Indre by

Ah! Weekend igen! Har brugt formiddagen sammen med min far, vi var på Tour De Pladebutik her på Østerbro. Købte det nye Tiger Baby album Noise around me og Josh Rouse Subtitulo. Sidstnævnte har jeg hørt i forvejen (for en grundig og god beskrivelse, besøg Kristians blog), mens Tiger Baby albummet er helt uudforsket land for mig. Jeg var usædvanligt pjattet med deres debutalbum Lost in you, og har derfor tårnhøje forventninger til det nye, som jeg just med feberrystende hænder har sat i anlægget. Det er godt. Rigtig godt. Og læskende. Ahhhhh!

Læskende kan man ikke kalde Al Kooper koncerten i går, snarere ret frustrerende. Det er så tydeligt at manden er en fabelagtig musiker, hans band er godt sammenspillet og der dukker en masse dedikerede (om end noget grå/tyndhårede) fans op til koncerten. Så hvorfor, hvorfor, HVORFOR insisterer han på at spille 10(!!!) sange i træk fra sit nye album, der i bedste fald kan kaldes moderat godt? Jeg har fuld forståelse for at musikere (især dem der synes de skal bevise at de er mere og andet end levn fra 60'erne) har behov for at spille nyt materiale, og jeg kræver ikke at han skal tage på en greatest hits tour. Men det trækker altså store veksler på et forventningsfuldt publikum at man udsætter dem for sub-standard sange, for så til sidst at spise dem af med to sange som de kender. Og hvorfor kan musikere fra den periode bare ikke finde ud af at stoppe? Guitarsolo'er SKAL vare 10 minutter. Numre SKAL strækkes til det maksimale. Jeg er sikker på at den slags fungerede glimrende for Jimi Hendrix og publikum på syre i 1969, men altså.....tiderne skifter! Som sagt: Dygtige musikere og selvom Al er blevet en gammel nisse at se på, så er han ikke blevet uskarp eller dårligere til at spille. Det er bare synd at han synes han har så meget at bevise.