Efterklang
Måske man snarest muligt skulle søge om at få udbetalt sin folkepension, for at dømme efter hvor længe jeg kan sove efter en bytur (fem-seks timer, hvis jeg er rigtigt heldig!), så er jeg da vist snart indlægningmoden på så charmerende steder som Fælledgården.Var til Zulu Rocks i går, som samlet set var en glimrende oplevelse. Bevares, lyden i Parken var horribel, Carpark North har tydeligvis ikke sangene til at levere en ordentlig koncert (Human er god, men resten....njah!), Mew var larmende og ude af kontakt med publikum og Kashmir ignorerede vi ganske enkelt (nu har jeg set dem live så mange gange, og nej: De er stadig ikke spændende). Til gengæld - og jeg farer med list og lempe nu for at undgå at blive kaldt grimme ting - så var Pharrell meget overbevisende (engageret, crowdpleaser og hæphopper - men man kan ikke tage fra ham at han har hits'ne med i posen), Black Eyed Peas var een lang række af hits og det udviklede sig til en veritabel fest under koncerten. Løjerne afsluttedes af dem vi var kommet for at se: Pet Shop Boys. De var min første musikalske kjærlighed og jeg køber stadig trofast ALT hvad de udgiver. Koncerten i går var den tredje jeg så med dem (første gang var Hamburg i 1999 og siden Valbyhallen i februar 2000), så jeg har været meget spændt på hvordan det mon ville spænde af. I skrivende stund er jeg lidt splittet. Det var bestemt en god koncert, men de var ret tamme efter Black Eyed Peas havde været på og set-listen var i bedste fald alternativ (hvad laver Dreaming of the queen og Shopping til en koncert?!). Ved ikke rigtig hvad jeg skal synes...
Update: Jyllands-Posten giver en meget lidt positiv vurdering af PSB's optræden. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.
PS. Yikes! Ghana slog Tjekkiet 2-0 i går!
