Sjælesørgeri
Jeg elsker Dusty Springfield. Ok, elsker er måske et stærkt ord, men hun er ihvertfald min yndlings soulsangerinde. Hvis man laver en kvik lille analyse af min musiksamling, så er der ellers mest mandlige sangere repræsenteret. Det er vel stort set kun Sarah Cracknell fra Saint Etienne og Tracey Thorn fra Everything But The Girl som sniger sig konsekvent ind i de ellers testeterondominerede gemakker. For mit vedkommende startede bekendtskabet (selvfølgelig) gennem det arbejde hun lavede med Pet Shop Boys i midten af 80'erne, men de fleste kender vel bedst Dusty for sangen Son of a preacher man fra Dusty in Memphis albummet. Det er oprindeligt fra 1969 og er aldeles fantastisk, sidder netop og lytter til det nu. Især sangene som Just a little lovin' og I don't want to hear it anymore er enestående gode. Kald mig bare en sur gammel mand, men det er en sand tragedie at alt det crap r'n'b der ligger på hitlisterne i dag går under betegnelsen 'soul'. Jo, måske kan Beyoncé, Christina Aguilera, Pussycat Dolls (etc., etc., etc.) synge og danse sexet, men hvad blev der af sjælen? Tilsyneladende er kriteriet for at blive succesfuld kvindelig hip-hop/r'n'b kunstner, at man accepterer at nedværdige sig selv til et misogynt og pornoficeret stadie. Misforstå mig ikke: Jeg synes det er helt i orden at sælge sig selv på at være sexet, men....gør det musikken bedre eller mere relevant at man er mere eller mindre nøgen i sine videoer? Eller rent hypotetisk: Ville Aretha Franklin nogensinde få en karriere idag? Nej, vel, hvem ville gide se på en frodig afro-amerikansk kvinde? På et eller andet tidpunkt må man håbe at der kommer en revision af det usunde kvindeideal der hersker i hip-hop/r'n'b kulturen. Og ja, jeg ved godt det er fiktion og ha-ha-ha morsomt for alle de såkaldte hæp-hoppere i Danmark (der jo alle kommer fra middelklassen, og derfor VIRKELIG ved hvordan det er at være undertrykt sort i USA....!), men hvad skal man sige når 50 Cent - som jeg afskyr så meget, at jeg ikke engang vil linke til ham - udgyder sit ævl omkring hvor stor en P.I.M.P han er? Ærlig talt.....Anyway, det var egentlig ikke meningen at jeg skulle lyde så negativ og tilbageskuende. Tværtimod. For udgangspunktet var jo, at Dusty in Memphis er et storslået soulalbum, som jeg kun kan anbefale på det varmeste....det er soul som det burde være...jeg tror faktisk på Dusty når hun synger om sit knuste hjerte. Se om du kan klare dén, Beyoncé.
PS. Ja, well, det ER jo snart jul, så I skal da ikke skånes for en af de bedste julesange i nyere tid: Tiger Baby - This Christmas.
