Slutspurt
Nuvel, så blev det 2007 - og det minder jo om 2006 til en forveksling. Er i skrivende stund igang med de indledende overspringshandlinger på en lang specialedag, der skal grifles på aktøranalysen til den store guldmedalje. Bortset fra den sædvanlige speciale elendighed, så har det nu været en god start på året alligevel. Fik besøg af Daniela mandag, hun var i Danmark på en mindre nytårsturne. Er altid en sand fornøjelse at høre nyt fra Prag - især de seneste slibrige historier fra ambassaden. Ikke fordi der er særligt mange, men det får selvfølgelig tankerne til at flyve. Er jo allerede to år siden at jeg tumlede rundt og forberedte mig på at skulle af sted. Kan stadig huske hvordan jeg stod i regnvejr på Karlovo náměstí den 31. januar 2005, og gloede fortabt efter Morten - min forgænger på praktikantposten - der skulle følge mig hen til min lejlighed. Opfatter det halve år i Tjekkiet som det bedste i min studietid, så måske det kan forklare min udlængsel og min usunde beundring for Udenrigsministeriet. Anyway, så havde Daniela det godt og virkede glad, så det var et fint-fint besøg. Hun virkede endda udpræget interesseret i det sidste afsnit af Krøniken - der naturligvis endte på passende kjærlig vis. Der blev kysset og forsonet og talt ud om tingene i lange baner, og mon ikke rundt regnet 5 mio. danskere havde hænderne i vejret da vores hovedpersoner Ida og Palle fik hinanden til slut? Nuvel, man ER vel en sucker for den slags, så imødeser med sindsro anklagen om 'småborgerlighed' fra de mere kyniske personager i min omgangskreds. Mandag aften kom Maria også hjem fra Sverige, hvilket jeg mildt sagt ikke klager meget over. Faktisk tværtimod. Og det forlyder endda, at det er lykkedes at skaffe langrendstøvler i str. 50 til mig. Det lader derfor til at bordet fanger og at jeg i løbet af februar skal på landrendtur nordpå. Glæder mig!Ellers stod igår på arbejde og specialemøde. Nu hvor deadlinen nærmer sig, så er der begyndt at komme lidt stress på. Kan ihvertfald mærke at Henriette er ved at blive urolig. Vi fik de lidt irriterende nyheder, at vores vejleder først har tid til et møde den 22. januar. Såfremt hun synes at det vi har skrevet er noget hø, så er en uge til aflevering ikke lang tid at skulle skrive et speciale om på. Men lad os nu se. Jeg har en ret god fornemmelse omkring det vi allerede har lavet - synes egentlig at det er helt udmærket. Ihvertfald grifler vi videre i samme stil.
