Som den forstokkede og arrige liberale charlatan jeg er, så burde jeg nok flette et par spydige kommentarer ind omkring 1. maj, solidaritet, fællesskab og slige utopier. Imidlertid er jeg slet ikke så vred en ung mand som jeg var engang. Jeg har - gys og gru - ligefrem nået det punkt, hvor jeg sætter pris på at mine medmennesker har andre syn på tilværelsen end jeg selv, ganske enkelt fordi det er for kedeligt at diskutere med mennesker der er ligeså kedelige, konforme, pæne og straight som jeg selv.
Bevares, jeg synes da også det er sjovt at læse 'Groft Sagt' i Berlingske Tidende, især når de basker de selvfede hyklerne hos de
Radikale i debatten. Men generelt irriterer det mig, at de fleste af de såkaldte intellektuelle borgerlige befinder sig indenfor en art national-konservativ diskurs, hvor det meste handler om hævn, hævn og mere hævn over, at de kulturradikale og venstreorienterede scorede de lækre piger dengang i 60'erne og 70'erne. I dag er det jo de bitre mænd som Claus Kastholm, Ulrik Høy, Søren Krarup og resten af slænget i
Tidehverv som dominerer debatten, drevet af et notorisk had til alt andet end deres egen tolkning af danskheden, på bekostning af mere sindige, liberale og moderate typer.
Med andre ord: Hvor blev de sympatiske borgerligt liberale af? Hvorfor fokuserer en såkaldt liberal tænketank som
CEPOS mest af alt kun på skat og rangordninger af skoler? Hvor blev frihedstanken af? Handler det virkelig kun om så lav skat og en så lille stat som muligt, mens resten så som frisind, tolerance og ansvar for egne handlinger kommer i anden række? Hvorfor er der ingen politikere i
Venstre som man synes er sådan RIGTIG sympatiske? For det er ærligt talt svært at holde af en regering, ledet af en kold, mekanisk og fremmedgjort mand - og baseret på et velfærdsfascistisk og dybt, dybt væmmeligt parti som DF. Jeg ved godt at der ikke er nogle alternativer. Men alligevel. Jeg kan godt forstå at nogle længes efter en VKR regering. Det gør jeg også selv.
Men det er som nævnt 1. maj, og fanerne smælder jo nok lystigt ude i Fælledparken. Godt for dem, men jeg spekulerer nu alligevel lidt over om det betyder noget for nogen - altså andet end en fridag. Den såkaldte arbejderklasse sidder jo nu og hygger sig i parcelhuset, betalt til tavshed af velfærdsstatens lyksageligheder og porno på Kanal København lørdag nat. Imens sidder det egentlig proletariat, dvs. folk med anden etnisk baggrund, og vansmægter i Voldsmose og Gjellerup parken sammen med alkoholikerne og stofmisbrugerne, som Socialdemokraterne heller ikke kan samle op. Så dem finder man næppe ude at drikke øl og spise flæskesvær sammen med fagbevægelsens pampere i dag. Solidaritet indeed.
Selvom om det alligevel blev lidt harske ord til sidste, så vil jeg ikke holde mig for fin til at citere
LO-fomand Hans Jensen: 'De radikale er for folk med en lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet' (nogle der føler sig ramt?) og linke lidt til
Helle Thornings tale, så kan I selv bedømme om man tror på hende (jeg gør ikke). God 1. maj.
PS. Som med så mange andre ting, så går de væsentlig mere til den ovre østpå. Således også i
Indonesien og Fillipinerne, hvor de slår sig løs til 1. maj.
Yup-yup, så faldt jeg igen i fælden og investerede i en cd; denne gang i Erlend Øye albummet DJ-Kicks. Blev inspireret efter at have hørt hans version af 'There is a light that never goes out', og må sige at resten af albummet heldigvis holder samme standard. Er en del tid siden jeg sidst købte electronica, men må jo nok indrømme, at bebrillede norske særlinge kan få mig til ALT! Næsten. Måske ikke til at holde af bæltedyr eller at sælge Øvre Volta, men ellers er der ingen grænser.
