Indre by

December er tilsyneladende måneden hvor tidligere og nuværende diktatorer ryger i svinget. Først Augusto Pinochet, i nat Turkmenistans mildt sagt excentriske despot Saparmyrat Ataýewiç Nyýazow (også kendt som 'Turkmenbashi', dvs. 'Lederen af alverdens etniske turkmenere'). DR Nyhederne har en ganske spas gennemgang af alle hans meritter (faktisk er hæp-hopper sproget i artiklen det hele værd: "Ud over at undertrykke al forsøg på opposition dyrkede Nijasov den vilde diktatorstil med en voldsom personkult omkring sig selv". Jo tak, den vilde stil holder maks opperen, dér!). Det er mig en gåde, hvorfor stort set hele Centralasien og majoriteterne af eks-sovjet republikker insisterer på at være et sort hul af korruption, diktatur og armod. Men nuvel, alt er ikke sort og trist i Turkmenistan. Udover at bygge guldstatuer af sig selv, så sørgede Turkmenbashi faktisk for at turkmenerne får gratis olie, gas og (gisp!) salt indtil 2030. Det er da mere end hvad Fogh og forgængere har præsteret! Jeg har altid været lidt fascineret af diktatorer der opretter en personkult omkring sig selv. Meget ondt kan man sige om Kim Il-Sung og Kim Jong-Il, men når de kan få fikset diskursen i Nordkorea til at omtale dem som henholdsvis 'Den store leder' og 'Den kære leder', så er de altså ikke helt tabt bag en vogn. Turkmenbashi var absolut ikke bagefter i dyrkelsen af sig selv (ja, Stobbe, han slår Idi Amin med flere længder), og det er ganske nemt at sidde her og småfnise af hans mildt sagt bizarre initiativer. F.eks. var der hans ispalads i ørkenen, forbuddet mod guldtænder, forbuddene mod uplejet skæg, og ballet, samt hans insisteren på at hans new age bog Ruhnama "removes the complexities and anguishes from day to day living and is on par with the Bible and Koran". Den er obligatorisk (og stort set eneste) pensum for skolebørn i landet - og citater fra den pryder væggene (sammen med Muhammed citater) på den nye mega-moske udenfor Ashgabat. Til trods for at disse mærkværdige projekter har givet Turkmenbashi et vist komisk skær, så er der egentlig ikke så meget at grine af. Turkmenistan er et repressivt regime, med en ludfattig og underkuet befolkning. Hvad der sker nu for at udfylde det magtmæssige vakuum er ikke nemt at sige - men hvis man bygger på erfaringen fra resten af regionen, så skal de arme turkmenere nok ikke håbe alt for meget. Men heldigvis har de så deres salt at trøste sig med. Flere nyhedsrapporter om Turkmenbashis død her, her og her.

PS. BBC har endnu en interessant artikel omkring betydningen af Turkmenbashis død.