Indre by

Det er ikke hver dag at man opdager, at ens kollega er helt tosset med tysk/fransk electronica. Exakt Neutral, cha cha cha! Af andre dejlige nyheder kan jeg notere mig, at AaB's (nu noget falmede) angriber Simon Bræmer er begyndt at frekventere en healer. Nu er det som bekendt ikke mig der er professionel sportsmand, og alt respekt for den unge Simons sjæleliv, men jeg kan nu ikke dy mig for at citere en fellow-AaB fan her i Landbrugsraadet ved frokostbordet:

"Vor herre bevares, Bræmer! Hold nu din kæft og tag din træning seriøst! Hvis du vil være glad igen kan du sætte Jimi og Rene i kasettebåndoptageren!"

Og det er jo så sandt som det er sagt.

Hurra! Svaret på mine bønner er endelig kommet! Nogle geniale mennesker hos MIT har opfundet 'The device that tells you when you are boring or irritating'. JA! Intet mindre. Ganske vist er den opfundet til at afhjælpe autister med deres kontaktbesvær, men mon ikke der er andre (undertegnede, f.eks.) som kunne have brug for denne epokegørende opfindelse? Læs mere hos New Scientist. Ellers har det været en arbejdsdag, plus jeg var et smut i SATS for at træne (i deres Scala afdeling - ewwwww!). Nu skulle min aften så gerne forløbe med lidt læsning, siden jeg har et læsegruppemøde imorgen at fornøje mig med. Senere på aftenen skal Cecilie og jeg ind at se Syriana. Det glæder jeg mig selvfølgelig til, ikke mindst fordi det jo skulle være en god film, men også fordi det er et stykke tid siden jeg har været søskendesocial.

Fordi jeg er sådan en sørens flink fyr (og på opfordring fra Louise), så er her ugens (let fremrykkede) musikanbefalinger. Denne uges passion er Shortwave Set, en lækker svensk trio. Jeg ved ikke så meget om dem, men deres sange Is it any wonder? og Slingshot har spillet konstant i mit hovede det sidste døgns tid. Bemærk de ringlende piano-samples. Nam-nam.

Helle Thorning er nu en amuserende politiker. Selv en så inkompetent borgerlig regering som den nuværende behøver intet frygte, når oppositionslederen frivilligt gør sig selv til genstand for spot og spe. Imidlertid er det ikke Fru Thorning jeg er ude efter i dag, men snarere Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup. Han udtaler til Jyllands Posten:

"Alt, hvad Helle gør, er godt og rigtigt. Jeg er enig med hende, uanset hvad hun siger"

Okeeeedokeee, Nick. Var du sarkastisk lige der? Eller er der en måde hvorpå man kan blive medlem af din sekt?

Har egentlig en kende travlt på arbejdet, men stødte lige på dette billede. Der har været total solformørkelse over dele af Afrika og Centralasien, og det faktum, at drengen ude til højre har taget brillerne omvendt på er ganske enkelt urimeligt morsomt.

Den gode Stobbe havde vist desværre ret i sin kommentar nedenfor - jeg lyder efterhånden mest af alt som en bitter gammel mugost. Er i almindelighed ikke alt for godt kørende for tiden (sover skidt, manglende koncentration mht. studier og job, inefficient læsning, føler mig lidt fortabt generelt), og det smitter vist af på mine udgydelser her på siden. Er nået frem til, at jeg vist trænger til ferie. Eller ihvertfald at komme væk fra hverdagens trummerum. Så hvis jeg kan få fri fra arbejdet, så tager jeg på forældrebesøg i en uges tid fra på lørdag. Noget siger mig, at jeg også godt kunne trænge til at få socialiseret lidt med dem, især den Gamles helbred taget i betragtning. Så hvis I støder på en stresset udseende personage med et hav af bøger og et livstræt ansigtsudtryk i toget nordpå, så ved I hvem det er. Husk at sige hej. Så bliver jeg så glad.

Jeg kan dog med nogen tilfredshed konstatere, at jeg ikke længere er venneløs på MySpace (tag dén, Stobbe!). Jeg er blevet uopfordret ansøgt om venskab af en japaner (som antager at samtlige danskere er helt besatte af Mew), det danske elektropop band Nordstrøm (ingen anelse om hvordan de støvede mig op, men de laver ok musik, hør sangen Berlin her), en mærkværdig koreaner (som jeg slet ikke aner hvad hun vil mig) og endelig har jeg selvfølgelig selv søgt om at blive venner med moi Caprice (det manglede da bare).

Bortset fra det, så er de sidste dage gået med arbejde/læsning (de to ting flyder ret meget sammen rent emnemæssigt for tiden), timer, at spille hockey (= de mest be-vablede fødder sydøst for Atlas bjergene) og lytte til musik.

Blot en lille reminder i disse blasfemitider: Det er nu fem år siden ødelæggelsen af Bamiyan Buddha statuerne i Afghanistan fandt sted. De var jo også kun 1.500 år gamle og uerstattelige. Og det var kun ret og rimeligt at bombe dem. Den slags handlinger er jo intet at tale om, sammenlignet med tolv satiriske tegninger af Muhammed i et dansk dagblad.

PS. Læs mere om statuerne her og her.

Update. Jeg kan så notere mig, at den daværende Taleban guvernør i Bamiyan, der var ansvarlig for den månedlange bombning (ja, så lang tid tog det faktisk), i dag sidder i det afghanske parlament. Det er så dejligt læskende når de gode græder og de onde ler.

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget disillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her). Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede - sammen med Václav Havel - en stor rolle for demokratiet i landet.

Det blev - som forventet, fristes man næsten til at sige - dagen, hvor jeg ikke fik lavet særlig meget fornuftigt. Jo, altså, udover at høre musik, læse avis, spille lidt Playstation, være social med folk på køkkenet plus spise sammen med den hårde kerne af gårdagens indflyttermiddag - dvs. Peter, Marie og Johanna. Det var hyggeligt og fornøjeligt, inter-gang kontakter har aldrig skadet. Har dog lidt dårlig samvittighed over, at der er gået endnu en weekend hvor jeg ikke var faglig. Og der vanker en større opgave på arbejdet i morgen, som jeg ikke fik set ordentligt på fredag. Utroligt at jeg ikke snart lærer at hanke mig op i den nakke.

Og så oprandt dagen, hvor mit største litterære idol Douglas Coupland interviewede mit største musikalske idol Morrissey. Titanernes møde kan læses i artiklen fra The Observer. Klasselæsning! Nu vi taler om musik, så informerede Thomas mig just om, at Pet Shop Boys skal spille til Zulu Rocks i juni. Behøver jeg nævne, at jeg just har danset en vild, vild triumfdans og flænset min t-shirt i stumper og stykker af bare glæde? Ok, måske gjorde jeg ikke det sidste, men tilfreds - dét er jeg. Mon ikke man kan lokke 'zu usual suspects' med? Det tror jeg nok at man kan!

Den kommende uge minder til forveksling om de forrige: Arbejde, studier, træning osv. Har endnu ikke de store vilde planer for weekenden, men det kommer forhåbentlig.

Update! Nu også med billede af Morrissey - fotograferet af Wolfgang Tillmans.

Pyh. Gammel, grå, træt og tømmermandsplaget - og det blev ikke engang særlig sent. Men fri vin er åbenbart for meget til at jeg kan administrere det. Suk. Godt jeg ikke har andre planer end at ralle i dag. Var indflytterfest på NOKO i går. Jeg har set en del frem til den, men alt i alt fusede det hele lidt ud. Ikke ret mange mennesker efter middagen. Ret skuffende. Var selv i seng ved tre tiden, nej vent, hvis vi regner den ondskabsfulde sommertid med, så var den fire. Men det ændrer ikke på at det var en flad omgang. Brokke-brokke-brokke.

Siden sidst har jeg haft en hjemme arbejdsdag (spørg mig ikke hvor meget jeg nåede), været inde at se 'V for Vendetta' og fornøjet mig med køkkenrengøring. Det var en lidt speciel film, meget politisk, måske en kende fortænkt, men ganske underholdende. Den bygger på en tegneserie (se mere her) og foregår i et dystopisk England i 2020, men har en række aktuelle kommentarer til statens indgreb i borgernes grundlæggende frihedsrettigheder i en verden med terror, usikkerhed mv. Fint nok, men den maler med den brede pensel, og stiller ikke spørgsmål ved hovedpersonens tirader om at 'idéer nogle gange er mere værd end livet'. Nå ja, ok, nu forstår jeg så bedre hvordan selvmordsbombere tænker....!

På det mere jordnære plan, så glemte jeg vist de ugentlige lørdagsmusik anbefalinger. Sagen er den, at jeg ikke har fundet så meget nyt guf på nettet i denne uge. Har til gengæld fået hørt radio, så kan sende et par rosende ord til følgende sange: The Delays: Valentine, Cat Power: I found a reason, Bloc Party: Tulips (Kan hentes her) og endelig det nye Josh Rouse album Subtitulo i almindelighed.

Jeg er faktisk ikke ufølsom. Kun lidt. Måske 93 pct. ufølsom, 6 pct. indifferent og så kan den sidste procent nok splittes op i et eller andet der kunne antyde emotionelt indhold. Når det så er sagt, så bliver jeg nogle gange sådan lidt rørstrømsk. Det skete bl.a. da denne tekst af Henrik Winther - en af mine favorit journalister - blev bragt i Weekendavisen i november måned. Tag lidt tid til at læse den.

"SØNDAG formiddag går jeg ud ad hoveddøren, ned ad trapperne og krydser vejen for at komme over på solsiden – i hvert fald her i den kølige tid, om sommeren bliver jeg ofte i skyggen. Så går jeg op ad vejen, forbi busstoppestedet, forbi det ombyggede Pippi-hus med Jaguaren og to 4-hjulstrækkere i carporten og svinger ned ved Tennis-Flemmings vej. Krydser vejen ved platanerne og over for de to søstres hus åbner jeg den grimme jernlåge og går ind på kirkegården.Så er man alene. Sammen med rigtig mange døde. Det lyder uhyggeligt, det er det ikke, tværtimod. Jeg følger altid den samme rute op mod kirken, selvom jeg af og til falder i staver og kommer til at gå ligeud, hvor jeg plejer at skære ind til venstre. Så pludselig står man og spekulerer over, hvor man er, og hvordan man er kommet der. Og kikker på nogle gravsten, som man normalt ikke passerer. »Far« står der på en gravsten, suppleret med en indgravering af et barnligt tegnet hjerte. Der står Far på temmelig mange gravsten, det er lidt underligt – sødt, men også lidt for lidt. Jeg ville nødig bare begraves som Far – man har dog været mere. Lidt i hvert fald. Og man synes vel også, at man er sig selv, man er sit navn, sit liv, og skønt »far« er en stor og væsentlig del, måske den vigtigste del, så dog ikke den eneste. Men her ligger mange fædre, der kun er Far. Færre mødre, der kun er Mor.

Jeg går videre på min tur, det er forskelligt, hvor lang tid jeg har til at stå og læse og forestille mig historien bag – når klokkerne ringer, er det hurtigt videre. Her om efteråret går jeg og sparker i de gule blade, i en grav hviler en død malermester, oven på ham hviler en levende, hvid kat, der kikker grønt på mig. Miav, siger vi, og jeg går videre. Passerer skibskaptajnen og et par grevers familiegravsteder, hvor regnen snart har udvisket navne og årstal.

Nogle gange møder jeg andre mennesker, vi hilser på hinanden, det ville vi ikke have gjort, hvis vi havde mødtes ude på fortovet. Men herinde hos de døde hilser man – jeg møder også hundeluftere, første gang stirrede jeg vredt på parret (hund + mand), men har siden opdaget, at det af en eller anden grund er tilladt at lufte hund her. Mindes engang, jeg så en hund sidde og besørge på en grav på Holmens Kirkegård, et syret syn. I denne tid pyntes mange grave med gran af kirkegårdens folk, jeg ved ikke, hvad reglerne er, om man betaler ekstra for det, om det er luksuspakken eller en bestemt julepakke, man skal købe, men pænt og velduftende er det. På min rute drejer jeg op mod kirken ved den meget store gravsten, bautastenagtig, hvorpå Jylland (men ikke Sjælland og Fyn) er indhugget (medmindre Sjælland og Fyn er indhugget på bagsiden, det skal jeg da have undersøgt). Det er et gravsted for en (jysk?) geograf, og på stenen står der skrevet:»Fædrelands-Kundskab fremmer Fædrelands-Kærlighed«. Det kan vist diskuteres. Men set fra en geografs synspunkt var det et udmærket motto.

Nu er det, at stien stille begynder at gå opad – terrænet hæver sig, for jo tættere man kommer kirken, jo flere ligger der begravet nedenunder. Derfor er den nyeste del af kirkegården synligt lavere end den del, der blev anlagt allerede i 1100-årene. Og det er på stykket op mod den ældste del, at jeg hver gang besøger to – nyere – gravsteder, der ligger inde langs grusede sidestier. Jeg har fundet dem ved tilfældigheder, mens jeg vandrede rundt og kikkede på sten og på navne og årstal, jeg kender ikke de døde, jeg kender ikke engang deres slægtninge, men hver søndag besøger jeg de to gravsteder. »Du er stadig min mor,« står der på stenen, og jeg kan huske første gang, jeg læste det, jeg stivnede, det var forfærdeligt, det var alt for stærkt, alt for trist, alt for smukt, Du er stadig min mor. Og så er der elefanten. Barnet/faren har stillet en elefant i sten op på graven, en fin elefant med to hvide stødtænder. Det vil sige: den ene stødtand er brækket af. Man ser det for sig, ikke sandt: en eller anden kommer forbi, ser elefanten og tænker: »Jeg må hellere sparke den stødtand af, det vil sikkert glæde familien.« Pang, så ryger tanden. En enkelt gang jeg var her, havde man forsøgt at udbedre elefanten med en papirstødtand, men nu er den væk igen. Så når barnet og faren og resten af familien står her og mindes den mor, der stadig er barnets mor, konfronteres de samtidig med den ejendommelige ondskab, nogle mennesker ikke kan eller vil styre. Det, synes jeg, er synd – oveni, at barnet har mistet sin mor.

Jeg går videre til en anden sti, herinde gemmer sig et lille gravsted, hvor der altid er tændt levende lys. Jeg har været her rigtig mange gange, og kun en enkelt aften, jeg tilfældigvis kom forbi, var lysene gået ud. Det er fyrfadslys, sat ind i små lygtehuse, der står bøjet hen over graven, som er fyldt op med blomster – visne og nye, buketter og potteplanter, breve, hjerter, små tøjkaniner, en lille bænk, man kan sidde på. Og så selvfølgelig en masse små engle, der hænger og vifter i buske. Her ligger en pige, der kun blev 20 år, begravet, og på stenen står der:»Himlens smukkeste engel.«Det gør ondt hver gang, men jeg kan ikke gå forbi. Engang så jeg moderen sidde på knæ og pusle om gravstedet, og jeg gik en anden vej. Hun må tage herop hver dag for at tænde lysene, det er ikke kun søndag formiddag, hun tænder lys for Himlens smukkeste engel, det er hver dag. Hvilket savn. Hvilket forfærdeligt tab at miste sit 20-årige barn. Jeg har lyst til at fortælle hende, at jeg er ked af det på hendes vegne, men det giver ingen mening, hvad skulle hun bruge det til. Jeg har også lyst til at spørge, hvorfor datteren døde, hvordan hun var, jeg vil gerne kende hendes historie. Men jeg har ingen ret til at blande mig.I stedet går jeg herhen hver søndag formiddag, passerer grossererne, majorerne, de registrerede revisorer, skoleinspektøren, der deler gravsted med viceskoleinspektøren, professorerne og alle de anonyme fædre, for så at gå hen og stå ved elefanten og Du er stadig min mor og bagefter se på de levende lys, der brænder hos Himlens smukkeste engel. Det er blevet et ritual, jeg ikke kan komme ud af.

Men så ringer klokkerne, og som John Donne skrev, skal vi ikke spørge, hvem de ringer for, de ringer for dig og for mig, og jeg må videre, op til kirken, deroppe, hvor fortidens store familier, gårdejerne, ligger begravet tæt ved kirkedøren. Og jeg går forbi den sorte gravsten, som jeg altid prøver at lade være med at se på, for på den står der »Mester din Vilje ske« og det udtryk har jeg det lidt svært med, især ordet Mester.Og så er der selvfølgelig de grave, hvor der er stukket et lille grønt skilt ned i jorden. »Hjemfalden«, står der – og det er vi jo alle før eller senere."

Jeg ved ikke hvorfor, men den rørte mig altså.

Jeg har altid været lidt pjattet med basketball. Ganske vist var jeg kun lige middelmådig nok til at skrabe mig ind med det yderste af neglene på Aalborg Katedralskoles b-hold dengang i de glade slut-90'ere (men hey, vi vandt over Hasseris i finalen!), og måske hedder hedengangne Charlotte Hornets - jeg var fan af deres legndariske spiller Muggsy Bogues, i øvrigt den mindste spiller i ligaens historie - i dag noget helt andet (og væsentlig mere kikset), men derfor kan jeg jo stadig godt synes at det er en spændende sport. NBA interesserer mig ikke så meget længere - i gamle dage kunne jeg dog bruge laaaaaang tid på at se de nyeste basketresultater på Eurosports tekst-tv og NBA Jam var mit yndlings Super Nintendo spil i store perioder - snarere synes jeg at collegebasket er det mest interessante.

Tilsyneladende er der en del amerikanere der er enige med mig. NCAA holder en årlig turnering her i marts (det såkaldte March Madness), hvilket er guf for enhver basketfan. Duke University er de evigt tilbagevendende storfavoritter og er holdet man elsker at hade (Update: De blev slået ud af Louisiana State! Se en 'You're the man now, dog' reaktion her). Der er også de hold som amerikanerne elsker at holde med, den evige underdog, dvs. de små, ikke så rige, men ædle/glade amatører som kæmper mod de store, onde og aristokratiske universiteter (læs: Duke). I år er det hold som Bradley, George Mason og Wichita State (for et opgør med underdog illusionen, læs denne interessante artikel på Slate).

March madness medfører åbenbart en voldsom debat blandt sportsinteresserede om hvem der vi vinder turneringen og hvem man identificerer sig med (se f.eks. denne lille humoristiske gennemgang af holdene), og det brændende spørgsmål der optager jer nu er selvfølgelig: Hvem holder brilleaben med? Og hvem skal jeg satse familieformuen på? Til det første spørgsmål burde svaret give sig selv: Jeg holder naturligvis med Pitts. Da de desværre valgte at lade sig slå ud af førnævnte Bradley, så må vi jo kigge på de tilbageværende hold, hvor jeg tror på Memphis. Opdateringer følger!

Bwaaaah! Jeg er for træt til at finde på noget originalt i dag, har haft en mind-numbing dag på arbejdet, så vil i stedet bringe et par erklæringer(!), lidt flere nytteløse links, tilfældige følelsesudbrug, krydset med en knivspids (jeg har så gerne ville skrive 'knivspids' i laaaaaang tid) brokkeri i almindelighed.

Jeg har vist aldrig fået nævnt, at jeg elsker Röksopp videoen til Remind me? Ganske vist er den efterhånden et par år gammel, men den er stadig i stand til at få mig sidde fascineret og ønske jeg havde blot et milligram kreativitet i mig (samme effekt har deres Eple video). Kom blot til at tænke på den, da jeg for lidt siden fandt noget af artworket vi brugte til at pynte op med til festen i november. Den altid kreative Tina hjalp dengang med designet af bl.a. boardingcards og 'safety' sedler (endnu engang tak for det), som minder om musikvideoen. Se den her.

Og så vil jeg til Chicago. Ja, nu er det afgjort. Der er ikke andre steder i USA jeg hellere vil besøge. Jeg mener: Common er derfra. Economist har lige haft en rosende survey om byen (som jeg læste fra ende til anden uden stop). Den bedste sang på Sufjan Stevens' Illinois album handler om Chi-town. Min yndlings politikblogger Daniel Drezner underviser på University of Chigaco. Det samme gør den ondeste IP-teoretiker i verden: John Mearsheimer (se hans og Stephen Walts meget omdiskuterede artikel om the Israel Lobby's indflydelse på amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten her). Forglem ej heller Chicago skolens betydning indenfor økonomien i almindelighed. Og White Sox blev baseball mester sidste år. Jeg kan i skrivende stund ikke komme på een eneste ting der ikke er sejt ved Chigaco. Det skulle da lige være, at mit første møde med byen blev gennem Willard Motley's neo-klassiske 'Lev stærkt, dø ung', som der vist er en del unge mennesker der er stødt på i tidernes løb. Remember kids: Just say no!

Nu vi taler om baseball, så må jeg lige dele mit helt irrationelle had til Toshiaki Imae. Denne slambert, denne slyngel, dette udskud, denne umulius, dette BÆST af en baseball spiller, var medvirkende til, at mine fnullergøjer fra Hanshin Tigers tabte til Chiba Marines, hin oktober aften på Miyajima, hvor vi efter at have set på Shinto-templet, jagtet dumme bambidyr og (forgæves) søgt efter vinkekatte. Og DET var traumatiserende. Jeg skal ikke lade som om at jeg ved ret meget om baseball, men det var egentlig en ret spændende kamp, og guderne skal vide, at jeg elsker alt fra Kyoto. Så når den nævenyttige Imae stikker en kæp i hjulet, så bliver jeg vred. Uwaaaah!

Andre end mig der har lagt mærke til, at Hviderusland har været en del i medierne på det sidste? (Nå, ikke? Så læs her hvorfor). Til at krydre de tørre indslag fra tv-avisen (woo-hoo, nu er der 500 mennesker der demonstrerer i Minsk! Så rykker det! Pisk stemningen op. Ny orange revolution på vej!!! Eller noget...?). Lidt galgenhumor skal I dog ikke spares for. Sådan laver man propaganda post-Soviet style. Snyd ikke jer selv for videoen på samme hjemmeside. Jeg kan af egen erfaring sige, at man ikke holder sig tilbage fra disco-disco-disco østpå.

PS. Troede I forresten at økonomer ikke kan være sjove? Så tjek Xavier Sala-I-Martins hjemmeside. Den mand er gal, siger jeg jer, gal! Og han har været SÅ tæt på en nobelpris i økonomi.

PPS. Jeg er alt for dvask til at have en mening om Ahmed Akkaris nyeste tåbeligheder. Den mand er jo behandlingskrævende. Selvfølgelig var hans lille bombesprængningsopfordring sagt i spøg, men seriøst: Er der ikke nogle psykiatere der kan hjælpe ham i hans febervildelser? Det coole ved ham er, at hver gang nogle fanger ham i at fucke up, så starter han med at benægte alt ("Over for avisen sagde imamen i går, at han intet kendte til den pågældende biltur, men nu erkender han altså, at have sagt ovenstående", Børsen i dag), hvorefter der kommer en eller anden søforklaring, som oftest ikke har bund i noget som helst fornuftigt. Oh well. Måske havde jeg alligevel en mening.

Tirsdag aften, jeg er søvnig og lytter til Sufjan Stevens, bedre kendt som 'sigøjnermusik' blandt de mandlige medlemmer af min familie - fnys! Har været et par lange dage, mest fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i seng i ordentlig tid og derfor er mere eller mindre permanent i søvngængertilstand. Søndag aften var jeg på besøg hos Cecilie, hvor jeg på grusom vis blev tvunget til at se Kronprinsessen. Trofaste læsere vil vide at jeg kun hader få mennesker (men dem jeg hader, hader jeg så til gengæld også inderligt!) og Hanne-Vibeke Holst er eet af dem. Brugte i går på arbejde, en tur i Frederiksberg Svømmehal for at træne og senere en kæk omgang læsning og formattering af computeren. Idag har jeg smidt de gyldne lokker (suk!), været til læsegruppemøde og timer. Om lidt er der kage i køkkenet, og siden hen bør jeg vel så se at få læst lidt i min ny-arriverede bog. Synes tiden flyver afsted - kan ikke helt forstå at marts snart er ovre - og ærlig talt ved jeg ikke helt hvad 2006 er gået med indtil videre.

PS. Man skal være en kold og hård støder for ikke at synes videoen til Bright Eyes First Day of my Life er lidt rørende.

Gisp! Risk er et DJÆVELSK spil, siger jeg jer! Ikke nok med at den karnevals-sørøver til Kristian vandt to spil på uforskammet overlegen vis, men jeg fik ikke engang lov til at beholde mit elskede Congo - det eneste land jeg RIGTIG gerne vil vinde. Men det var nu usædvanlig hyggeligt alligevel. Vi var fire - Thomas, førnævnte Kristian, Jens og undertegnede, og det blev en god og lang affære med mad, guf, snak og selvsagt drabelige slag.

I dag har hidtil stået på avislæsning, dovneri og almindelig lediggang. Skal nu i gang med læsningen, inden jeg drøner på besøg hos Cecilie i aften. Dér skulle den gerne stå på pastatærte (hører du?!) og søskendehygge. Jo tak.

Update. Jeg kan ligeså godt indrømme med det samme, at jeg ikke synes at Carpark North er det helt store at samle på. Og jeg må også sige, at jeg synes det lød en kende mærkværdigt at de vandt prisen for årets musikvideo (jeg syntes jo nok oprindeligt at Kashmir The curse of being a girl - kan ses her - burde have vundet) ved DMA. Men seriøst: Videoen til Human er fabelagtig. Se den på deres hjemmeside.

Update 2. Jeg får en velfortjent vasker hos Stobbe. Jeg kan kun sige, at så kan jeg lære det :-D

Update 3. Vil ha', vil ha', vil ha'!!!

Først den rituelle lørdags-musikanbefaling: Guillemots laver fantastisk indiepop, som jeg hører konstant i disse dage. Deres to bedste sange kan hentes her (Who left the lights off, Baby) og her (Trains to Brazil), hvor længe de er tilgængelige ved jeg ikke, men skynd jer: Det er så godt at det næsten gør ondt.

Og nu vi taler om musik, så var jeg med Mads (og hans to venner Emil og Niels) inde at se Gasolin' dokumentarfilmen i Vester Vov Vov. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om den. Jeg anerkender at Gasolin' har haft en enorm betydning for dansk musik, og i min verden er Rabalderstræde og Kvinde Min naturligvis også uangribelige klassikere. Men jeg har ikke det store emotionelle forhold til gruppen, og da jeg er så (u)heldig ikke at have været ung i 70'erne, så er det ikke den helt store hurra-hurra reaktion jeg kan mønstre ovenpå filmen. Måske mest fordi den er lidt uforløst. Den bruger en masse tid på at skildre gruppens arbejdsprocesser, interne konflikter, problemer med at skrive sange osv. osv. osv., men når de så endelig får succes, så bliver det lidt en nå-og-hvad-så oplevelse i filmen. Selvfølgelig er det lidt svært at lave en happy end (de blev jo opløst, og kun ét af medlemmerne, Kim Larsen, formåede at få rigtig succes bagefter), men jeg forlod nu biografen med en lidt flad var-det-virkelig-alt fornemmelse bagefter. Filmen er med andre ord ikke den fødte introduktion til Gasolin' for folk der ikke har noget forhold til den, snarere er den en bekræftigelse i koryfæernes storhed for dem der allerede holder af dem - og det er jo nok som det skal være. Lånte deres 'Black Box' af Mads, og har hørt den lidt i dag. En halv times lytning bekræfter mit første indtryk: Utvivlsomt et indflydelsesrigt band, men meget tidstypisk og tildels ødelagt af, at en smuk og ærligt ment sang som Kvinde Min er blevet vulgariseret og skamspillet så mange gange, at man ikke rigtigt kan tage den seriøst længere. Og det karakteriserer nok alt i alt meget godt mit forhold til Gasolin' i almindelig. På den mere positive front, så blev jeg meget glædeligt overrasket over Vester Vov Vov, det er en usædvanlig hyggelig og rar biograf (med flysæder - hva'behar!). Tror nok at Empire har fået konkurrence om min gunst.

Ellers er de sidste par dage gået med arbejde, et læsergruppemøde, rengøring og slige interessante sager. Lige om lidt griber jeg den allerede pakkede taske og drøner i SATS, hvorefter jeg skal besøge Jens og spille Risk med de andre abekatte. Det skal nok blive spas!

Har lavet et par ændringer på bloggen idag, besluttede mig til at fjerne oversigten over hvad jeg lytter til for tiden, da der alligevel sikkert ikke er nogen der gider læse den slags. I stedet kan I besøge min Last.FM profil og se hvad jeg lytter til på computeren. For yderligere at tilfredsstille min indre exhibitionist, har jeg lavet en MySpace profil, så hvis I også er oprettede der, så link endelig videre. Slutteligt har jeg fjernet linket til familiealbummet, på et eller andet plan var der vel ingen grund til at smække dem op øverst.

Ellers er dagen gået med at træne, styrelsesmøde (langt, trangt og kedeligt) og med at være muggen på migselv over, at jeg ikke rigtig har nået det faglige jeg gerne ville. Mugge, mugge, mugge!

Jeg står gerne ved mine smånørdede sider, hvilket nok er derfor at jeg er ret pjattet med You The Man Now Dog hjemmesiden. Kreative sjæle sender små animationer ind, oftest akkompagneret af musik og lummer/obskur humor. Se f.eks. 'Right now it's YTMND', 'YTMND for Gameboy', 'YTMND.co.jp', 'What could have been...', 'YTMND Trigger' (kun for gamle Chrono Trigger fans!) og naturligvis min gamle favorit 'Captain Picard'. Der er mange, mange flere og man kan få utallige timer til at gå derinde. Wikipedia har også en artikel om YTMND.

Hvorfor er det, at tandlæger er de ondeste mennesker i hele verden (næst efter scient.pol'er)? Eller rettere: Hvorfor er tandplejere det? Min tænder er fine, men efter en solid omgang ruskning-med-tang, ultralyd og andre brutale instrumenter, kunne det konstateres, at jeg (stadig) har ømt tandkød. Efter torturen blev jeg så hjemsendt med påbud om flittig brug af tandtråd - suk.

Ellers blev det dagen, hvor jeg afleverede praktikopgave. Ja, I læste korrekt. Imidlertid spurgte studieadministrations medarbejderen om jeg var sikker på at jeg ville aflevere, da min opgave 'jo er på 7004 ord, og ikke indenfor de tilladte 7000 ord'. Da jeg kiggede vantro på hende, betroede hun mig, at der skam var eksempler på at opgaver var blevet afvist fordi de var på 7006 ord. Det kunne jeg ikke tage helt seriøst, så jeg afleverede alligevel. Der må vel være grænser for
inkompetencen, småligheden og bureaukratiet på KU.

Derudover er dagen gået med at vaske duge fra nytårsfesten (så kan I selv gætte hvor lækre de var) sammen med Mads fra Styrelsen (ak ja, SÅ sjovt er det at være ansvarlig beboer på et kollegium), generel tøjvask, et køkkenmøde (med de klassiske folk-rydder-ikke-op-og-betaler-ikke-deres-gangskat-diskussioner, altså den slags diskusioner der til forveksling munder ud i en række hensigtserklæringer og nu-skal-vi-også-tage-os-sammen-udsagn, hvorefter alting er præcis som før, fordi visse individer stadig ikke er kommet over abestadiet + ikke har lært at rydde op efter sig) og undervisning (bedre kendt som: Tre timers intens kedsomhed).

P.S. Nøj, hvor er Art Brut: Good Weekend altså fantastisk! Så hør den dog, din lomme-Mussolini!
P.P.S. Just for the sake of it: Husk at besøge min medbeboer Frederiks hjemmeside. Det skal nok blive godt.

Den hæderkronede Landbrugsavisen har mange banebrydende nyheder. I fredags kunne man f.eks. læse på forsiden: 'Danmark med i kapløb om kønssorteret ornesæd', en nyhed der betyder meget for mit livs videre løbebaner. Nu vi taler om svinagtige typer, så forsøgte jeg i dag at få afleveret min praktikopgave. Det gik helt fint med at få Uffe Jakobsens underskrift, mens det var helt og aldeles umuligt at få Vivi Larsens, da der var kaffepause, administrationsmøde eller whatever. Bitter og hadefuld måtte jeg derfor tage på arbejde uden at have afleveret.

Ellers står den kommende uge på noget så fascinerende som et tandlægebesøg, undervisning og køkkenmøde i morgen, læsning og Styrelsesmøde onsdag, arbejde og læsegruppemøde torsdag, arbejde og kandidatfest for Jonas fredag, RISK aften med Jens, Kristian og Thomas lørdag (god bedring, Kristian) og antageligvis masser af dvaskning på søndag. Indimellem skal blandes lidt træning, og vupti-vupti, ét styk kedsommeligt liv kommer frem af disen.

I øvrigt skal jeg være den første til at beklage AaB's miserable indsats igår. Skulle hilse at sige, at min far heller ikke var helt tilfreds.

En lille pause oven på en aktiv formiddag. På trods af at jeg først var i seng ved halv fire tiden, kunne jeg ikke sove længere end til 8.30. Spørg mig ikke hvorfor, jeg er selv pænt gnaven over det. Var som bekendt til fest på psykologi i går aftes, det var udmærket spas, bortset fra at de levede op til deres 'klub' tema og udelukkende spillede rædsom 90'er musik. Enhver med blot en smule sans for musik vil vide, at efter to-tre sange af 2 Unlimited og Ugly Kid Joe, så bliver det tydeligt hvor overlegent et årti 80'erne var i forhold til. Ikke engang med den mest ironiske distance fungerer 90'erne som retro-årti. Gys og gru.

Ellers er formiddagen gået med tøjvask og et læsegruppemøde. Nu skal jeg så til at igang med læsningen, men det kræver vist en lur først. Havde også engang i min pure ungdom en forfløjen ambition om at få trænet i løbet af weekenden, men, men, men.....

Og så er det jo i dag at Superligaen starter rigtigt igen (AGF og Sønderjyske tæller ikke i min verden). Mine yndlinge fra AaB møder 'den gule fare', hvilket min sagelige Bedstefader nok ville have glædet sig over. Selv tipper jeg 3-0 til heltene, så den sagnomspundne H.P Rytter forhåbentlig kan juble i den aalborgensiske æter.

Endnu en lørdag er så småt gået uden at jeg fik bedrevet det helt store, har læst lidt, spillet Football Manager (mit Salzburg hold går amok!), været lidt hyggesocial, ordnet lidt Styrelse-relateret og ellers bare været en dvask abekat. I aften skal jeg - om Gud vil og bukserne holder - til fest på psykologi studiet. Jeg ved ikke om det er en art særlig psykologhumor, men ihvertfald hedder deres festforening 'Frontallapperne'. Og aftenens tema er "klubfest". Oh dear. Det kan kun gå galt. Vender selvfølgelig frygteligt tilbage med stemningsrapport imorgen, så snart jeg er vågnet af min alkoholiske døs. Har læsegruppemøde kl. 11 med Henriette, hvilket jeg allerede nu frygter lidt. Vi skal diskutere den opgave vi skal aflevere i offentlig økonomi, og ærligt talt, så er jeg ret blank omkring hvad emne vi skal vælge.

Det er lørdag og dermed tid til lidt snak om musik. Selvom jeg er fattig som en kirkerotte, så investerede jeg i denne uge i M83: 'Before the Dawn heals us'. Albummet er meget ujævnt, fra den aldeles geniale Teen Angst til den fæle og fesne Can't stop. Meget af musikken bliver dog opvejet af det fabelagtige cover.

Af andet musik, skal jeg i denne uge anbefale følgende godter:

Den amerikanske gruppe Voxtrot spiller glad indiepop, som jeg ikke har kunne få ud af hovedet de sidste dage. Lyt især til The Start of something herfra. Uhhhmmm! Der skal også lyde en anbefaling til at besøge endnu en musikblog, nemlig 'The Rich Girls are weeping' (hvorfor er det, at alle andre end mig finder på seje blognavne?!). Jeg har på det seneste hørt adskillige fremragende sange derfra, f.eks. Art Bru: Good weekend og I love you but I've chosen darkness - According to plan.

Nå, glæden varede ikke længe. Tilsyneladende er den gamles hjerterytme stadig ikke normal. Som sådan er det ikke livstruende, men det øger risikoen for blodpropper, og sammen med de store mængder medicin hjertepatienter skal indtage, så er det noget der forringer mine forældres livskvalitet kraftigt. Selvsagt var jeg derfor ikke ligefrem i jubelhumør i går aftes, hvilket jeg egentlig heller ikke er nu - hvor jeg sidder og bakser med offentlig-privat samarbejde på arbejdet. Mein Gott, hvor jeg dog hader jura. Ellers så fik jeg trænet(!), læst en smule og set lidt fodbold sammen med bøllefrøene i køkkenet. Måske en lille hædersmedalje ville være på sin plads?

Gode nyheder, gode nyheder. Min far var inde at blive behandlet for sin hjerterytme på Aalborg Sygehus, og det gik godt, de fik hjertet til at slå normalt. Så herfra kvisten på Østerbro er lettelsen stor. Og det var den vist også for min mor.

Ellers blev min tirsdag brugt på arbejde og timer. Henriette og jeg holdt oplæg omkring Flat tax, det blev delvist kapret af vores underviser (så ti dog stille, din onde kvinde!), men ellers gik det fint nok. Faldt ikke engang i søvn undervejs, så var ganske stolt af mig selv. Om aftenen rettede jeg til på min praktikopgave - den rare Lene fra arbejdet har læst korrektur på den - så nu er den afleveringsklar. Og så var der jo Barcelona-Chelsea, som jeg så lidt af. Kedeligt, kedeligt.

Min formiddag er gået med Styrelsesarbejde, har opdateret vores hjemmeside og ordnet lidt praktisk. Har også mail-korrensponderet lidt med Tereza fra Europeum, som hjalp mig med praktikopgaven mens jeg var dernede. Alt i alt ganske produktivt.

Var der forresten andre end mig der så 'Klovn' i mandags? Det er altså en urimeligt morsom serie, kan stærkt anbefales. Og hvis der er nogle der har en ubændig trang til at forære mig DVD'en med første sæson, så siger jeg ikke nej tak....

Sker det nogensinde for dig, at du midt i Anna Pihl og aftenskaffen tænker: 'Ih, hvordan er det dog lige at de dersens mennesker i udlandet betragter vores lille andedam her i Danmark - og hvilket billede er det vi forsøger at sælge af os selv'? Spørgsmålene er blevet en kende mere tricky siden de famøse Muhammed tegninger, men det skal skam ikke hindre mig i at gå ind i en pseudo-intellektuel analyse af hvordan vi danskere forsøger at brande os selv. Som trofaste (dumstædige?) læsere måske vil erindre, så var jeg en tur i Japan og Korea sidste efterår - læs mere her - og billedet øverst til venstre er fra Shinkansen afdelingen af Hiroshima JR-Station. Undertegnede og min familie venter uforvarende på at skulle med Sanyo Shinkansen til Fukoaka, da vi pludselig støder på denne fabelagtige reklame for Danish Crown. Da jeg skulle starte på jobbet i Landbrugsraadet få dage efter at jeg kom hjem, var jeg naturligvis nødsaget til at få foreviget det smukke øjeblik (se venligst bort fra min frisure, tak).

Og der har I så Danmark. Landet med dejlige blonde børn, Legoland, skøn harmoni, rapsgule marker, død gris, vindmøller, fyrværkeri ved Tivoli og ikke mindst det catchy-catchy slogan 'Happy Family & Happy Taste'. Og så er det at folk herhjemme undrer sig over, at turister forventer et lille eventyrrige når de kommer på besøg i Danmark.

Efter en lang, trang og kedsommelig togtur er jeg atter tilbage i KBH. Har været en god weekend hjemme for forældrene, er ganske afstresset og klar til kamp igen. Lavede ikke det helt store (eksil-jyder vil vide at det netop er pointen, man tager hjem for at lave ingenting og derigennem finde ro og tryghed i visheden om, at der stadig er noget - dvs. barndomshjemmet - som er fast og ikke forandrer sig), udover at blive forkælet og dvaske. På turen hjem mødte jeg et par stykker jeg kender: Jacob fra min gamle gymnasieklasse (han vidste stadig ikke hvad han ville med sit liv, men var egentlig meget glad for sit nuværende job som ansvarlig tax-free butikken på København-Oslo færgen) og Lise fra mit gamle statskundskab hold (som nu læser filosofi på sidefag og var fuld af foragt for sit gamle fag).

PS. Weekendens store samtaleemne i Aalborg var selvfølgelig begivenhederne på Hasseris Gymnasium. Ganske vist er man vant til masser af slagsmål og slige sager i Jomfru Ane Gade, men knivmord til gymnasiefester er alligevel ikke hverdag i middelstore provinsbyer.

Fik for et stykke tid siden tilsendt en af disse hersens rædselsfulde kædemails, hvori man skal skrive hvad man laver osv. Da jeg indså, at jeg alligevel ikke kunne tage mig sammen til at genere mine omgivelser ved at sende mailen videre, så vil jeg hermed udfylde den her. Woo-hoo. Eller noget.

Hvor bor du?
Jo, altså, jeg bor stadig på Nordisk Kollegium på Østerbro. Og det bliver jeg nok ved med til at jeg engang får slæbt min dovne mås til at færdiggøre studiet.

Hvad laver du til hverdag?
Jeg læser Statskundskab og arbejder i Landbrugsraadet i fritiden. Derudover er jeg aktiv i 'Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea'. Næh hov. Det sidste var løgn.

Hvilken bog læser du lige nu?
Uf! Et af de der du-bør-jo-læse-skønlitteratur-spørgsmål. Det ærlige svar må blive 'Ingen', hvis man undtager faglitteratur. Forsøgte at læse Extremely Loud and Incredibly Close af Jonathan Safran Foer (lånte den af min kollega Anne Grete) for nylig, men gik død i den. Ellers så var den seneste bog jeg læste vist Douglas Coupland Hey Nostradamus!. Og det er ved at være et pænt stykke tid siden.

Hviken kunstner ligger i din cd-afspiller?
Min afspiller er i skrivende stund til reperation (piv-piv!), så der ligger sådan set ikke nogen. Hører i stedet meget musik på computeren. I skrivende stund lytter jeg til det nye Flaming Lips album. Og selvfølgelig M83.

Hvilket motiv har du på din musemåtte?
Den er rød, med teksten 'I am a naughty boy' stående på sådan cirka 40 gange. Fik den af min gamle kollegiegang. Var nok et dybere budskab i det. Antager jeg. Hmmmm.

Favorit blad(e)?
Economist, Weekendavisen, Mandag Morgen og Euroman (sidtnævnte når når jeg er ved frisøren).

Favorit dufte?
Frisklavet kaffe.

Yndlingslyd?
Keyboard stykket i Human League's Don't you want me?. Og lyden af hjem.

Værste følelse i verden?
Ensomhed.

Hvad er det første, du tænker på når du vågner om morgenen?
Jeg tænker ikke så tidligt på dagen.

Yndlingsfarve?
Sort (rent tøjmæsigt), men ellers kan jeg rigtig godt lide grøn.

Hvor mange gange når telefonen at ringe, inden du tager den?
To-tre gange.

Hvis du af en eller anden grund skulle skifte for- eller efternavn, hvad skulle du så hedde?
Mit navn er sært, men det er mit, og jeg ønsker ikke at hedde andet.

Hvad skal dit barn hedde?
Don't get me started....!!!!! Ingen anelse, men jeg ved ihvertfald hvad han/hun IKKE skal hedde.

De(n) vigtigste "ting" i din verden?
Jeg forstod ikke helt spørgsmålet, men det vigtigste for mig er selvfølgelig de mennesker jeg holder af. Og at blive lykkelig selvfølgelig.

Favoritmad lige nu?
Jeg elsker thai-mad og ristaffel. Min søsters pastatærte er heller ikke at foragte. Det samme gælder min mors madlavning i almindelighed.

Elsker du at køre stærkt?
Nej, jeg hader at køre bil, og har ikke siddet bag rattet i tre år.

Sover du med et tøjdyr - og har det et navn?
Nej og nej.

Tordenvejr - flot eller skæmmende?
Så længe jeg er indenfor, så er jeg ret indifferent.

Hvis du kunne vælge at møde en bestemt person (død eller levende)?
Tomáš Masaryk, John Locke, Douglas Coupland og forsangeren for Briskeby. Oh, og Scarlett Johansson selvfølgelig.

Favorit drink/alkohol?
Pilsner Urquell

Hvad er dit stjernetegn?
Skytte

Hvis du kunne vælge hvilken som helst profession, hvad skulle det så være?
Verdenshersker.

Har du nogensinde været forelsket?
Ja.

Hvor mange fingre på tastaturet?
For få.

Hvad er der under din seng?
Min dyne og hovedpude.

Favorittal?
Har ikke noget.

Hvilken sport ser du helst på tv?
Gider ikke se andet end fodbold.

Ord/vending du bruger (for) tit?
'Okidoki', 'fabelagtigt' og 'brilleabe'

Hvem/hvad kan gøre dig lykkelig?
Orv. Den var værre. Spørg mig igen når jeg holder op med at tvivle på alt.

Se så, det blev I jo ikke klogere af, men det gjorde Spydigper fra Amager nok - hun mente ikke at jeg ville svare på spørgsmålene. Tag dén, din charlatan!

Nå, d'herrer og damer, så bliver jeg lidt tavs de kommende dage. Vil en tur til verdens ende, dvs. Aalborg, for at fejre mit mødrende ophav, plus blive forkælet i en helt urimelig grad. Har haft en usædvanlig ineffektiv og dvask uge, så er nok godt nok at jeg kommer en tur til provinsen og slappe yderligere af. De fæle togture bliver tilbragt sammen med Stine på vejen ud, og min søster på vejen hjem, så alt i alt bliver de 10-12 timers transport nok mindre kedelige end de plejer. Jeg vender naturligvis frygteligt tilbage på mandag med nye beretninger fra livet i overhalingsbanen/jet-set tilværelsen/magtens korridorer etc. etc. etc.