Hjemfalden
Det tog fem års tilløb, men denne jul gjorde jeg det så: Valgte at flyve frem for at tage toget. De fem timer med DSB hver vej til og fra Nordens Perle (sic), kan jo tage livet fra selv den mest hårdføre eksil-jyde. De talrige gyldne stunder i togenes 80'er designede kupéer står krystalklart i min ellers noget tågede bevidsthed. Hvordan skulle jeg kunne glemme de rustikt skrigende unger, de malerisk øl-stinkende midaldrende mænd, de så lifligt mobiltelefonsnakkende ignoranter og den usædvanligt ringe benplads? Åh, disse minder...Nuvel, set i retrospekt er jeg ikke så sikker på at det alligevel er så tidsbesparende at flyve. Man skal jo trods alt frem og tilbage mellem lufthavnene, checke ind i behørig tid i forvejen og bla bla bla. Men den rent psykologiske effekt af at flyve - det er altså kræs, for en ludfattig studerende med et lidt for nært forhold til DSB's Wild Card ordning.Men jeg er altså godt ankommet. Endda til den noget forbløffende opdagelse af at mine forældre har fået trådløst net. Og ny indkørsel. Og nye vinduer. Og ny carport. Jeg kunne faktisk fortsætte med 'Og ny (indsæt relevant ord her)' i noget nær en uendelighed. Må sige at mit mødrende og fædrende ophav rykker i disse år. På det mindre materielle plan, så står julen i år på en tur på café med Lasse og Stine imorgen. Siden følger jo juleaften og diverse julefrokoster. Det skal nok blive en sand fornøjelse. Indimellem skal der så grifles speciale. Henriette og jeg havde et drabeligt gruppemøde torsdag, hvor der blev uddelegeret opgaver i lange baner. Der bliver med andre ord ikke tale om den helt fredfyldte juleferie i år. Tankevækkende at dette er mit sidste år som studerende, og derfor nok også den sidste jul hvor jeg er nødt til at tænke at læse. Jeg skal sikkert nok få andre ting at fylde tiden ud med, men det bliver rart ikke at skulle bekymre sig om eksamen/speciale i tide og utide...
