Sometimes we put up walls. Not to keep people out, but to see who cares enough to knock them down
Før jeg grifler løs på et blogindlæg spekulerer jeg altid over, hvordan jeg monstro kan få vinklet en bestemt hverdagsbegivenhed så den lyder spas, let provokerende og tankevækkende. Desværre er jeg bare ikke helt så talentfuld ud i den disciplin. Ejer f.eks. ikke Stines væsentligt bedre evner til at dyppe aktuelle begivenheder og hændelser i en satirisk sovs. Og Louise kan også ting med ord som jeg ikke helt magter.
Som regel ender de fleste indlæg her derfor mest med at blive opremsninger af hvad jeg foretager mig af dybest set ret uinteressante ting. Måske vældig underholdende for mig selv når jeg om føje år genlæser mine udgydelser ("nææææh, var jeg virkelig oppe at træne den torsdag i juni 2006? Hvor amuserende!"), men næppe særskilt relevant eller brugbart for ret mange andre. Et helt andet spørgsmål er hvor personlig man skal blive. F.eks. har jeg - til visse menneskers frustration - været noget nærig med oplysninger om mit Felicity-agtige kjærlighedsliv, og det på trods af at der i nærværende blogs levetid har været en Natasia, en Linea, en Kristine, en Malene og en Nina (Ha! Bemærkede I hvordan jeg lige fik boostet mit machoego?!). Selvsagt er en blog jo ikke det samme som en dagbog, så har egentlig ment at det ikke kom internettet ved hvem jeg evt. måtte føjte rundt med. Og når jeg genlæser den famøse '100 ting omkring Kåre' fra august 2005, så er den måske lige lovlig personlig/bitterrumpe/aparte til at jeg ville skrive den i dag. Man kunne selvfølgelig gøre hele skidtet mindre personligt og i stedet lave en 'kommentar til aktuelle begivenheder' som eksempelvis Punditokraterne. Imidlertid må jeg nok sande, at jeg ikke ejer hverken evnerne eller lysten til at have en mening om alt. Og SÅ spændende synes jeg altså heller ikke alle former for politik er. Så what to do? Skal man fortsætte med den aktuelle hybrid mellem navlebeskueri, beske kommentarer, mærkværdige links, musikomtaler og almindelig nonsens? Måske er det meningen at det skal være sådan? Jeg er i vildrede!
Som regel ender de fleste indlæg her derfor mest med at blive opremsninger af hvad jeg foretager mig af dybest set ret uinteressante ting. Måske vældig underholdende for mig selv når jeg om føje år genlæser mine udgydelser ("nææææh, var jeg virkelig oppe at træne den torsdag i juni 2006? Hvor amuserende!"), men næppe særskilt relevant eller brugbart for ret mange andre. Et helt andet spørgsmål er hvor personlig man skal blive. F.eks. har jeg - til visse menneskers frustration - været noget nærig med oplysninger om mit Felicity-agtige kjærlighedsliv, og det på trods af at der i nærværende blogs levetid har været en Natasia, en Linea, en Kristine, en Malene og en Nina (Ha! Bemærkede I hvordan jeg lige fik boostet mit machoego?!). Selvsagt er en blog jo ikke det samme som en dagbog, så har egentlig ment at det ikke kom internettet ved hvem jeg evt. måtte føjte rundt med. Og når jeg genlæser den famøse '100 ting omkring Kåre' fra august 2005, så er den måske lige lovlig personlig/bitterrumpe/aparte til at jeg ville skrive den i dag. Man kunne selvfølgelig gøre hele skidtet mindre personligt og i stedet lave en 'kommentar til aktuelle begivenheder' som eksempelvis Punditokraterne. Imidlertid må jeg nok sande, at jeg ikke ejer hverken evnerne eller lysten til at have en mening om alt. Og SÅ spændende synes jeg altså heller ikke alle former for politik er. Så what to do? Skal man fortsætte med den aktuelle hybrid mellem navlebeskueri, beske kommentarer, mærkværdige links, musikomtaler og almindelig nonsens? Måske er det meningen at det skal være sådan? Jeg er i vildrede!
