Not as goth as they say we are
Jeg er på en glidebane. Det går snart galt. Hvis jeg fortsætter med at slubre chokomælk hver eneste weekend jeg sidder på Axelborg og skriver, så ender jeg med at få wildcard til 'Livet er fedt'. Bortset fra det, så når jeg ikke helt det jeg vil i dag; af uransagelige årsager vil læsningen ikke helt fæstne sig i min inefficiente hjerne. Siden jeg ikke har været ude at lege abe i nattelivet er det nu ikke fordi jeg kan benytte mig af standard-undskyldningen, men måske der bare er andre ting jeg hellere vil tænke på end den europæiske konkurrencelovgivnings retsvirkning i Danmark.Fredag styrtede jeg ellers rundt til kulturnatten på Axelborg, vi fik besøg af ikke færre end 3.620 gæster. Selvom jeg var godt kogt da vi fik fri kl. 01.30, så var det nu en meget god oplevelse, igen fordi man så får lejlighed til at tale møde flere af ens andre kolleger end dem man snakker med til hverdag. Lørdag var jeg så en tur i Humlebæk for at besøge Louisiana. De har netop åbnet deres efterårsudstilling 'Stjerneskud - 100 års filmbilleder'. Der udstilles 700 still-billeder og mange af dem er ganske gode. Især vakte det udelt jubel da jeg stødte på et fra Les Parapluies de Cherbourg, en af mine ubetinget største yndlingsfilm. Resten af museet var ligeså godt som altid og da vejret tilmed viste sig fra sin smukkeste side, var det en ren fornøjelse at sidde ude i haven og hygge.
Slutteligt vil jeg indlede en ny søndagstradition, nemlig at liste den forgangne uges mest spillede sange på min knuselskelige iPod Emerson. Samtlige sange er naturligvis stærkt anbefalelsesværdige:
* James Dean Bradfield - That's no way to tell a lie
* The Diggs: Stagg
* James Morrison: You give me something (ja, frygtelig poppet, I know!)
* The Kooks - She moves in her own way
* We Are Scientists: Can't lose
* Corinne Bailey Rae: Call me when you get this (frygtelig poppet x2)
* The Changes - In the Dark
* Gang of Four - Natural's not in it
* Hot Chip - The Warning
* Sufjan Stevens - Opie's Funeral Song
