mandag, januar 30, 2006 

Melt your heart

Så begyndte semesteret igen, var til to udbud: 'Beslutnings- og implementeringsprocesser i EU' og 'Regimeformer'. Det var en noget blandet omgang. EU-udbuddet var det som Henriette og jeg havde besluttet os for at følge, men det var mildt sagt ret kedsommeligt og med relativt meget fokus på implementeringsdelen, hvor det snarere er beslutningsprocesserne som interesserer os. Ved endnu ikke helt hvad vi gør. Faget får en chance mere i næste uge, men...

Regimeformer udbuddet fulgte jeg alene, og umiddelbart er det ikke mening at jeg skal op i det eksamen. Følger det fordi jeg synes transitionsprocesserne i Central- og Østeuropa + SNG landene er spændende, og umiddelbart blev jeg ikke skuffet. Måske var underviseren ikke helt så tight og skarp som jeg havde håbet, men lad os nu se. Første indtryk kan som bekendt være fejlagtigt.

Siden jeg kom hjem har jeg ledt efter tidsskriftaftikler (og hold da op, hvor er visse af dem dog tunge at danse med) og lyttet til ny musik. Her ved 21 tiden skal jeg forbi at besøge Cecilie, min mor er i København i forbindelse med en konference, så vi skal mødes og drikke kaffe. Går med skumle planer om at begynde til japansk her sammen med Cecilie, så skal benytte lejligheden til at lokke hende.

søndag, januar 29, 2006 

I like the future and the future likes me

En hyggelækker søndag, hvor jeg sidder og lytter til sær indiemusik fra forskellige blogs (start på DoCopenhagen, masser af guf!). Har ellers ingen planer i dag, hvilket er skønt! Fredag var jeg først på det tidligere omtalte introduktionskursus i Landbrugsraadet. Det gik godt, beskyttet af rigelige mængder kaffe og ganske veloplagte oplægsholdere, gik tiden fra 8 til 16 egentlig ret smertefrit. Efter en hurtig smuttur forbi kollegiet, kørte Mikkel, Malene og undertegnede til Tisvildeleje i et mere eller mindre faldefærdigt vrag af en Volvo. Det blev en god aften, masser af lummer snak, god mad, hygge og afdanket musik fra 90'erne (er altid ganske underholdende, hvordan folk i midten af tyverne forsøger at overbevise sig selv og andre om, at musikken fra 90'erne faktisk ER kvalitativt på niveau med 80'erne).

Lørdag morgen var også en fornøjelse, Henrik ('Dr. Punto') berettede levende om begrebet 'traumeleder', som åbenbart er den ansvarlige læge, når patienter med traumer kommer ind på intensiv. Pointen er, at traumelederen skal træde to skridt tilbage og ikke må røre ved patienten - ellers mister han det store og forkromede overblik over situationen. Selvsagt benyttede Henrik denne storslåede analogi som begrundelse for at kunne sidde og hælde kaffe i sækken, mens vi andre lavede morgenmaden. Na, klar....!

Kørte hjem med Kia om eftermiddagen, gik tur med Malene på Østerbro og hapsede en eftermiddagslur. Er stadig lidt af en snøftemås og har ondt i halsen, så kunne ikke overskue at skulle ud til en fest i Brønshøj, hvor jeg alligevel mest af alt ville sidde og hænge, så ringede til Thomas for at høre om der var en billet til overs, nu hvor han, Jens, Kristian og Stine skulle ind at se Munich. Det var der, hvilket jeg selvsagt var svært tilfreds med. Mødte også Kristians nye kæreste (tillykke herfra), så alt i alt var det en vellykket aften.

torsdag, januar 26, 2006 

Come back and make up a good-bye at least. Pretend we had one.

Var voldsomt forkølet, snottet og ondt i halsen her til morgen, så undlod at tage på arbejde. Var heller ikke så meget at lave derinde at lave alligevel. Brugte i stedet det meste af dagen sammen med Malene (som jeg har været så betænksom at smitte), vi så Eternal sunshine of the Spotless Mind, en af mine favorit film. Især filmens absolutte nøglescene i huset på Montauk Beach er helt fantastisk.

Ellers så skal jeg til Introduktionskursus i morgen på KolleKolle i Værløse, skal køre inde fra Axelborg kl. 7.45, så den gamle og trætte brilleabe skal tidligt op! Skal så sidde og høre om de forskellige afdelinger i Landbrugsraadet indtil kl 16, hvor jeg først drøner hjem - for så derefter at skulle køre med Mikkel og Malene til et sommerhus i Tisvilde, hvor vi skal have ypperlig festivitas sammen med en flok andre NOKO-beboere. Sjov og ballade.

Det samme skulle gerne være tilfældet lørdag, hvor jeg skal til farvel-fest hos Janne. Der kommer en masse fra scient.pol holdet - bl.a. min anden gamle læsemakker Andreas og hans kæreste Annette, begge har læst i Australien - så det ser jeg lidt frem til. Hvordan jeg kommer helskindet til Brønshøj og hjem igen ved jeg ikke, men det er vistnok en del af charmen.

onsdag, januar 25, 2006 

I bet you look good on the dancefloor

Nøj! Det utrolige er sket. Jeg, Kåre Jeronimus Töetlich Papa Boo, har dags dato smidt et styk færdig praktikopgave til gennemlæsning hos min vejleder. 'God bedring' hilsener og evt. erstatning for svie og smerte kan sendes til min hjemmeadresse. Yup.

Ellers har jeg brugt min dag på en tur i SATS (gisp!), set lidt fodbold (iiih, Cameroon-Togo var en spændende første halvleg) og nu er jeg dvask og i slap-af mode. I går aftes fik jeg besøg af Henriette og Janne (nuværende og tidligere læsegruppemakkere), og det var superhyggeligt. Janne tager her pr. 1. februar til Bruxelles, hvor hun skal være praktikant for Henrik Dam og Poul Nyrup. Nu er jeg ganske vist ikke socialdemokrat, men lidt misundelig kan man da godt blive alligevel. Men, men, men efter masser af slik, muffins og guf i forbindelse med biografture og hyggeaftener de sidste par dage er det vist efterhånden på tide med en lille kur. Suk.

P.S. Sørens også!

 

Og så sidder der bare en los og kører bussen

Åh. Camilla Sachs Boserup. Hvor er du skøn. Hvor er du dejlig. Og hvor er du himmelråbende dum! Ikke nok med at du har belemret verden med 'Anja og Viktor' filmene (gys og gru!) og flere afsnit af ' Nikolaj og Julie'(må himlen være din syndige sjæl nådig!), du stiller søreme også op til byrådet i Gentofte Kommune. Og bliver tilmed valgt. Uden at ville det. Og nu flytter du så for at undgå at leve op til din borgerpligt. Bravo. Flot. Ih, hvor du dog udviser stor respekt for de 265 (sic!) mennesker som har gidet spilde deres stemme på dig.

P.S. En legende takker af. Vi glemmer aldrig 1993.

mandag, januar 23, 2006 

We just lie about it, as we become shadows of ourselves

Endnu en arbejdsdag er slut, min mave er fuld af forårsruller og jeg har min trusty kop kaffe til at holde mig vågen resten af aftenen. Fik skrevet endnu mere på praktikopgaven søndag, så jeg har sådan set en færdig opgave nu, mangler 'kun' at skære tre-fire sider fra, korreturlæse, lave litteratur liste og få respons fra vejlederen på studiet og visse mennesker i Prag, der alt andet lige burde kunne give faglig relevant kritik på skidtet. Resten af aftenen regner jeg med at skulle sidde og arbejde videre med det hele.

I går aftes var Malene og jeg i biografen og se 'Narnia'. Man kan jo mene hvad man vil omkring C.S Lewis' kristne symbolik i filmen og alt det polemik der har været omkring det (her og her), men tolket isoleret som eventyr film fungerer den ret fantastisk. Tilmed er den dejligt befriet for den der ufrivilligt komisk højtidelige tone som prægede Ringenes Herre. Eller dvs., jeg fik da i løbet af filmen sådan en lyst til at give den nævenyttige Peter en ordentlig vasker, men lad det nu ligge.

søndag, januar 22, 2006 

Somehow you could always tell

Jeg kan rigtig godt lide søndag formiddage. Især når solen skinner ind på mit kollegieværelse, kaffen er varm og velbrygget og jeg kan høre god musik. Det blev lidt sent igår, ikke pga. druk, hor og stoffer (desværre og tværtimod, fristes man til at sige!), sad i stedet og arbejdede med praktikopgaven til kl. 3. Det gik ret godt, selvom den langt fra er færdig, så tegner der sig da konturerne af en opgave i horisonten. Forhåbentlig kan jeg sende et færdigt opgaveudkast til Henriette om et par timer.

De forrige dage er primært gået med arbejde. Fik besøg på bloggen af de evigt spydige kolleger Anne Grete og Jonas, så hvis frekvensen af arbejdsrelaterede ondskabsfuldheder stiger her på siden, så ved I hvorfor. Og det kan jeg udtale mig om som kvinde under 30...!

onsdag, januar 18, 2006 

All tomorrow's parties

Aaaargh! Endnu en lille morale herfra: Glem aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG at aflevere jeres nye skattekort, fordi så bliver man trukket med 60 pct. i skat (+ 8 pct. i arbejdsmarkedsbidrag) - av, av, av! Det værste er, at jeg også gjorde det samme forrige år, og selvom man får pengene igen i sidste ende, så gør det bare ondt her i en mørk, mørk januar måned.

Nå, nok med klagesangen herfra, bortset fra at jeg snart ligger og ruller hjemløs rundt i en papkasse ved Svanemøllen Station, så har jeg det aldeles fremragende. Har været på arbejde de første dage i ugen, og det var ganske opløftende. Fik smidt nogle nye opgaver i nakken, så det ser jeg frem til. Har fået læst noget til praktikopgaven, men den store skriveproces er ikke begyndt endnu. Den kjære computer gik ned igen igår med en efterfølgende formattering som resultat, og det fyldte desværre en del af min tirsdag aften.

Ellers så kan jeg se at Stine - a.k.a. Gufzilla a.k.a. 'Stationcar' - er blevet pænt fortørnet over mine tidligere tirader omkring navne. Hun skal dog være tilgivet, eftersom jeg ved hun er ganske hængt op pga. eksamen for tiden. I øvrigt synes jeg ikke at 'Oliver' er et dårligt bud.

mandag, januar 16, 2006 

Naming and shaming

Jeg skal være den første til at indrømme, at mit eget navn ikke ligefrem er det mest hippe. Men, mine damer og herrer, jeg vil dog påstå, at det på trods af dets åbenlyse ulemper (prøv du at forklare en ikke-skandinav hvordan 'Kåre' udtales!), så er det ikke decideret grimt. Og man får ikke umiddelbart negative associationer med navnet, sådan som man gør med visse andre.

I dag udsendte Danmarks Statistik en skrivelse omkring de populæreste navne, som børn sidste år blev døbt. Og det er rystende læsning. Guf for en vred gammel knark som mig. Lad os dykke ind i statistikken.

Jeg kan konstatere, at de senere års trend med at kalde ens afkom for pseudo-gamle navne stadig er gældende. Ja, faktisk så skulle man tro, at alle nyfødte piger fra parcel-hus helvedet eller boligblokken er direkte i familie med a) en svunden land-adelig slægt eller b) det meste af et plejehjem i Lemvig. Det vrimler med andre ord med fæle se-hvor-kultiveret-jeg-er-fordi-jeg-kalder-min-møgunge-et-navn-der-var-populært-i-tiptiptiptip-oldeforældre-generationen-navne. Et par eksempler: 'Mathilde' og 'Emma' er stadig de to mest populære navne til piger. De bliver joinet af 'Amalie', 'Emilie', 'Victoria', 'Liva', 'Alma' og 'Selma'. Så mangler vi kun 'Sigrid', 'Astrid' og 'Maren' før det er helt tilbage i retro-retro dagene.

Men det bliver værre endnu blandt drengene. Det er som om at samtlige populære navne stammer diekte fra Kig Inds sladderspalter. Eller hvad siger I til 'Lucas', 'Oliver', 'Victor', 'Sebastian', 'Gustav', 'William', 'Noah', 'Oscar', 'Silas'(!!) og 'Marius'(!!!). Og hvad i alverden foregår der i hovederne på forældre der tænker på at døbe deres børn 'Elias' (91 stk), 'Valdemar' (99 stk), 'Laurits' (84 stk), 'August' (77 stk) og 'Julius' (81 stk')?????

I bogen Freakonomics behandles sammenhængen mellem social status og navne. Måske man skulle anbefale vordende forældre at tage et kig i den, den er god at blive klog af - og nej, man bliver ikke automatisk sendt op i social klasse ét af at man får et royalt navn.

I den anledning vil jeg gerne udlodde en pakke kaffe til den af jer der kan komme med de bedste bud til fremtidens 'Brian-navn'. Idag er navnet Brian efterhånden ved at dø ud, men det er den type adfærd man forbinder med en 'Brian' ikke. Så hvilket navn vil overtage de negative konnotationer ved Brian? Bliver det måske Kåre? Kan jeg være så heldig? Forslag modtages gerne!

søndag, januar 15, 2006 

I should've left you at the flea market!

På en skala fra 1-10, så må tøjvask nok få en syv-otte stykker i min verden. Det er simpelthen SÅ herligt! Især når man spilder flydende vaskemiddel udover sine i øvrigt rene bukser. Jamen, kan det undre at jeg sådan lader mig rive med af begejstringen?

I dag slapper jeg ellers af. Har været et par hektiske flyttedage, og jeg kan i den forbindelse komme med en lille gammelklog anekdote: Flyttemænd hader, jeg gentager: HADER at tingene ikke er pakket sammen på flyttedagen. Bortset fra det, så var det nu rart nok at se forældrene igen. Min mor er faktisk lidt af et lille muskelbundt, at I ved det. Hun rykker ihvertfald nogle kg igennem under sådan en flytning. Selv var jeg pænt kvæstet efter at drønet rundt som en gennempryglet odder de sidste par dage, så i dag skal jeg ikke foretage mig noget som helst fysisk. Udover tøjvask, naturligvis. Suk.

fredag, januar 13, 2006 

Before the dawn heals us

Fredag formiddag, jeg har valgt at tage fri fra arbejdet så jeg kan få læst lidt til praktikopgaven. Var alligevel ikke de helt store opgaver der skulle løses i dag, og da resten af weekenden til en hvis grad bliver fyldt ud af familie-halløj og min søsters flytning, så kan jeg godt bruge dagen til at være lidt faglig osv. Ellers ikke så meget nyt. Var på arbejde fra 9 til 17 igår, og var desværre ikke helt så aktiv om aftenen som jeg burde.

Dagens højdepunkt indtil videre har været at nærstudere Gufzillaens dyregalleri (Wolfgang Tillmans - gå hjem og vug!). Især geden fra Faaborg forekommer mig særligt sympatisk! Og hvis man - som jeg - har glædet sig som en lille prærieloppe til at høre nyt fra Flaming Lips, så bør man tage et smut forbi dette link, hvor man kan høre deres nye single The W.A.N.D. Den er ikke helt så syret som 'Yoshimi battles the pink robots' perioden, men den lyder stadig uforskammet fremragende.

onsdag, januar 11, 2006 

You probably couldn't see for the lights, but you were looking straight at me

Bvadr, just hjemvendt fra en kold, blæsende og våd cykeltur fra Henriette. Vi skulle som nævnt finde ud af hvilket udbud vi skal have det kommende semester. Heldigvis forløb det uden kamp, fordi vi begge uafhængigt af hinanden var blevet enige om, at 'Beslutnings- og implementeringsprocesser i EU' lød som det absolut mest interessante udbud i denne omgang.

Derudover diskuterede vi lidt speciale. Henriette står til at få tilbudt et barselsvikariat i Undervisningsministeriet - hvor hun har studenterjob - måske allerede til sommer. Det får selvfølgelig betydning for vores samarbejde om speciale, hvis hun skal arbejde fuld tid, så er det måske begrænset hvor fokuseret hun bliver omkring studierne og ikke mindst: Hvor meget tid hun har til at bruge på at grifle speciale ved siden af arbejdet. Mange ting at tænke over det kommende stykke tid. Også fordi vi ikke har lagt os fast på hvad vi skal skrive om endnu. Ambitionen er dog stadig at blive færdig senest februar 2007.

P.S. Fagbevægelsen har ikke den bedste presse idag. Så kan de lære det, kan de!

 

Bitter? No, I just love to complain

Gisp, jeg så blod i dag! MIT blod...!!! Ja, chokerende, ikke sandt?!

Nå, ikke? Faktisk var det ikke så dramatisk. Jeg har igennem et længere stykke tid haft noget der ligner nældefeber, og var her til morgen forbi RefLab for at få taget en blodprøve, for at få undersøgt hvad det er jeg reagerer allergisk på - eller om det evt. er noget permanent. Det var ikke så slemt som jeg havde troet. I mine tvangstanker var der tale om at de tappede flere liter blod ud af mig, men det gik både hurtigt og stort set smertefrit. Nu må vi så se hvad prøverne viser.

Siden sidst er jeg gået i gang med den famøse praktikopgave igen (kan godt forstå hvis nogle af de mere vedholdende besøgende tænker 'suk' nu, eftersom jeg godt kan se at jeg griflede alt for meget om den i mine blog indlæg i foråret og sommeren), og satser på at få den skrevet inden det nye semester begynder. Forhåbentlig kan jeg få det til at passe ind i arbejdet, hyggen på kollegiet osv.

I går var jeg sådan semi-flittig indtil kl 14, fik ordnet et par praktiske ting og tog sidenhen ind til byen for at se på udsalg sammen med Malene. Fandt ikke så meget som jeg gad bruge penge på (der er jo trods alt en grund til at udsalgsvarerne ikke kunne sælges tidligere!!!), men det var hyggeligt, og vi spiste på Flyvefisken inden vi tog hjem og så film (den første der kalder mig 'etableret' får en ørefigen).

Senere idag skal jeg forbi Henriette og evaluere eksamensforløb og kigge på fag til næste semester. Vil gerne følges med hende, vi er jo ret gode til eksamen sammen, men jeg ved ikke rigtig om vi har de samme præferencer for de fag som er udbudt. Nu må vi se.

Vil foriøvrigt lige anbefale folk at kigge forbi Stobbes blog. Han har lavet nyt design, som ser ganske nysseligt ud. Jeg savner lidt en comments sektion, men det kommer forhåbentlig med tiden. Foriøvrigt så forstår jeg ikke meget af hans projekt, men det lyder ret fascinerende, så de mere naturvidenskabeligt orienterede af jer, bør klikke her.

mandag, januar 09, 2006 

The difference it makes

På arbejde igen, sidder og pusler med et notat omkring energiforbruget i forskellige erhvervs sektorer. Er hyggeligt at være her igen, min kjære kollega Anne Grete er præcis ligeså drakonisk perfid og malign (på den gode måde naturligvis) som hun plejer at være. Har også endelig fået afleveret min timeseddel, skal blive rart at få lidt penge i den efter-jul-tomme pengekasse igen. Og wow, min julestjerne er ikke afgået ved døden endnu.

I øvrigt andre end mig der har bemærket hvor uanstændigt koldt det er udenfor? Troede min (indrømmet: alt for store) næse ville falde af da jeg cyklede langs søerne. Brrrrrr! Og en anden ting: Hvorfor er det, at Danske Bank NÆGTER at spille andet end de indledende synth-flader fra West End Girls i deres reklamer? Det er grusomt irriterende, fordi jeg venter spændt hver gang på at jeg kan begynde at danse uhæmmet når bassen sætter ind - men nej! Skuffet igen!

Igår aftes havde jeg besøg af Cecilie, vi var en tur i Sjællandsgade for at se hendes nye lejlighed før det går løs med flytningen. Den er pænt lækker, ja, man fristes nærmest til at føle stik af jalousi og bitter misundelse!

(Ja, beklager det sentimentale billede, men da jeg hørte om de seneste dages rekord snefald i Japan, så fik jeg sådan lyst til at tage afsted igen)

søndag, januar 08, 2006 

I love your friends, they are oh-so-very arty

En stille søndag indtil videre, har hygget mig med lidt korrekturlæsning af forvaltningsretlige afgørelser(!!!) og mit ugentlig fix af Economist. Var som nævnt ude at købe en cd i går, det blev Sufjan Stevens 'Illinoise'. Jeg har ikke hørt den nok endnu til at komme med en kvalificeret bedømmelse, men den er ikke ringe. Sangen 'Casimir Pulaski Day' er ret fremragende. Ifølge Pitchfork er 'Illinoise' 2005s bedste album, men lad os nu se. Der skal en del til at hamle op med 'Nashville' i min verden.

Bortset fra det, så gik lørdagen med at slappe af, hockey, spille TP med de fallerede medkollegianere i køkkenet og at hygge med Malene - inden længe ved jeg alt om mikrobiologi. Eller noget!

En anden shiny-shiny historie er, at min far kom hjem fra hospitalet i går. Fik en længere medicinsk udredning fra min mor, som jeg ikke lige på stående fod kan genfortælle her. Men det kort af det lange er vist, at han efter omstændighederne har det ok, men at hjertet endnu ikke slår regelmæssigt og at blodtrykket stadig er højt - hvilket man så de kommende uger vil forsøge at gøre noget ved. Der bliver krydset fingre herfra.

I dag står på rengøring. Er ikke ligefrem helt kaotisk på værelset, men jeg har da en halv meter høj bunke papirer der skal kyles ud (farvel eksamen, mwahahahahaha!) og generelt kunne det godt trænge til en omgang post-læseperiode udrensning. I aften kommer Cecilie på besøg, der er kalvesteg på menuen ("Så vil jeg godt komme forbi!") og vi skal ud at se på hendes nye lejlighed. Den store flyttedag er på lørdag, og selvom der er lidt mangel på flyttemænd (en vis læser burde krumme tæer netop nu!) så går det nok i sidste ende. Begge mine forældre kommer herover - min mor tør ikke lade min far køre alene - så alt i alt skal det nok blive hyggeligt.

lørdag, januar 07, 2006 

Destroy everything you touch

Hvad er det bedste ved en overstået eksamensperiode? Helt klart fraværet af den der evindelige dårlige samvittighed over at man ikke får læst nok. Har brugt min lørdag på at kværne Politiken og Weekendavisen, og det allermest pragtfulde er, at jeg ikke har nogen som helst ting jeg skal lave eller nå i dag. Det mest dramatiske bliver en tur på biblioteket for at låne underlødig skønlitteratur og musik, en tur ud at købe ind og måske - hvis jeg virkelig strækker den - en tur op at træne.

Eksamen gik rigtigt godt i går, det var en sand fornøjelse at tage rollen som den onde neo-realist til en eksamen omkring FN, specielt fordi vores underviser er så dejlig idealistisk omkring organisationen (= grundlag for gode diskussioner).

På det noget mindre positive plan, så er min far stadig indlagt. Venter på at høre lidt nyt hjemmefra. Håber snart at de sender ham hjem.

fredag, januar 06, 2006 

Yesterday was dramatic – today is ok

Så er der ingen vej tilbage - eksamen om en times tid. Woo-hoo!

torsdag, januar 05, 2006 

Worry about you

En lang læsedag er overstået, i morgen er det så eksamenstid. Skal blive rart at få det overstået. Kan ikke i skrivende stund vurdere hvordan det kommer til at gå, men jeg er da fortrøstningsfuld. Henriette og jeg plejer at være gode sammen til eksamen, så hvorfor skulle det være helt anderledes denne gang. Relevante interessenter bedes krydse fingre (og andre lemmer) omkring kl. 10.40.

På det lidt mere bekymrende plan, er min far her til aften blevet indlagt på Aalborg sygehus. Han lider af forhøjet blodtryk, og tilsyneladende har han haft hjerteflimmer og problemer med vejrtrækningen. Umiddelbart lyder det ikke truende, men helt betryggende er det da ikke. Står ihvertfald på stand-by til en kvik tur til Nordjylland såfremt det bliver nødvendigt.

PS. Tillykke til Gufzillaen med de 23 år imorgen. Hvor er tiden der ta'r os?

onsdag, januar 04, 2006 

"Tralala lilla molntuss, kom hit skall du få en puss"

Det var sørens! En vis person skrev igår at jeg bare måtte høre den nye White Stripes single 'My doorbell'. Den er glimrende, man kan ihvertfald ikke sidde stille til den. Hvis man er lidt mere til mash-up genren, så kan man jo lytte til 'My doorbell' når den bliver mixet med Ludacris 'Stand up' her. Det er høj, høj klasse. Da jeg ved at der er ihvertfald en af mine læsere der forguder såvel Snoop Dog som Flaming Lips, så bør han klikke her.

Virker jeg mere fokuseret på musik end på eksamenslæsning? Skarpt observeret! Må hellere se at komme væk fra at finde sær musik på nettet. Slutteligt vil jeg dog lige anbefale dette mash mellem The Who og Beastie Boys. Jeg ved godt hvad jeg kommer til at høre resten af dagen!

tirsdag, januar 03, 2006 

It pays to belong

Til ære for mig selv, er her en kommenteret liste over de sange i 2005, som jeg har lyttet mest til. De er ikke nødvendigvis alle udgivet i år, men da jeg jo er lidt langsom til at opdage ny musik, så håber jeg at I kan bære over med mig.

100° C: 'From base to travel' (2001)
Et par af sangene fra årets liste stammer fra Prag. På arbejdet hørte Jacob og jeg ofte den fantastiske kanal Expres Radio (på 90.3, såfremt I skulle komme forbi). De spiller meget Kåre-agtig musik, og var en glimrende måde at blive introduceret til ny musik på. En sang de spillede meget var 'From base to travel' med den tjekkiske gruppe 100°C. De synger engelsk med en aldeles afskyelig accent, men til gengæld er sangen uforskammet melodiøs og sampler kvindelatter. Kan varmt anbefales.

Acid House Kings: 'That's because you drive me' (2005)
Har tidligere namedroppet disse svenskere, men købte først for nyligt et album med dem. Første sang på det er 'That's because you drive me', som jeg har lyttet uanstændigt meget til under eksamenslæsningen. Jeg forstår stadig ikke hvordan Sverige kan spytte det ene fabelagtige indie-pop navn ud efter det andet.

Annie: 'Greatest hit' (2004)
Folk kender nok Annie bedst fra hendes 'Chewing gum', den er også laber, men 'Greatest hit' er stadig den bedste sang på hendes album Anniemal. Bedste electro-pop i årevis.

Bloc Party: 'So here we are' (2005)
Sammen med The Dears (se nedenfor) hørte jeg stort set 'So here we are' på repeat det meste af marts og april. Melankolsk indie når det er bedst.

Common: 'Go!' (2005)
Jeg er blevet mere og mere træt af hip-hop de senere år, men Common kan stadig få mig til at ryste rumpe. Albummet er produceret af Kanye West - ja, Stobbe, jeg er stadig ligeglad med dit karaktermord på ham ;) - og det er en fuldendt fornøjelse at lytte det igennem. 'Go!' er første single, måske lidt lummer tekst, men det skal der jo også være plads til.

The Dears: 'Lost in the plot' (2004)
Canadisk gruppe som blev lidt af et one-hit wonder for mig, da albummet viste sig at være rigtig skidt. 'Lost in the plot' er perfekt, og forsangeren lyder som en krydsning mellem Damon Albarn og Morrissey.

Everything But The Girl: 'Rollercoaster (King Britt Scuba mix)' (2004)
EBTG har ikke udgivet nyt siden 1999, hvilket vi er nogle der er meget kede af. Så når de udsender et remixalbum, så er jeg rent faktisk dum nok til at købe det. Heldigvis er mix'ene ikke helt elendige, så jeg har fået mit EBTG-fix indtil videre. Men 6 år er godt nok lang tid at vente.

Feist: 'Inside and out' (2004)
Jeg forstår ikke at det ikke er blevet et verdenshit endnu. Har ikke engang hørt den i dansk radio. Det er SÅ godt. Endnu et resultat af Expres Radio påvirkningen.

Ben Folds: 'Landed' (2004)
Normalt er jeg lidt genert overfor folk der klimprer på klaver, men da jeg hørte 'Landed' i Prag var jeg solgt. Det er næsten årets popsang for mig.

Hard-Fi: 'Hard to beat' (2005)
Årets danse sang for mit vedkommende. Også god til at drøne langs Søerne med.

Kryštof: 'Sqěle' (2004)
Ja, der sneg sig minsandten også en tjekkisk sang med. Ville blive et monsterhit med en engelsk tekst.

Moneybrother: 'They're building walls around us' (2005)
Årets sang for mit vedkommende. Minder så dejligt meget om Style Council's 'Shout to the top', og visse læsere vil nok erindre, at den sang nok er min all-time favorit.

Roe-Deer: 'Escape' (2003)
Endnu et tjekkisk band og endnu engang et resultat af Expres Radio. Dejlig melankolsk.

Josh Rouse: 'Winter in the Hamptons' (2005)
Som tidligere nævnt, så har jeg spillet denne sang et urimeligt stort antal gange. Konkurrerer stærkt med Moneybrother om at være årets sang. Josh Rouse tager dog uden sammenligning prisen for årets album hos mig.

Saint Etienne: 'Stars above us' (2005)
Deres nye album var lidt skuffende, men 'Stars above us' er god nok til at komme ind på listen. Også 'Fascination' fra deres opsamlingsalbum er tæt på en listeplacering.

Stars: 'What I'm trying to say' (2005)
Pet Shop Boys som de ville lyde hvis de havde holdt niveauet fra Behaviour.

Gwen Stefani: 'What you waiting for?' (2004)
Måske ikke det mest avancerede nummer i hele verden, men vis mig blot ét dansegulv som ikke går amok til den, og jeg skal vise dig hvor ondt det gør at få min fod placeret lige i måsen.


Skal du kritisere Moneybrother, hva', hva', hva'?!

mandag, januar 02, 2006 

"The next time I have to come in here, I'm crackin' skulls!"

Modtog en mail fra min ærværdige læsegruppemakker idag:

"Hej,

Jeg har lige fået vores seminarblanketter og petitum tilbage fra Anne i underskrevet stand, så går ud fra, at vores opgave er godkendt. Jubiiih!

Ses i morgen!

-Henriette"


Ja, det var ordene. Og dermed lader det til at endnu 10 ECTS point er blevet sat ind på kontoen. Hvem skulle dog have troet det? Så mangler jeg kun eksamen på fredag (og din praktikopgave, red.), før jeg med ro i sindet kan slappe af indtil næste semester. Idag er nok engang gået med læsning. Omkring kl. 15 kunne jeg mærke at mit marginale udbytte blev stadigt mindre og mindre, så tog en tur hen at træne. En grum oplevelse, mærk jer mine ord børnlil: Julens synder vender ALTID tilbage! Nu er jeg så klar-pirat-start til endnu en session med alenlange akademiske diskussioner om reform af FN, hvis jeg hører bare ét ord mere om den elendige Potemkin-kulisse af en organisation efter på fredag, så vil jeg personligt kølhale de formastelige individer der vover at genere mig med det!

Var der forresten andre end mig der så Breakfast Club i julen? Udover at det selvsagt er filmhistoriens bedste teenage-film (nævn blot én som er bedre!) og Simple Minds' 'Don't you (forget about me)' bliver spillet i filmen, så spiller min egen fnullergøj Molly Ringwald også med. Ingen har som hende kunne se så surmulende og sød ud på samme tid. Til ære for hende bringer jeg her et lille billede fra dengang verden stadig var ung og uskyldig. Suk!

Jeg fik aldrig en hit-film igen, men det er ligemeget - brilleaben kan jo stadig lide mig

søndag, januar 01, 2006 

A new year, and I don't feel any different

Endnu engang godt nytår, og velkommen i 2006. For at fejre begivenheden, så er der kommet to nye billeder i familiealbummet, der er potentiale for adskillige 'åååååååååååh' og 'nææææææh' og 'iiiiih, hvor er hun sød', for ja, helt korrekt: Min niece Ingrid har gjort sit indtog.

Ellers ikke meget nyt, igår aftes gik som forventet med festivitas og halløj på kollegiet. Jeg kom godt ind i det nye år - modsatte visse andre mindre betænksomme individer - og mere er der vist ikke at sige om det. Resten af ugen skal gå med læsning inden eksamen på fredag. Suk, jeg glæder mig til at få et liv igen.