Indre by

Så blev det lørdag og jeg er cyklet ind til specialepladsen for at være flittig. Har aftalt et større gruppemøde med Henriette ovenpå vores vejledning, så lidt læsning er ganske nødvendigt. I længden kan jeg vist heller ikke forsvare at rive hver eneste weekend ud af kalenderen til druk og andet smuds. Til sidstnævnte kategori kan vel ellers regnes min søsters let forsinkede (kun 10 mdr.) indflytterfest i går aftes. Det var hyggeligt, fik snakket en del med hendes gamle gymnasiekammerat Steen og Jane, en anden ældre personage fra de gyldne stunder på Nordjysk Handelskollegium. Fik også hilst på Rie der viste os rundt i Kyōto, hun er i Danmark det kommende års tid for at færdiggøre sin Ph.D omkring modalverberne i det danske sprog (sic!). Det kan til stadighed forundre mig at der sidder mennesker i udlandet og studerer et så suspekt og obskurt sprog som dansk. Hatten af for det.

Ellers så står weekenden på mere festivitas, Jens - endnu en Aalborg bekendt - holder fødselsdagsfest. Der skulle gerne komme the usual suspects (+ et par stykker mere), så det ser jeg da bestemt frem til. Søndagen byder på lege-flyttemand for Tina og det efterfølgende gruppemøde, så alt i alt burde jeg få nok at se til.

Der er rift om mig! Mig, mig, mig! Ja, eller det er ihvertfald det de allesammen siger: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, Ugebrevet Mandag Morgen har just udgivet et temanummer, 'Talentkampen 2006', om emnet og Statsministeren vil sende akademikere ud med aviser - og hvor stiller det så en (forhåbentlig) snarligt færdig stud.scient.pol?

Tidligere ville jeg gerne til udlandet og tage en master. Har altid haft en drøm om at læse Europæiske Studier ved LSE, prøve at opnå en MA ved Fletcher School eller at studere ved John F. Kennedy School of Government. Jeg har stadig masser af udlængsel, men omvendt er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Hvis jeg skal ud, så skal det derfor enten være gennem udstationering eller også skal jeg først få erfaring gennem et arbejde i et par år. Så derfor er jeg gået i tænkeboksen. Er egentlig ganske glad for at være i Landbrugsraadet, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med lidt andre sektorer end jordbrug og fødevarer. Var derfor en tur på den såkaldt SICEF messe i Øksnehallerne. Messen er nok mere rettet mod studerende fra CBS, ihvertfald var de repræsenterede virksomheder vist mere interesserede i cand.merc'er end i scient.pol'er. Men ok, jeg er - i lighed med Berlingske Nyhedsmagasin - efterhånden nået til den erkendelse, at hvis jeg havde ville tjene mange penge i det private, så var Statskundskab nok et dårligt studievalg. Var alligevel ganske spændende at snuse rundt derude, meget kan man sige om Finansministeriet, men de var nu ganske gode til at sælge sig selv.

Indenfor den lidt mere begrænsede tidshorisont er der imidlertid stadig et speciale der skal tænkes på. Vi var til det første møde med vores vejleder Lotte Jensen i dag, og det var en glimrende oplevelse. Mødet varede to timer og vi fik masser af god og konstruktiv kritik. Der er bestemt masser at arbejde med stadigvæk, men det er nu meget rart at høre at man er på rette vej.

Bortset fra det er de seneste dage gået med det sædvanlige: Arbejde og speciale. Har desuden fornøjet mig med at lave regnskab over SU og hvor meget jeg må tjene ved siden af. Det var mildest talt en trang oplevelse, da jeg vist er nødt til at melde SU fra i november, samt skære ned på arbejdstimerne. Hvordan det skal hænge sammen rent økonomisk ved jeg endnu ikke. Men hvis I er heldige kan jeg findes i færd med at optræde med falsetsang og lystig dans for penge på Strøget.

PS. Til slut endnu en lille musikanbefaling. The Changes har erobret mine højtalere de senere dage med deres urimeligt gode sange. Tag et lyt nedenfor og læs mere om gruppen her.

The Changes - Modern Love

The Changes - Sisters

The Changes - In the Dark

The Changes - House of Style

I takt med at jeg snart nærmer mig det skarpe hjørne den 1. december, må jeg indse, at jeg er ved at være gammel, slidt og affældig. Spillede hockey igår - hvilket var absurd hårdt - og havde også en løbeaftale med Mads kl. 7 i morges, så nu sidder jeg her på specialepladsen og har meget ondt af mig selv og min ømme dvaske krop.

Er ellers ved at smådrukne i materiale. Henriette har været så venlig at kopiere en masse tekster fra sidste semesters udbud om 'Idé-begrebet i nyinstitutionel teori', og problemet er, at alle teksterne virker så sørens relevante, at jeg nok næppe kan undslå mig for at læse dem. Derudover var jeg et smut forbi Instituttets bibliotek for at finde nogle andre bøger, så der er rigeligt at tage sig til i de kommende dage.

PS. Savner du en kæreste? Hungrer du efter kjærlighed? Er det for trist at se 'De unge mødre' helt alene? Gnaver ensomheden ubønhørligt i din sarte sjæl? Det kan jeg godt forstå, fordi så længe du er single, så er du nemlig intet mindre end dødsdømt på det danske ejerboligmarked. BRFkredit har til stor overaskelse opdaget noget helt, helt nyt: At det er nemmere og billigere at låne penge hvis man er et par; ja, faktisk benyttes det charmerende udtryk 'stordriftsfordele' omkring det at være to til at købe en bolig. De såkaldte 'nyheder' bliver bedre og bedre...

Suk, når musikgrupper går i opløsning anvender de nogle gange den tyndslidte floskel om 'kreative uoverenstemmelser' som begrundelse. Nuvel, efter at have været på en klassisk besøg-fra-Jylland-strøgtur sammen med min mor og søster kan jeg konstatere, at kreative uoverenstemmelser tydeligvis også gør sig gældende når det gælder tøj-shopping. Vi kunne ihvertfald langt fra blive enige om hvilken trøje man skal købe som fremadstormende ung mand. Det gik hverken værre eller bedre end at vi endte med at bide af hinanden, så det var i sandhed en vellykket lørdag formiddag.

Bortset fra det, så har jeg de seneste dage investeret i ikke færre end to nye cd'er. Den første er det nye Lambchop album Damaged (Gaffa anmeldelse her) og den næste er en gammel yndling: The Embassy: Tacking. Lambchop er en af de grupper som musikjournalister elsker at elske, og som flere af mine yndlingskunstnere plejer at namedroppe i tide og utide. Så da jeg så deres nye album i går spontankøbte jeg det. Ved ikke rigtig hvad jeg synes. Det er ret stille og jeg har svært ved at putte det i en rar og fast bås rent genremæssigt. Måske den skal have nogle flere gennemlytninger. Ihvetfald er det god læsemusik. The Embassy, derimod, har jeg elsket lige siden jeg hørte deres fabelagtige It pays to belong for efterhånden et halvt år siden. De er som Pet Shop Boys med svensk accent, minder i stil om Nordstrøm - og derfor er det vist overflødigt at nævne at jeg forguder dem.

Idag er også dagen hvor Kejserinde Dagmar indleder sin genbegravelse i Skt. Petersborg (Udenrigsministeriet har minsandten lavet en temahjemmeside omkring affæren). I den anledning har jeg selvsagt valgt at 'Rusland' skal være mit tema til aftenens gangcrawl. Bevæbnet med den amuserende statistik om at russiske mænd i gennemsnit bliver hele 52,8 år gamle (tallet skyldes primært drukrelaterede sygdomme, vold og slige herligheder), serverer jeg vodka, syltede agurker (uundværligt til russiske drukgilder) og russisk slik - altsammen købt i den svært tilrøgede russiske butik lige vest for Rådhuspladsen. Og så skal der ellers skåles for at Dagmar kommer hjem til gode, gamle og trygge Россия. Hvis man vil have en lidt skæv vinkel på landet, så kan det anbefales at bladre Vice Magazines 'Russian Issue' igennem. Det er yderst underholdende og ganske foruroligende. Synes du at det er pudsigt hvordan rige russere altid er enormt vulgære i deres smag? Det er der måske en forklaring på:

"False modesty and affected self-loathing are not good strategies to win over people of any strata in Russia. You don’t want to be the type who says “shucks,” even in coded irony. In the West, false modesty, proving that you can laugh at yourself, and self-loathing are all just strategies intended to show how strong, cool, and self-aware you are. It’s one of those coded social lies that come naturally to us, but which are exposed for what they are in a culture as direct and fearless as Russia’s. Only a loser would tell people that he’s a loser. If you hate yourself, then why the fuck should anyone else waste their time on you?"

Så husk at pakke selvironien væk næste gang du fraterniserer med en russer....!

PS. Ifølge Claus Hjorth Frederiksen (nu officielt min hade-politiker hos Venstre), så deler Venstre og Dansk Folkeparti en 'række central værdier'. Det bliver mere og mere klart at der er brug for et alternativ, for jeg hører tydeligvis snart ikke hjemme hos Danmarks såkaldte 'liberale parti' længere.

PPS. Som de fleste nok har bemærket, så holdt Venezuelas præsident Hugo Chavez noget af en brandtale ved FN's Generalforsamling i denne uge (talen i fuld længde kan læses her). Det er en lækker omgang. Bemærk f.eks. hvordan Noam Chomsky fremhæves som manden der har gennemskuet hvordan tingene virkelig hænger sammen. Og måske allerbedst er hans kritik af at George W. Bush går som John Wayne. Ubetaleligt! Og så siger de at international politik er kedeligt!

Så nåede jeg tilbage fra barndomshjemmet og sidder nu på arbejdet, hvor jeg (indtil videre forgæves) leder efter dagsordenen til det kommende EU Rådsmøde omkring Transport, Telekommunikation og Energi. Som nævnt fik jeg ar på sjælen da min iPod for nylig gik i sig selv, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget; så blev jeg jo tvunget til at opdage ny musik.

En ganske finurlig gruppe jeg har lyttet en del til er The Blow. Vil ikke skrive en længere roman om hvem de er (bl.a. fordi jeg ikke har orket at finde ud af det!), men blot poste et par links til et par af deres sange. Det er ganske skæv indiepop, hvilket som bekendt er nok til at gøre en flottenhejmer som mig helt kulret. Som det sig hører og bør, så har gruppens medlemmer også deres egne blogs, forsangerens hedder 'The Touch Me Feeling' (ypperligt navn!) og er tilpas arty-farty til at hun sandsynligvis får den lavet af studerende fra den lokale designskole i Portland, Oregon.

The Blow - Parantheses

The Blow - Pile of Gold

The Blow - Hey Boy

The Blow - Come on Petunia

Af andet musikalsk guf kan nævnes min passion for Casettes Won't Listen (MySpace side her). Han er en tilsyneladende meget aktiv musiker og remixer, som har en lyd der kan få mig til at spinde som en veltilfreds pungrotte. Nedenfor er et par af hans remix.

Asobi Seksu - Strawberries (Casettes Won't Listen Remix)

The Diggs - Everyone is starting over (Casettes Won't Listen Remix)

Morcheeba - Everyone Loves a Loser (Casettes Won't Listen Remix)

Dr. Octagon - Aliens (Casette's Won't Listen Remix)

Og en enkelt af hans egne sange:

Casettes Won't Listen - Cutting Balloons

Slutteligt et par sange fra endnu en gruppe med et pragtfuldt navn: Say Hi To Your Mom. De spiller ret catchy indie pop/rock, som er godt at cykle på arbejde til. Eller fra arbejde for den sags skyld. Det siger sig selv, at jeg er aldeles pjattet med visse af titlerne på deres sange.

Say Hi To Your Mom - Sad, but endearingly so

Say Hi To Your Mom - Not as goth as they say we are

Say Hi To Your Mom - Angels and Darlas

Og dermed takker musikimperialisten af for denne gang....!

Ak ja, hvor nemt ville det ikke være at synge Depeche Mode nu (You stumble in my footsteps....lalalalalalala...try walking in my shoes)? Sidste dag her i hjemstavnsbyen inden jeg vender næsen hjemad i aften. Har været nogle ganske fagligt givende dage, hvor jeg har fået læst og skrevet en del - og i øjeblikket summer mit hoved konsekvent af alt for mange teoretiske overvejelser (ER Advocacy Coalition Framework kompatibelt med den historiske institutionalisme? Så svar dog!). I aften flyver jeg så til København sammen med min mor, der skal til en astmakonference på Rigshospitalet. Hun bliver indtil søndag, så den står atter på familiekomsammen, kun afbrudt lørdag aften af gangcrawl på kollegiet. Vi må se om jeg kommer ud af den affære med en ikke-alkoholskadet lever. Søndag ligger jeg givetvis brak og skal ellers et smut ud at sige 'hej-hej-hej' til Sine.

Lige om snart skal jeg en tur ind til byen for at kigge. Min gamle musikpusher i Stereo Studio skal selvfølgelig have et visit, og ellers er jeg på jagt efter en trøje nu hvor vinteren inden længe lægger sin kolde og klamme hånd over os...

En kort lille hilsen fra Nordens Venedig (øh, ja, eller noget. Det stod i en turistbrochure jeg læste engang), hvor der ikke er så meget nyt. Bruger mestedelen af min tid på at granske bøgerne, snakke med mine forældres hund (den er så god til at varme ens fodende), hjælpe min far med at blande cement (sic) og ellers være familiesocial - jvf. billedet fra et par dage siden. Søndag var jeg endvidere på Aalborg Stadion for at se den ulyksagelige kamp mellem AaB og OB. Her vandt de forbistrede fynboer 1-0 efter en miserabel AaB indsats, så det kan jeg stadig gå at skumle over. På positiv siden vandt de borgerlige som bekendt valget i Sverige, hvilket vakte udelt tilfredshed hos undertegnede - især fordi den kommende statsminister har en umiskendelig lighed med Alfons Åbergs far.

Med andre ord har jeg det godt og returnerer frisk og afslappet hjem til København torsdag aften. Denne gang bliver det gudsketakoglov med fly. På vejen herover i toget kunne jeg kun få plads i familievognen, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg var ganske få milimeter fra at gennetæve dampbarnet Victoria (eller som hendes mor hele tiden - virkningsløst - sagde: 'Hold så OP, VicTOria!") der sad overfor mig hele vejen til Århus. Hvor trist at det ikke er alle der har søde familiemedlemmer som Ingrid at læse pixi-bøger med.

En sidste hilsen fra mig inden jeg tager nordpå. Ved noget nær den meste hjerteknusende begivenhed i årevis, valgte iTunes ved geninstalleringen at slette hele indholdet på min iPod igår. Tre måneders samling af sær indie og electronica, puslet og nusset om - væk, væk, VÆK! Så i skrivende stund er jeg i fuld gang med at finde lidt ny musik til at kunne underholde mig på togturen. Forude venter et par forhåbentlig faglige og hyggelige dage. Bis dann!

Min agtværdige kollega Anne Grete slubrer. Højlydt. Især når hun drikker grøn te. Og gerne med en efterfølgende bemærkning om at jeg drikker alt for meget kaffe - et synspunkt jeg i og for sig ikke er uenig i - når jeg sidder på arbejdet. Vi kom derefter til at diskutere det evigt aktuelle emne om, hvorfor man gennemsnitligt lever så meget længere i visse asiatiske lande end man gør herhjemme. Hvis man spørger koreanerne, så skyldes det helt klart ginseng-rodens ualmindeligt helende kraft, ja, ginseng er faktisk godt mod praktisk talt samtlige dårligdomme man kan opstøve. Så er der jo kineserne, japanerne og deres meget elskede førnævnte grønne te. Suppleret med en sund kost, anderledes rygevaner osv. medfører det åbenbart, at japanske mænd og kvinder, ifølge WHO, kan forvente at blive henholdsvis 79 og 86 år gamle, mens de tilsvarende tal for danskere er 75 og 80 år.

Hvilket naturligvis leder hen til mit egentlig mål med dagens indlæg: Japanske mad og i særdeleshed Okonomiyaki. Okonomiyaki ( = 'som du selv vil have det') kan vel bedst beskrives som en slags pandekage, hvori man kan iblande alt muligt. Vi fik dem på en restaurant på Miyajima sidste år (to gange, faktisk!), og de er stadigvæk mit bedste madminde fra Japan. Tilsyneladende er det en lokal ret fra Hiroshima området, og jeg kom til at tænke på dem efter maddiskussionen her til formiddag. For de smagte urimeligt godt og tanken gjorde mig ganske forfærdeligt sulten, hvilket den mere verdslige personalerestaurants buffet ikke helt har kunne gøre noget ved - måske fordi sulten er iblandet en længsel mod at komme afsted igen.

I øjeblikket sidder jeg på arbejdet og forsøger at sætte mig ind i en sag om misbrug af dominerende stilling fra 2002, hvor der sker domfældelse i Østre Landsret i næste uge. Det er meget jurapræget, men det hører sig vel også til engang imellem. Plenum igår aftes var præcis så langt og kedsommeligt som den slags møder nu er, men det er nu meget rart at være fri for diverse forpligtelser. I aften står den på middag med den afgående Styrelse på kollegiet og så drager jeg vestpå lørdag. Dermed også sagt, at de kommende dages opdateringer kan gå hen og blive en smule sporadiske, men fortvivl ej - jeg vender frygteligt tilbage før end I ved det.

PS. Nu vi er i Asien, så havde BBC i går en ganske pudsig artikel omkring navneproblemer i Kina. F.eks. er der 3.937 personer alene i Shanghai der hedder 'Chen Jie', hvilket skaber ganske store problemer i telefonbøgerne, for postvæsenet og administrationen i almindelighed. På samme måde er der 900.000(sic!) beboere i byen der har 'Zhang' til efternavn og over 1.5 mio. i Beijing der hedder 'Wang'.

Endnu en specialedag på kontoret, jeg er ved at besvime af kedsomhed over at læse metodebøger, det er omtrent ligeså spændende som at give sig selv rituelle små-lussinger. Ah! Så er det straks lidt sjovere at finde diverse tidsskriftartikler. Tag nu f.eks. denne herlige sag fra Samfundsøkonomen. Sexet, ikke sandt? Læskende er også artiklen 'Hvad kan vi bruge Marx til i dag' af Hans Aage fra RUC. Tankevækkende at vi stadig har den slags gravballemænd vandrende rundt i det danske universitetssystem.

Nu vi taler om mosefund, så er der Plenum på det traditionsrige kollegium i aften. Det sidste halve år har jeg siddet i den såkaldte Styrelse (måske ville det være mere dækkende med navnet 'Udvalget-for-folk-der-er-dumme-nok-til-at-lave-det-arbejde-alle-de-andre-freeridere-ikke-gider') på så magtfulde poster som Kommunikationsmester og - siden 1. juli - Kabysmester. Imidlertid synes jeg ikke rigtigt at engagementet er til en periode mere, så stiller ikke op til genvalg. Det fritager mig dog ikke fra min yndlingsdisciplin: Aflægning af beretning. Det kan kun blive morsomt. Eller noget.

Så arriverede jeg på Axelborg, hvor jeg har specialedag. Efter fem års studier har jeg endelig indset, at jeg ikke får nok ud af mine såkaldte 'læsedage' derhjemme. Tingene har det med at glide sammen. Jeg bliver distraheret af nettet, jeg kunne jo også liiiiiige gå ud at lave en kop kaffe, jeg kunne jo også liiiiiiige høre den der sang, jeg kunne jo også liiiiiiiige [indsæt overspringshandling her]. Så derfor har jeg nu aftalt med Landbrugsraadet, at tirsdag, onsdag og torsdag sidder jeg ved mit skrivebord på kontoret, hvor jeg så skal grifle løs på specialet. Det bliver sikkert lidt af en balancegang - at jeg sidder 37 timer om ugen fysisk på arbejdet kunne måske friste visse af mine fusentaster til kolleger til at drive rovdrift på mig - men jeg satser på at være en ørn til at sige 'NEJ!', suppleret med et brysk blik og små tiger-klo bevægelser.

Ellers er de seneste dage gået med arbejde, en tur i selvpinercenteret og et par besøg hos Sine. Ja, jeg skylder vel efterhånden visse nysgerrige læsere at fortælle, at jeg minsandten er stødt på en sød ung dame, der mirakuløst nok ikke er blevet træt af mig endnu - selv efter flere uger. Ihvertfald er jeg en glad lille reje for tiden! Bortset fra det, så tager jeg nordpå på lørdag. Jeg var sidst på forældrebesøg ved Skt. Hans og da det ser ud til at weekenderne de kommende måneder ikke bliver mindre aktivitetsfyldte end de hidtil har været, så er det lidt på tide med en tur derop. Bliver deroppe en fem dages tid og slæber faglitteratur med, så det skulle også gerne blive en smule specialerelateret.

PS. Som gammel ansat i Guds Eget Ministerium, vækker 'nyheden' om at Folkekirkens økonomi løber løbsk ikke den store undren. Vejledningen til at melde sig ud af vores statskirke kan findes her.

Brunch er et overvurderet koncept. Ja, altså, jeg er helt med på at pandekager og ahornsirup er et hit af dimensioner, men seriøst: Hvis brunch bare er en omskrivning af 'Morgenmad + gris', så spis dog din bacon, cocktailpølser og røræg tidligere på morgenen og få det overstået.

Spøg til side, egentlig er den slags jo ganske fornøjeligt. Den allestedsnærværende kollegiestyrelse holdt ryd-ud-i-pulterkamrerne session, og efter et par timers brutal udsmidning af alt fra flere VHS-afspillere til en papmache-kamel og en gyngestol, så syntes vi at vi ville belønne os selv med en fyrstelig brunch på Café Leo. Nu sidder jeg så her med den voksende vom fuld og venter på at Stine (fashionabelt forsinket) arriverer til en kop kaffe. I aften er der atter en gang kollegiefest, men jeg er for en gangs skyld ikke så fræsj. Når man når min fremskredne alder, så kan man ligeså godt afskrive hele søndagen, samt regne med at slæbe rundt på søvnunderskud mandag, hvis man vælger at være en lille abe lørdag nat. Og jeg ved snart ikke om specialelæsningen kan holde til at være så sporadisk som den har været de sidste par uger....

De er ekstatiske i Japan i dag: Prinsesse Kiko fødte her til morgen det første drengebarn i den kejserlige familie i næsten 41 år. Den lille purk vil blive nr. tre i arvefølgen til 'Krysantemum Tronen' efter Kronprins Naruhito og sin far, prins Akishino.

Normalt er jeg meget lidt interesseret i royale historier - faktisk er jeg en varm fortaler for republikkens indførelse - men det er alligevel lidt fascinerende at følge med i begivenhederne derovre. Hidtil har prinsesserne Masako og Kiko født piger, hvilket et godt patriarkalsk samfund som Japan naturligvis har haft en del kvaler over. Faktisk så mange kvaler, at den arme og upopulære Masako er for et par år siden gik ned med en depression over sin manglende evne til at føde drengebørn. Hun har ikke kunne passe sine officielle pligter siden 2003, og det er næppe tilfældigt at hun netop i disse dage, hvor hendes 'rival' har født en dreng, er taget på sin første udenlandsrejse siden 1999. Masako er tidligere diplomat, uddannet på Harvard og har generelt haft svært ved at finde ind i den rolle hun som den ideelle japanske kvinde forventes at spille. Kiko, derimod, passer sin underdanige plads og er blevet de japanske mediers og konservatives øjesten, om end hun ikke skal føle sig alt for sikker - der er jo altid brug for flere drengebørn i reserve!

I de senere år har der været en diskussion i Japan om hvorvidt man skulle ændre arveloven således, at man kunne få sin første kvindelige kejserinde i næsten 3.000 år. Nu er den diskussion vist midlertidigt lukket, men det er den videre debat omkring kvinders rolle i samfundet skal være, ikke. Det er nemlig ikke nemt at være kvinde i Japan. Du møder en mur af modstand på arbejdsmarkedet, hvor det mildt sagt er svært at nå særlig langt som kvinde. Derudover er der alle de uformelle forventninger og normer: Du skal som kvinde gerne finde dig en mand og blive gift i en ung alder, samt i øvrigt stå for alt hvad der hedder børnepasning og arbejde i hjemmet. Mange kvinder forsvinder fra arbejdsstyrken når de bliver over 30 og får aldrig brugt den uddannelse de har taget. Den slags er tåbeligt, især når man som Japan står overfor en massiv ældrepukkel og behov for arbejdskraft. Naturligvis sker der en opblødning med tiden, men det japanske samfund er stadig meget præget af konfucianisme og en kollektiv og hierarkisk tankegang. Nogle unge reagerer ved demonstrativt at blive en del af en sub-kultur og iklæde sig aparte tøj og flippe ud, måske bedst eksemplificeret i de hvad Gwen Stefani med vanlig vestlig popkulturel arrogance kalder for Harakuju Girls.

Enhver de har besøgt Asien ved at der er en ganske stor mentalitetsforskel på den asiatiske og den vestlige tankegang. Hvor førstnævnte opererer meget med traditioner, hierarkier og grundlæggende tænker i kollektivet/familien/nationen, så er vi i Europa prægede af oplysningstidens idealer omkring det ukrænkelige og suveræne individ. Det er altså det enkelte menneske der tages afsæt i, hvilket kan gøre det svært for en almindelig blegfed dansker at forstå hvordan man i andre kulturer, kan acceptere ting som selvmordsbombere, eller i det japanske tilfælde: De famøse Kamikaze piloter under 2. verdenskrig. Groft sagt, så betyder det, at hvis man vokser op i en kultur, hvor du som kvinde forventes at underkaste dig din mand, din familie, dit firma osv. osv. og blive en del af kollektivet - så er det altså bare pokkers svært at komme nogle vegne. Netop derfor bliver hele affæren med den kejserlige fødsel interessant i en kønspolitisk debat, da den illustrerer hvor langt - eller måske rettere: hvor kort - man i Japan er nået med at ligestille kvinder og mænd. Og i den ånd, så har jeg valgt at pryde dette blogindlæg med et billede af prinsesse Aiko - der (såfremt man accepterer monarkiet som institution altså) retteligt burde være den kommende kejserinde af Japan.

PS. Charlotte Dyremoses retræte fortsætter; nu vil hun ikke længere tale om skat! Meget pudsig udmelding fra en skatteordfører, men ok, der er jo heste der skal strigles.

PPS. Crikey! De ryger som fluer for tiden: Først Krokodillejægeren Steve Irwin og nu Steen Bostrup. Vil lidelserne da ingen ende tage?

Kvalifikationskampene til fodbold EM i 2008 er just begyndt. Her på den billige langside hader vi det danske landshold og vil derfor ikke behandle umulius'ernes kamp mod Island på onsdag. Derimod vil der blive fokuseret på den højspændte kamp mellem Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkerne indledte deres pulje med at vinde 2-1 på hjemmebane over Wales. Dobbelt målscorer blev debutanten David Lafata, hvilket han tilsyneladende selv havde svært ved at kapere. Efter et mildt sagt skuffende VM er tjekkerne inde i en omstillingsfase. Truppen til kampen mod Wales var følgende:

Petr Čech (Chelsea), Antonín Kinský (FC Saturn Ramenskoe), Tomáš Ujfaluši (Fiorentina), Martin Jiránek (Spartak Moskva), Radoslav Kováč (Spartak Moskva), David Rozehnal (Paris Saint Germain), Marek Jankulovski (AC Milan), Tomáš Zápotočný (Slovan Liberec), Tomáš Galásek (1. FC Nürnberg), Jiří Štajner (Hannover 96), Libor Sionko (Rangers), Jaroslav Plašil (Monaco), Marek Kulič (Mladá Boleslav), David Lafata (FK Jablonec), Tomáš Sivok (Sparta Praha), Tomáš Rosický (Arsenal) og Marek Matějovský (Mladá Boleslav)

Adskillige af disse spillere er ganske ukendte udenfor Tjekkiet og den opmærksomme læser vil bemærke. at der mangler to af de største tjekkiske fodboldspillere i nyere tid: Pavel Nedvěd og Karel Poborský, samt en anden af mine favoritter Vratislav Lokvenc. Alle er for nyligt gået på pension fra landsholdet, hvilket har efterladt holdet noget usikkert og kønsløst. Holdets stjerne Rosický har taget over som anfører og der hviler et pænt pres på den unge mand. Samtidig er der for første gang i mange år ikke de helt oplagte talenter i tjekkisk fodbold til at tage over - bl.a. derfor havde Tjekkiet den ældste trup af alle holdene ved VM. I den hjemlige liga fortsætter Sparta med at skuffe, mens Mladá Boleslav og Slovan Liberec atter har lagt sig i front. Spartas elendige form kostede i weekenden træner, mens de to gamle Sparta koryfæer Michal Bílek og Horst Siegl har taget over. Undertegnedes favoritklub Bohemians Praha ('Bohemka') frister en lidt omskiftelig tilværelse i den tjekkiske anden division, men oprykning er bestemt ikke umuligt. Den generelle mathed i tjekkisk fodbold er ikke tilfældet hos 'lillebroderen' Slovakiet. Holdet indledte sin vej til EM med at knuse Cypern med 6-1 og med den nye Glasgow Rangers spiller Filip Šebo i topform, suppleret af navne som Nürnbergs Marek Mintál og Zenit Skt. Petersburgs Martin Škrtel (billedet), så skal tjekkerne passe alvorligt på.

En af de interessante ting ved fodbold er når man kan tolke sporten ind i kulturelle, historiske og politiske rammer. Forholdet mellem tjekkere og slovaker er i almindelighed godt. Opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1992-1993 må karakteriseres som en af de mest fredsommelige skilsmisser nogensinde - selvom de noget gedulgte aftaler mellem Václav Klaus og Vladimír Mečiar stadig er genstand for nogen debat. Historisk set var den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet den mest industrialiserede og velstående, mens de slovakiske egne mere var præget af landbrug. På samme måde var og er slovakkerne væsentligt mere konservative og katolske end de mildt sagt ikke særlig religiøst plagede tjekkere. Efter adskillelsen tog de to lande da også hver sin vej. Tjekkiet havde op igennem 1990'erne vind i sejlene med høj vækst og selvom man med rette kan argumentere for at den politiske kultur ikke helt fulgte med (jf. de seneste måneders skvalderier om dannelsen af en ny regering i landet, samt de stadige problemer med korruption). Imens Slovakiet sakkede bagud under den mildt sagt autokratiske og populistiske Mečiar. Tingene forandrede sig i 1998, da den borgerlige Mikuláš Dzurinda og hans parti SDKÚ-DS vandt valget. Siden da gik det stærkt: Slovakiet blev det neo-liberale reformparadis og IMF's kæledække, med alt lige fra flat tax, gennemgribende ændringer af stort set alle politiske institutioner i landet og medlemsskab af alle de relevante internationale organisationer. Det medførte høje vækstrater, men også masser af tabere. Hvis man kører lidt udenfor dem boomende og dynamiske hovedstad Bratislava opdager man hurtigt, at landet stadig langt fra er ligeså velstående som de øvrige EU-lande. Måske det kan forklare hvorfor Robert Fico og hans noget lurvede regering kom til magten i juli i år. Ihvertfald lovede de at bruge væsentligt flere penge på offentlige yderlser mv. Det bliver interessant at se hvordan det skal lade sig gøre, når man samtidig skal overholde diverse konvergenskrav fra EU. Tjekkiet gik mere eller mindre i stå i årene efter 2000, med evindelige mindretalsregeringer og kun inkrementalistiske og langsomme reformer. Derfor står landet stadig overfor at skulle besvare det helt oplagte spørgsmål: I en globaliseret verden, med en stadigt ældre befolkning og et Kina der kan lave tingene billigere end os, hvad skal vi så leve af, når vi bliver for dyre til at det kan betale sig at outsource produktionen til os - og vi skal til at være en vidensøkonomi? Den slags plejer at kræve reformer som gør ondt og det er ikke et valg man er villige til at tage endnu.
Tjekkiet og Slovakiet er med andre ord historien om to relativt ens lande, der valgte forskellige veje, men begge igen står i vadestedet og skal bestemme sig for hvilken retning man skal tage.

Og mit bud på kampen i Bratislava på onsdag? Tjekkerne prygler forhåbentlig slovakkerne noget så grundigt, så jeg siger 4-2. Češi do toho!

Update! Også på UEFAs hjemmeside varmes der op til kampen.

Update 2! Tjekkiet vandt selvfølgelig! 3-0, på to mål af Sionko og et af Koller.

Egentlig har jeg ikke det store at berette i dag, udover at jeg har været på en yderst fornøjelig tur i Zoologisk Have. Vejret var lidt blandet og blæsende, men selskabet var udsøgt og bavianerne havde det fint. Faktisk så fint, at jeg opdagede at bavian-familiemønsteret ser ud som følger: En han, fem til otte hunner, div. unger. Tilsyneladende er hannens primære opgave at koste rundt med de andre, sove, æde og parre sig. Det samme gør sig gældende hos løverne. Nuvel, man kan vel ikke forvente at dyrene læser Audre Lorde eller slige feministiske teoretikere, men lidt morsomt er det alligvel. Vi var også vidner til autentisk pingvindans (dén skal kopieres til førstkommende fest!) og vaskeægte skildpadde slåskamp - en drabelig affære.

PS. Det er et stykke tid siden jeg har bragt sære links, men til gengæld er jeg meget stolt over dette: En Top-20 over sære japanske tv-reklamer. Og mærk jer mine ord: de er übermærkelige!

Så følg dog med, dit dorske øg! Når man er datter af en tidligere finansminister/en af Danmarks bedst tjenende mænd, så er der ikke plads til slinger i valsen. Næh nej! Nu skal der skattelettelser til! I toppen, tak! Og det kan kun gå for langsomt! Charlotte Dyremose topper jævnligt min hade-politiker liste. Ja, jeg er faktisk næsten tilbøjelig til at mene, at hun uden større anstrengelser dasker Morten Homann af topplaceringen. Og hvorfor nu det? Jo, altså udover at hun har en generelt irriterende belærende/lille-pige attitude, så er det bare så nemt for hende. Det er så nemt, så nemt at være succesfuld, konservativ og højt på strå når man har fået alt forærende og kommer fra en ressourcestærk baggrund. Og det nemt at sidde at udtale sig om skatteincitamenter for arbejdsløse når man selv er et overklasseløg af rang. Og ærlig talt, læs denne artikel ('Skattepolitik på hesteryg' - hvad gi'r I mig?!) og fortæl mig at man kan tage hende seriøst. Derfor fryder det mig enormt at følge de seneste dages udveksling af spydigheder mellem De Konservative og Venstres Jens Rohde omkring mulige skattelettelser. Især følgende lille sviner fra Rohde fik mig til at klukke ved morgenmadsbordet:

»Jeg er sikker på én ting: Hvis regeringen gik ind og lavede det, som Dyremose kalder for intelligente skattelettelser, så har regeringen underskrevet sin egen dødsdom,« siger politisk ordfører Jens Rohde. Han begrunder dødsdommen med, ingen politiker kan skabe folkelig forståelse for det projekt. Specielt ikke når budskabet bliver leveret af Dyremose i TV. Hun skræmmer alle væk.

»Hvis man står på fjernsyn og strigler sin hest oppe i Nordsjælland, som hun gør. Og taler for, at vi skal lette skatten for de rigeste 40 pct., og man så tror, at man kan skabe en folkelig forståelse, så har man ikke forstået ret meget«

Selvfølgelig pustede Helge Adam Møller sig op bagefter, men alligevel: Tag dén, elendige konservative hyklere!

Update! Nu står verden ikke længere! Charlotte Dyremose vil nu ligeså gerne sænke mellem- og bundskatten!

Skumle-skumle! Kender I de skinhellige charlataner der åh-så-friskt-og-frejdigt bekendtgør at de bare eeeeeeeelsker at løbe? Fordi man bare 'sådan får klaret hovedet' og det er jo så dejligt at løbe. Man er så afslappet bagefter! 5,10,15 km? Uhhmmm, det er vel nok rart!

Well, nu skal jeg sige jer en ting! Det er IKKE rart at løbe! Det er IKKE afslappende! Man får det IKKE hyggelækkert bagefter! Tværtimod! Det gør ondt! Man halser rundt og ligner en gennempryglet René Dif undervejs! I opløbsspurten, når man endelig har fået sat fart i sit dvaske legeme, er man ved at smadre sig selv fuldstændig, da en matrone fra Post Danmark synes hun vil gå i stå lige foran een. Og dagen efter smerter det i de fedladne skanker når man cykler på arbejde. Der er - med andre ord - ikke én eneste god grund til at indlade sig på noget så tåbeligt og infamt som at løbe DHL-Stafet.

Eller er der? Det sociale samvær med kollegaerne er nu vældig hyggeligt. Man får snakket med en masse man i dagligdagen kun får hilst kort på i kantinen. Og løb bliver altid lidt sjovere når det bliver gjort til en social begivenhed. Og hvornår fik du sidst chancen for at se din normalt meget korrekte og stilede chef helt og aldeles ude i tovene af anstrengelse? Ja, det skulle da lige være til julefrokosten.

Nuvel, egentlig gik det meget godt. Løb de 5 km på 21.33, hvilket vel er ok, min i bedste fald middelmådige fysiske form taget i betragtning. Og selvom benene da er lidt ømme i dag, så må jeg desværre erkende, at en løbetur i ny og næ nok er den bedste måde at holde sig sund på - især når man - som undertegnede - ikke har noget imod at spise i samme mængder som en vanrøgtet hest. Og den står på mere motion de kommende dage. Stine berettede glædesstrålende at hun og Morten kun havde 21 flyttekasser (og senge og skabe og borde og og og...), så mon ikke der venter en asende og masende lørdag i pendulfart mellem Amager og Sydhavnen?