Denne revisionistiske børnebogsserie tegner et løgnagtigt propagandabillede af pelikaner som rare, venlige og kække dyr, der altid liiiiiiige har hvad man har brug for i deres endog yderst rummelige næb. Dette forvrængede billede er generationer af danske børn blevet indoktrinerede af - og nu må det ganske enkelt høre op!

Støt vores kamp! Forbyd pelikanerne! Skriv under på vores underskriftshjemmeside.

De siger man kun skal grifle såfremt man har noget at fortælle. I så fald er jeg i fuld gang med at bryde reglerne, for ud over at have forkælet mig selv med et par køkkenvagter, et specialeseminar, en heftig diskussion med Henriette om forholdet mellem teori og metode, samt en enkelt løbetur, så har jeg intet begavet foretaget mig. Det skal dog ikke afholde mig fra som sædvanligt at brokke mig , thi den dag hvor jeg kan få lov at skrive politiske analyser og notater, uden hver gang at skulle nedfælde alenlange beretninger omkring mit videnskabsteoretiske udgangspunkt og uden at lave tunge og yderst kedsommelige teoriafsnit, bliver jeg en lykkelig lille reje. Det værste ved at skrive et samfundsvidenskabeligt (nogle vil sige semi-humanistisk) speciale, er den her tåbelige 'nu-leger-vi-at-vi-er-forskere' tradition, man åbenbart synes er relevant at plage de studerende med på instituttet. Det handler tilsyneladende ikke så meget om hvorvidt man finder ud af noget interessant, næh nej, det er meget mere relevant hvorvidt man nu har 'operationaliseret teorien' (sic). Det er da klart at folk havner i en sagnomspundne 'specialesump', når man fra studiets side insisterer på at gøre tingene så verdensfjerne som muligt. Vranten? Mig? Ja, meget!

PS. Jeg vil nødig svælge for meget i spot og spe - og det er selvfølgelig nemt at sparke på dem der allerede ligger ned, men...AaB vandt 2-1 over Brøndby, og ja, det er ganske behageligt med håneretten overfor begge arvefjende hold.

Våde bukser er godt. Suppleret af gennemblødte sko, er det endnu bedre. Kronen på værket er at kaffemaskinen på arbejdet er i udu. Er der noget at sige til at jeg føler mig bortdømt, samspilsramt og forfulgt? Efteråret er stærkt overvurderet efter min mening. Kan vi aflyse det til næste år?

Har just drøftet efteruddannelse med min chef, og det lader til, at jeg har solgt min sjæl til djævelen. Ihvertfald overvejer jeg kraftigt at lade arbejdsgiveren betale for kurset i 'Konkurrence- og Markedsføringsret' på Jura i foråret. Der er nok en enkelt eller to der vil mene, at jeg altid har haft en vis svaghed for jura (ok, rettelse: et notorisk blødt punkt for nogle af stud.jur'erne), men at jeg måske skal følge fag derinde, kommer nu lidt bag på mig selv. Imidlertid synes jeg jo at konkurrencepolitik er et spændende, men samtidig et ganske teknisk, område. Hvis jeg gerne vil arbejde med det i fremtiden, så er det nok en god idé at have mere end blot overfladisk scient.pol viden.

Den kommende uge er nogenlunde stille. Ud over et par køkkenvagter og gruppemøder, så er der de sædvanlige sysler med speciale og arbejde på programmet. Fredag aften er der Indienight på Stengade 30, men har endnu ikke fundet nogle naive sjæle at slæbe med. Ligegyldigt hvad, så skal jeg til Stines tak-fordi-du-gad-hjælpe-med-at-slæbe-mine-Karnov-bøger-komsammen på lørdag. Hun har lovet at optræde i sit nyanskaffede folkedanserkostume, så det kan kun blive godt. Derudover skal vi høre Peter Andre og hans ægteviv Jordans skønne nye duet 'A whole wide world' hele natten. Det er vel overflødigt at sige at jeg glæder mig usigeligt?

Ah, hvad er mere passende end at starte denne grå søndag med en lille quiz for de mere kompetetive elementer blandt læserne? Nuvel, hvor mange mennesker møder man på en løbe/vraltetur rundt om Københavns søer en oktober søndag morgen mellem 8 og 9? Nogle kvalificerede bud? Vil ikke holde jer hen i urimelig spænding om svaret, så jeg kan oplyse, at udover horderne af bidsk-udseende løstgående hunde (allerhelst af gadekryds typen), syv-otte andre selvpineriske motionister, samt de obligatoriske drukmåse der ligger og skutter sig på bænkene (samt griner højlydt af mine maleriske løbetights), så møder man absolut INGEN.

Jeg kan ikke - selv ikke hvis man trykker mig hårdt på maven - finde på nogle rationelle grunde til at jeg var ude at lufte skankerne rundt om søerne i dag, men kunne ikke sove længere, og så kan man vel sådan set ligeså godt få en lækker råkold og klam start på dagen. I skrivende stund sidder jeg så frisk og frejdig i min søsters lejlighed (der skal jo vandes blomster mens hun er i USA), hvor jeg tilmed har slæbt en masse faglige tekster med. Håbet er at få læst og skrevet mere end i går, der blev et studie ud i hvordan man spilder sin dag med at lave absolut ingenting. I baggrunden pipper P3, mens kaffemaskinen sprutter, så rammerne er ihvertfald til at jeg kan være flittig, end en dopet Carl Lewis kunne løbe.

Og hvad sker der så ellers ude i den store verden i dag? Jo, mig bekendt så triller mine forældre og søster i skrivende stund rundt omkring New Orleans for tiden (at dømme ud fra sms'erne fra min mor, så har de det aldeles glimrende). Rent fodboldmæssigt byder dagen vist på et par halvstore kampe: Det spanske arvefjendeopgør Real Madrid-Barcelona og De Klassieker fra Holland mellem Feyenoord og Ajax Amsterdam. Ingen af kampene har min store bevågenhed, selvom jeg antager at visse andre er ganske optagede af især den spanske kamp.

Derudover er det jo blevet efterår, bladene falder og det regnede let på ovennævnte løbetur her til morgen. Givetvis smitter det altsammen af på denne uges musikalske indslag på iPod'en.

* Damien Rice - Volcano
* Elliott Smith - Needle in the Hay
* Bebel Gilberto & Arto Lindsay - Obrigado
* Ben Folds - Protection
* The Diggs - It's just like you say
* DJ Krush: Shinjiro (Harsh mix)
* Howie Beck - Sometimes (Acoustic Session)

Nogle gange er jeg ikke alt for kvik. Opdagede f.eks. først i dag, at min yndlings sangerinde Aimee Mann (ok, måske hun deler førstepladsen med Tracey Thorn fra Everything But The Girl) udgiver et nyt album, One More Drifter in the Snow, på tirsdag. Desværre er det tilsyneladende et såkaldt 'julealbum', hvilket som regel ikke lover godt. Netop julemusik og udsigten til igen i år at skulle høre Absolute Christmas for gang nummer 10 milliard til samtlige julefrokoster, er med til at fremme visse suicidale tendenser hos undertegnede. Anyway så plejer Mann at have kant og tæft nok til ikke at blive alt for retro-kitschet, så måske min bekymring er unødvendig. Normalt er det mig der er musikimperialisten over dem alle - jeg ved som bekendt intet bedre end at tvinge andre til at elske det musik jeg tvangsfodrer dem med - men i Manns tilfælde gik det faktisk den anden vej rundt. Det var Stine der oprindeligt introducerde mig til filmen Magnolia og dens dertilhørende soundtrack, skrevet og fremført af Mann. Filmen er i dag nok min all-time favorit, og sangen Wise Up den jeg helst lytter til på en regnvejrssøndag. Mann er i alt sin enkelthed uofficiel verdensmester i at skrive melankolske sange, og mon ikke også hendes nye album bliver en succes i min lille verden? Af andre musikalske nyheder man kan glæde sig til er det nye album, Born in the UK, fra Badly Drawn Boy. Han er en af de bedste britiske sangskrivere, samt normalt garant for skæv popmusik. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde nye mp3'er fra hverken Mann eller BDB, så I må nøjes med nogle lidt ældre sange og så tage mit ord for at det er to kunstnere der fortjener at blive udforsket nærmere.

Update! Jeg har i skrivende stund just opdaget at BDB spiller på Vega den 29. november. Der hoppes yderst entutiastisk i kontorstolen!

Aimee Mann - Wise Up

Aimee Mann - Momentum

Badly Drawn Boy - Silent Sigh

Badly Drawn Boy - All Possibilities (Live at BBC)

Blog-bølgen er tilsyneladende for alvor ved at indtage det lille kollegium. Ud over Louise, Frej og Rasmus, fik jeg i går linket til den tidligere alumne Klaus' blog 'Negerland', omhandlende hans praktikophold ved den Danske Ambassade i Ghana. Det er ganske amuserende læsning, især hvis man som undertegnede altid har haft et vist blødt punkt for det vestafrikanske land. Og hvis man ikke kan få Afrika nok, så grifler en anden beboer på orlov, Lars, også på sin blog fra et ophold ved University of Stellenbosch i Sydafrika. Med andre ord er der tilsyneladende en vis tendens til at man starter med at skrive under et udlandsophold. Det samme var jo tilfældet med undertegnede i Prag, men jeg er så tragisk nok fortsat med at udgyde mine trivialiteter. Nuvel, man skal jo pleje sin ekshibitionisme, men efterhånden har min blog vel udviklet sig til dagbog/forum for spydige kommentarer/lange rablerier om tjekkisk fodbold/links til mere eller mindre sær musik, og det var egentlig ikke meningen! Ikke fordi der var en plan fra starten af, men overvejer at skrive lidt mere stringent omkring enkelte emner og derved gøre indholdet mindre se-hvad-jeg-har-lavet-idag agtig. Omvendt så er jeg vist ikke bitter nok til at kommentere de aktuelle politiske udviklinger (jeg kan højest svinge mig op til at bashe Charlotte Dyremose, jvf. nedenfor) og der er mange ting jeg ikke har nogen som helst mening om (savnede I kommentarer omkring balladen vedr. de kommunale budgetter? Det er nok fordi jeg grundlæggende er ligeglad!). Så alt taler for at jeg kører videre på nuværende ad hoc basis, om I så kan lide det eller ej.

Ellers brugte jeg det meste af eftermiddagen og aftenen i går hos Stine. Vi bedrev lidt 'burde-skrive-speciale-men-det-ER-sjovere-at-hygge-og-se-trashy-tv', og jeg blev vældigt forkælet med lækker mad, samt de liflige toner af Peter Andre. Så kan man vist næppe bede om mere. Da jeg kom hjem var der kage i køkkenet, så alt i alt blev dagen måske ikke helt så faglig som oprindeligt planlagt. Imidlertid kan jeg på de blanke sider i min kalender konstatere, at jeg i denne weekend ikke har nogen legitim undskyldning for ikke at få skrevet en masse. Men lad os nu se....planer har det jo med at køre af sporet.

PS. Tak oh Herre og Skaber, thi nu kører sleazepatruljen igen! Efter igår (sammen med uh uh uh: Morten Homann!) at have ført kniven mod Anne-Mette Rasmussen og hendes kopi-taske, er den dejlige Charlotte Dyremose blevet afsløret i at købe et falsk Gucci ur i Kina. Ak, ja, det er ikke nemt at være datter af Danmarks måske bedst lønnede mand. Måske hun kan finde lidt trøst ved at strigle hesten?

Sidder på arbejdet, men kan ikke rigtig koncentrere mig - er i et ualmindeligt bistert, muggent og olmt humør. Satser dog stærkt på at blive en glad lille solstråle senere, thi Folkedanseren har inviteret på middag i aften. Inden da står den på overvejelser omkring globaliseringens betydning for den danske fødevaresektor, min chef skal holde et oplæg om emnet på ICAO's seminar i Manchester i november. Egentlig et ganske interessant emne, det er nemlig ikke en ubetinget entydig affære. Skal endelig også et smut i SATS og være vranten sammen med ro-maskinen.

I den meget omtalte 'blogosfære', så beretter min medkollegianer Frej om sin forkærlighed for Det Eletriske Barometer. Jeg må jo nok tilstå at det er par år siden at jeg lyttede til programmet - det er ligesom ikke det samme efter at Tine Bryld holdt op med at give gode råd til de forvirrede teenagere. Et kort blik på denne uges liste viser dog, at den danske indie-ungdom lever og har det godt, så måske man burde lytte lidt oftere end tilfældet er. Må foriøvrigt give Frej ret i at We are From Barcelona videoen er urimeligt morsom. Apropos musik, så har Pitchfork et interview med Pete Townshend (sangskriver, guitarist og sanger i 60'erne og start 70'ernes største band, The Who). Han er stadig forfriskende megaloman og namedropper endda The Streets (sic).

Update! Jeg har fået en rettelse! Louise gør opmærksom på, at Tine Bryld skam stadig giver gode råd! Herfra skal der lyde en tak - og en pinlig rødmen.

PS. BT kører den personlige (og ganske underholdende) sviner-linie i dag: Den konservative politiker Henriette Kjær skylder 13 mio. væk - og har udgifter på 44.000 kr til sine lån hver måned. På samme vis når niveauet i dansk politik nye svimlende højder i artiklen omkring Statsministerens kones håndtaske. Inspireret af Sverige er jagten på sleaze tilsyneladende gået ind...

PPS. Det er i sandhed en sort, sort dag: Nik og Jay flytter fra hinanden.

Havde en pudsig samtale med Rie da hun var på besøg mandag aften. I øjeblikket skriver hun jo sin PhD på RUC og bor på et værelse hos en familie i Roskilde, så jeg forsøgte at lokke hende væk fra provinsbyen og ind til København. Hvortil hun kigger lidt skævt på mig og siger: "Jeg boede i Osaka. I det samlede Osaka-Kobe-Kyoto ('Keihansin') område bor der 19 mio. mennesker. Når jeg handlede ind, så gjorde jeg det som regel i Kobe, fordi butikkerne er bedre end i Osaka. Hvis jeg ville have storby, så var jeg blevet hjemme". Hun sagde det ikke for at være spydig, men blot som en konstatering. Og sådan kan man så lære, at ikke alle har drengen-fra-Nordjyllands maniske behov for at bo i Københavns indre by :)

Var hyggeligt at have hende på besøg. Næste gang jeg spiser med pinde, så vil jeg ikke skamme mig hvis det ser lidt kluntet ud, for jeg skulle hilse at sige, at det heller ikke er nemt for japanere at spise med kniv og gaffel! Tilsyneladende er det især kniven, som er det store problem - den er et meget eksotisk redskab - og Rie oplever at få ondt i hånden af at bruge den. Vi fik også snakket en masse om Pizzicato Five, Everything But The Girl, 'Kure Kure Takora', samt hvornår og hvordan man kan bruge ordet 'haps!'. Også interessant at opleve hvordan Danmark opleves af en person fra en fuldstændigt anderledes kulturkreds.

Ellers har det været et par stille dage med arbejde mandag, speciale i går og i dag burde jeg så læse et par timer inden jeg drøner til et kursus i Power Point med arbejdet. Tror jeg er ved at udvikle en mindre blog-skriveblokering, da det efter at have læst nogle af de senere indlæg er gået op for mig, at jeg stort set intet interessant har at berette! Måske man skulle få sig en hobby. Gå til tibetansk kurvefletning. Ja, det må være en løsning.

Jeg er på en glidebane. Det går snart galt. Hvis jeg fortsætter med at slubre chokomælk hver eneste weekend jeg sidder på Axelborg og skriver, så ender jeg med at få wildcard til 'Livet er fedt'. Bortset fra det, så når jeg ikke helt det jeg vil i dag; af uransagelige årsager vil læsningen ikke helt fæstne sig i min inefficiente hjerne. Siden jeg ikke har været ude at lege abe i nattelivet er det nu ikke fordi jeg kan benytte mig af standard-undskyldningen, men måske der bare er andre ting jeg hellere vil tænke på end den europæiske konkurrencelovgivnings retsvirkning i Danmark.

Fredag styrtede jeg ellers rundt til kulturnatten på Axelborg, vi fik besøg af ikke færre end 3.620 gæster. Selvom jeg var godt kogt da vi fik fri kl. 01.30, så var det nu en meget god oplevelse, igen fordi man så får lejlighed til at tale møde flere af ens andre kolleger end dem man snakker med til hverdag. Lørdag var jeg så en tur i Humlebæk for at besøge Louisiana. De har netop åbnet deres efterårsudstilling 'Stjerneskud - 100 års filmbilleder'. Der udstilles 700 still-billeder og mange af dem er ganske gode. Især vakte det udelt jubel da jeg stødte på et fra Les Parapluies de Cherbourg, en af mine ubetinget største yndlingsfilm. Resten af museet var ligeså godt som altid og da vejret tilmed viste sig fra sin smukkeste side, var det en ren fornøjelse at sidde ude i haven og hygge.

Slutteligt vil jeg indlede en ny søndagstradition, nemlig at liste den forgangne uges mest spillede sange på min knuselskelige iPod Emerson. Samtlige sange er naturligvis stærkt anbefalelsesværdige:

* James Dean Bradfield - That's no way to tell a lie
* The Diggs: Stagg
* James Morrison: You give me something (ja, frygtelig poppet, I know!)
* The Kooks - She moves in her own way
* We Are Scientists: Can't lose
* Corinne Bailey Rae: Call me when you get this (frygtelig poppet x2)
* The Changes - In the Dark
* Gang of Four - Natural's not in it
* Hot Chip - The Warning
* Sufjan Stevens - Opie's Funeral Song

Fredag og arbejdsdag, jeg sidder stadig og pusler med mit notat om markedet for vedvarende energi i USA. Har været en ganske social uge, tirsdag aften kiggede Stine minsandten forbi. Vi hentede mad fra Cofoco, guflede nøddemix og fik diskuteret verdens sande tilstand. Senere på aftenen spillede jeg TP sammen med min faste makker Christopher, vi skulle jo øve os til den kommende og, hmmm, meget prestigefyldte kollegieturnering. Selvsagt vandt vi, om end der var krise da jeg pure nægtede at acceptere, at salmonella er opkaldt efter en mand der hed Salmon til efternavn. Onsdag var jeg så et smut forbi Cecilie, skulle jo lige søskendesocialisere inden hun og mine forældre flyver til USA. Faktisk burde de i skrivende stund sidde i et fly på vej over Atlanten.

Og så er der jo som nævnt Kulturnat i aften. Her i magtens korridorer åbner vi os også udadtil: "Det er ikke helt ligegyldigt, om man fodrer kvæget med majs eller græs - for mælken kommer til at smage forskelligt, som man vil kunne konstatere i Landbrugets Hus på Kulturnatten. Der er gratis adgang for alle i lokalerne på Axelborg. Og der uddeles smagsprøver på dansk avlede fødevarer til alle, der i forvejen har husket at hente madbilletter" (fra AOK's præsentation). Desværre er nævnte madbilletter for længst udsolgt, men hvis nærværende læsere nærer en ubændig trang til at se mig iført forklæde og serviceminded attitude, så er chancen der i aften indtil kl. 01.

PS. For de musikalsk interesserede, så har moi Caprice just uploadet nogle sange fra deres kommende album The Art of Kissing Properly på deres MySpace side. Det lyder lovende og jeg er yderst fristet til at tage til koncert med dem 2. december på Vega.

PPS. Der sker folkemord i Darfur. Nordkorea er ved at få atomvåben. Kvinder bliver dagligt omskåret i Afrika. Burma (eller 'Myanmar', som militærjuntaen vist foretrækker at kalde det) er stadig et diktatur. Mellemøsten er som sædvanlig et sandt kaos. I Rusland bliver systemkritikere myrdet. Det er en hård verden vi lever i. Men ved I hvad? Det er ligegyldigt, for Morten Homann forlader politik!

Ok, jeg ved godt at det nok bare er mig der har en aparte humor, men...hvornår havde du sidst chancen for at se Justin Timberlake blive basket i hovedet med fem skiver kold skåret skinke? Nej, vel? Klik her, klik her, klik her!

Stod tidligt op for at okse ud på frisørskolen, hvor jeg havde tid kl. 8.00. Men, men, men....det blev en noget alternativ oplevelse i forhold til sidste gang. Det viste sig, at der kun var to 'hårmodeller' der var mødt op (ja, nemlig, jeg er model, gentager: MODEL!), så derfor suspenderede underviseren den oprindelige klippesession, hapsede selv saksen og klippede os een af gangen - så gæt selv hvordan jeg havde det, omgivet af intet mindre end 18 kvindelige frisørelever, der alle stirrede på mere eller mindre nødtvunget på at min høstak blev trimmet. Nuvel, jeg kan som sædvanlig ikke vurdere resultatet, det er mindre sveskebunke end sidst, så jeg tror at jeg vil døbe frisuren 'pjanket mulvarpeskud'.

Siden ovenstående oplevelse rystede min noget vaklende grundvold, har jeg ikke rigtigt nået så meget. Lidt frokost, lidt tøjvask og var også et smut på biblioteket for at hente min reserverede 'Lærebog i konkurrenceret'. Er ikke fordi jeg bilder mig ind at jeg kan forstå hele juraen bag konkurrencepolitikken, men det er nok meget rart at have en smule viden om det alligevel. Lånte også et par cd'er, bl.a. Editors - 'The Back Room' (første gennemlytning gav meget positivt indtryk), David Gray - 'Life in slow motion' (kedelig) og Beth Ortons nyeste.

Er blevet hjemme fra specialepladsen, syntes jeg ville prøve ikke at være på Axelborg hver eneste dag. I kan nok gætte ud fra de netop beskrevne overspringshandlinger hvor effektiv jeg er med læsningen i dag! Må hellere se at komme igang.

Verden er blevet et farligere sted i dag, Nordkorea har foretaget en atomprøvesprængning:

"The field of scientific research in the DPRK (North Korea) successfully conducted an underground nuclear test under secure conditions on October 9, Juche 95 (2006) at a stirring time when all the people of the country are making a great leap forward in the building of a great, prosperous, powerful socialist nation.

It has been confirmed that there was no such danger as radioactive emission in the course of the nuclear test as it was carried out under a scientific consideration and careful calculation.

The nuclear test was conducted with indigenous wisdom and technology 100%. It marks a historic event as it greatly encouraged and pleased the KPA (Korean People's Army) and people that have wished to have powerful self-reliant defence capability.

It will contribute to defending the peace and stability on the Korean peninsula and in the area around it." (KCNA telegram)

Det her lover ikke godt. Ethvert land der laver sin egen tidregning baseret på fødselsåret for dets første diktator ('Juche 95' henfører til at det er 95 år siden at den afdøde 'Store Leder' Kim Il-Sung blev født. Heldigvis er han nu afløst af sin yderst, hmm, kvalificerede søn, 'Den Kære Leder' Kim Jong-Il) er ikke sundt indrettet. Jeg er sikker på at vi kommer til at høre meget mere om det her...

Update! The Economist har en indsigtsfuld analyse her.

Hovedet er tungt, tømmermændene hærger, øjnene er jævnt blodsprængte og kaffen slubres hurtigere end du kan nå at daske René Dif med en velhængt porre, men hey: Jeg er på specialepladsen og jeg skal være faglig de næste mange timer. Nemlig. Nærværende læsere bedes lægge ansigterne i behørigt imponerede folder.

Min nærmest umenneskelige viljestyrke (ok, man skal jo smøre tykt på!) demonstreres på baggrund af indflytterfest på kollegiet. Det var sjov og ballade, masser af rødvin og en glimrende lejlighed til diverse udskejelser og ekskapader. Fredag var jeg til en variation også ude at fulde mig: Da var jeg som nævnt til socialt arrangement med de øvrige studenter fra arbejdet. Det gik rigtig godt, det gør det sjovere at være på arbejde når man rent faktisk har talt med alle de ansigter man i dagligdagen ellers bare hilser på. Vi endte med at sidde og bælle øl et frygteligt (eller, som svenskerne ville sige: fruktansvärd) sted i nærheden af Axelborg. Jeg tror faktisk jeg vil lade AOK.dk's kommentar stå for sig selv. Den er meget rammende for mit eget indtryk af stedet:

"Alle der har set The Big Lebowski ved, at til en rigtig bowlingbane hører en bar. Og således også til Axelborg Bowling. Her hedder den Piccadilly og er, som navnet antyder, indrettet som en engelsk pub. Her findes også en natklub ved navn Piccadilly. Om John Goodman eller John Turturro dukker op og giver et nummer, er uvist, til gengæld er chancen for at rende ind i en giftefærdig ungmø ganske høj, for kvinder nu om dage synes, at noget af det sjoveste er at lade deres allerede afsatte veninder bowle og synge karaoke.

Efter de fysiske og musikalske aktiviteter kan man proppe sig med spareribs med pommes fritter eller bagte kartofler."

Den kommende uge står som sædvanlig på specialeskrivning og arbejde. Mit fædrende ophav fylder år mandag og i weekenden tager han, min mor og søster så et par uger til USA, hvor de skal køre rundt i nogle af de sydøstlige stater. Tirsdag falder de gyldne lokker atter på frisørskolen (kryds venligst fingre for resultatet, tak), onsdag skal jeg ud at spise hos Cecilie og fredag er der så kulturnatten i København. Landbrugsraadet holder åbent hus med masser af mad, så der var noget nær frivillig tvang for studentermedhjælperne til at melde sig som billig arbejdskraft, så fra kl. 17 til 01 skal jeg lege tourguide her på Axelborg. Kig forbi, jeg skal nok love at smile høfligt. Søndag får jeg besøg fra Japan, hvor Rie kommer forbi for at se kollegiet. I skrivende stund kalder specialets metodeafsnit dog mest af alt, spændingskurven er ved at nå sit klimaks.....

PS. Så skal der vist tjenes penge på os arme fans igen: Pet Shop Boys udsender et livealbum den 23. oktober. Tracklisten ser forholdsvist interessant ud. Og på en sær og afvigende måde glæder jeg mig til at høre Robbie medvirke på 'Jealousy'.

Weee, så kom der en whopper-opgave på arbejdet. I slutningen af november skal jeg agere såkaldt 'factfinder' til Energy Camp'06. Formuleret med tilpas floskelagtige vendinger, så er Energy Camp en såkaldt '30 timers intens innovationslejr', hvor man smider 60 eksperter indenfor energipolitik sammen i et forholdsvist lille rum og så beder dem komme med bud på løsninger til de fremtidige udfordringer på energiområdet (begrænsede fossile brændstoffer, hvad rolle skal vedvarende energi spille, er biobrændstoffer fremtiden osv. osv. osv.).

I år er fokus rettet mod mulighederne for eksport af miljø- og energiteknologier. Derfor skal der op til selve camp'en laves analyser af forholdene for vedvarende energiteknologier på forskellige markeder - og da vores hidtidige factfinder har meldt fra, så har jeg fået smidt opgaven med at analysere USA i nakken. Og det skal være færdigt til på fredag. Sandsynligvis er jeg aldeles doomed, men nu må vi se - jeg agter ihvertfald at arbejde som en dopet dingo for at nå det.

Bortset fra det, så skal jeg ud at vifte med ørene i aften. Der er socialt arrangement for alle studentermedhjælperne på arbejdet, så vi skal bl.a. ud at spise på Spicylicious. Efterfølgende er der lagt op til en bytur, så der er potentiale for en aldeles underholdende aften.

I dag er det Václav Havels 70 års fødselsdag, hvilket blev fejret på behørig vis i Prag. Havel er nok noget nær det tætteste jeg kommer på et politisk idol: Dissident, medunderskriver af Charta 77, anti-autoritær, liberal, idealist og drømmer. Havel er mere elsket i udlandet end hjemme (også tjekkerne kan jo godt blive træt af folk der pirker til ens dårlige samvittighed), men man kan ikke tage fra ham, at han i sin tid som systemkritiker under kommunismen og senere som præsident, altid har været en forkæmper for menneskerettigheder og det måske allervigtigste for ham: Frihed.

Tjekkerne bliver tit beskrevet som et indadvendt folkefærd. Det er nu ikke helt korrekt, men givet er det, at oplevelserne af svigtet i München i 1938, den brutale fremfærd fra Warszawapagtlandenes side ved 'Foråret i Prag' i 1968 og ikke mindst de mange år under et totalitært styre, har gjort, at den tjekkernes fortælling om sig selv ikke er optimistisk og frembrusende, men derimod indadskuende og præget af kronisk mindreværd (læs f.eks. nogle af Milan Kunderas værker, de fanger det godt). Uden på nogen måde at ville kalde Havels betydning for eksempelvis Tjekkiets medlemsskaber af EU og NATO mindre vigtige, så er hans største fortjeneste imidlertid, at han gav tjekkerne drømmene tilbage. Drømmen om frihed, drømmen om respekten for individet og drømmen om tolerance.

Når Havel blev symbolet på systemskifterne i Central- og Østeuropa, fremfor f.eks. den mere robuste polske værftsarbejder og præsident Lech Wałęsa, så var det udover behovet for at have helte, utvivlsomt hans drømme og evne til at nyfortolke den tjekkiske identitet. Man kan være uenig med ham politisk og Havel var og er langt fra perfekt - i Tjekkiet har man f.eks. stadig svært ved at tilgive ham at han giftede sig igen mindre end et år efter at hans kone, den blandt tjekkerne højt elskede, Olga Havlová døde. Men man kan ikke tage fra ham at han er den mest betydningsfulde nulevende tjekke - og derfor skal der lyde et varmt tillykke herfra.

I dag er der Folketingets åbning, hvilket altid medfører en del spænding. Dels fordi den gode Statsminister holder sin rituelle og meget imødesete tale (kan læses her), dels fordi sløret løftes for hvad der er på regeringens lovprogram det kommende år. Og hvad har de betænksomme politikere så fundet på denne gang? Jo, såmænd, udover ret så interessante forslag om ændringer af konkurrenceloven (en lille biting for mit speciale...!!!) og indførelse af muligheden for gruppesøgsmål, så er der også sager som rygeforbud på offentlige arbejdspladser, institutioner og i det offentlige rum, samt følgende lille lækkerbidsken fra Justitsministeriet ('Ændring af færdselsloven for Grønland'):

"Den gældende færdselslov for Grønland svarer i vidt omfang til den færdselslovgivning, der var gældende i Danmark indtil 1991. Lovforslaget har til formål at gennemføre en række af de ændringer, der er foretaget i den danske færdselslovgivning siden 1991. Det drejer sig bl.a. om nedsættelse af promillegrænsen, forbud mod at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen, ændring af alderskravet for førere af snescootere, indførelse af nye regler for anvendelse af sikkerhedssele og styrthjelm, krav om anvendelse af kørelys samt nye regler om bøde og konfiskation"

Nå, vil det nu sige at de arme inuitter ikke længere må drøne berusede rundt på snescooteren, mens de taler i mobiltelefon? Det er den slags jeg kalder diskrimination og udtryk for den hvide mands neo-koloniserings tankegang!

Læs selv alle regeringens forslag på Statsministeriets hjemmeside.

Sidste efterår havde jeg den blandede fornøjelse at følge et udbud omkring FN. Ikke fordi det var dårligt - tværtimod. Udbuddet var spændende og lærerigt, men hvis man havde en lille neo-realist i maven, så fik man rigeligt med skyts til at bekræfte sin skepsis overfor internationale organisationer.

I perioden op til (og efter) den amerikanske invasion af Irak, lød det ofte som et kritikpunkt i både den danske og internationale debat, at koalitionen ikke havde mandat fra Sikkerhedsrådet til anvendelse af magt. Ud fra denne optik var invasionen dermed et brud på folkeretten og invasionen 'ulovlig'. Nu er jeg heldigvis ikke jurist, men jeg har dog forstået så meget, at folkeret har væsentligt mere med politik end med jura at gøre. Og at fremstille resolutioner fra FN's sikkerhedsråd som hellige, legitimerende og kilde til hvad der er rigtigt, er enten et udtryk for naivitet eller vildledning. Tag f.eks. et kig på hvem de permanente medlemmer af Rådet er. Sammensætningen er i bund og grund er udtryk for de nedfrosne magtkonstellationer efter anden verdenskrig: USA, UK, Frankrig, Rusland og Kina. Disse fem har vetoret og i praksis spiller de ti roterende medlemmer - heriblandt Danmark - ikke den store rolle. Er det fair? Hvor er Indien henne? Hele Afrika? Måske et lille latinamerikansk bidrag? Og fortæl mig lige igen hvordan Rusland (der mishandler sin egen befolkning. Tjetjenien, anyone?), Kina (som bekendt en af de fremmeste foretalere for menneskerettigheder!) og Frankrig (falleret gammel kolonimagt) kan være kilden til hvordan det internationale system skal køres? Grundet egeninteresser kan man ikke engang tage de åbenlyst rigtige beslutninger. Sanktioner mod Sudan for at beskytte civilbefolkningen i Darfur mod folkemord? Næh nej, Kina skal ikke nyde noget af at have sin olieleverance truet. Udover Sikkerhedsrådet, så læg dertil snakkeklubben par excellence, Generalforsamlingen, en bureakratisk, tung, korrupt (Hvem sagde 'Olie for mad' skandalen?) og inefficient administration samt en lang række mislykkedes reformbestræbelser. Ikke engang det som FN rent faktisk er rigtig gode til, fredsbevarende og humanitære missioner, går det godt med: Ingen rige lande har lyst til at sende deres soldater ud, så derfor er det uerfarende tropper fra Burkina Faso og Nepal der opretholder ordenen i f.eks. Congo.

Så jo, det går rigtig godt for FN i disse år, hvor identitets- og legitimitets kriserne hober sig op. Problemstillingerne er ikke nye og der er gjort forsøg på at løse dem. Generalsekretær Kofi Annan forsøgte op til sidste års topmøde at få vedtaget tankerne fra sit oplæg 'In Larger Freedom' og tankerne fra den såkaldte 'Højpanel-rapport'. Begge faldt ganske brat til jorden og i år er der ikke de store reformer på vej. Derimod spekuleres der kraftigt i hvem der skal afløse Annan når hans periode udløber med udgangen af 2006. BBC har en ganske interessant gennemgang af kandidaterne på deres hjemmeside.

Og dermed er vi fremme til det egentlige spørgsmål i dagens lettere fabulerende og mavesure indlæg: Hvem bliver FN's næste generalsekretær? Nu er det jo ikke nemt at spå, men jeg håber på at det bliver enten Vaira Vīķe-Freiberga eller Ban Ki-Moon. Sidstnævnte skulle være den aktuelle favorit.

Update! Det tyder mere og mere på Ban Ki-Moon.


PS. Nå, pyha, Anders Fogh er åbenbart ikke helt enig med Claus Hjort omkring Venstres og DF's såkaldte værdifællesskab. Vil det sige at jeg ikke engang kan kalde mig selv for velfærds-fascist alligevel? Livet er fyldt med skuffelser.

PPS. Og så til det mere useriøse: Skæbnen ville at det blev en tjekke, Taťána Kuchařová, der vandt Miss World 2006. Jeg vil dog mene at det kan diskuteres hvor kjøn hun er. Bedøm selv her.